Cand.med. Bente Holm Nielsen
Artikel trykt i FN Bladet juni/juli 1998


Abort, krig og fred

I USA har republikanerne og antiabortbevægelsen defineret kvinders fri adgang til hospitalsudført abort til at være en hindring for, at USA betaler sin gæld til FN.

De Forenede Nationers Verdenserklæring om menneskerettigheder blev vedtaget for 50 år siden på baggrund af to verdenskrige. Millioner af mennesker havde mistet livet, og milliarder levede videre med uhelbredelige skader på krop og sjæl.

25 år senere vedtog den danske regering at gøre provokeret abort op til 12. svangerskabsuge til en lægelig sygehusopgave. Man havde indset, at selvudført abort er livsfarlig, og at det ikke er muligt at uddrydde samfundsfænomenet abort ved at kriminalisere handlingen.

I 1994, hvor FN forberedte befolkningskonferencen i Kairo og den efterfølgende 4. verdenskvindekonference i Beijing, havde UNICEF's opgørelser vist, at der årligt på verdensplan forekommer ca. 200.000 dødsfald i forbindelse med ikke-hospitalsudført abort. Endvidere, at der årligt registreres mere end en halv million (585.000) kvindedødsfald i forbindelse med svangerskab og fødsel, at der formentlig er tale om et tilsvarende antal ikke-registrerede døde, og at man må regne med, at 7-8 millioner kvinder årligt invalideres livsvarigt i forbindelse med forplantningen.

Verdenssundshedsorganisationen WHO's politik, der i 20-30 år er gået ud på først og fremmest at højne kvinders reproduktive sundhed ved hjælp af forebyggende familieplanlægningsprogrammer, havde hermed vist sin absolutte utilstrækkelighed. 

På trods af dette sundhedspolitiske sammenbrud kunne en gruppe republikanere i november 1997 stille Bill Clinton over for et ultimatum: Til gengæld for, at de skulle stemme for USA's betaling af gælden til FN, så skulle Clinton- regeringen stoppe støtten til 'safe abortions'.

I praksis vil det betyde afvikling af de internationale organisationer, der som formål har, at u-landskvinder kan få udført abortindgreb, der ikke er livsfarlige.

Hvis der hidtil har manglet en konkret baggrund for at kalde 'safe abortions' for en magtfaktor i det storpolitiske spil, så er denne baggrund nu en realitet. I det dobbelte jubilæumsår, hvor FN's verdenserklæring fylder 50, og den danske lov om 'fri' abort fylder 25, aftegnes rammerne for et paradoks: 
På den ene side vurderes FN's kostbare fredsbevarende aktiviteter som en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig, betingelse for at sikre verdensfreden og dermed for at spare menneskeliv og menneskelig lidelse. 
På den anden side er det lykkedes anti-abortbevægelsen at placere vindekønnets muligheder for 'safe abortions' som en forhindring for, at USA betaler sin gæld til FN. 

Hvis USA vælger ikke at betale, får det afgørende indflydelse på FN's muligheder for at udføre et fredsbevarende arbejde. Hvis USA vælger at betale, vil det give anti-abortbevægelsen yderligere vind i sejlene, og truslen imod hospitalsudførte og ikke-livsfarlige abortindgreb vil blive forstærket i alle lande. 

Dette vil efter al sandsynlighed også blive tilfældet i Danmark, hvor en af de mest markante abortmodstandere, teologen og medstifteren af Jeg vil leve - Center for retten til liv, Arne Munk, allerede for tre år siden offentligt sammenkædede emnerne krig og abort. Fra en tribune foran Christiansborg udtalte han på 22-års dagen for loven om 'fri' abort: ”Som man engang måtte spørge kirken, hvor den var, da små børn blev slæbt i gaskamrene, må man i dag spørge kirken, hvor er du, når 50 børn hver dag mister livet. Kvindens livmoder reduceres til en dødscelle. Den kirke, der ikke kan genkalde sig skaberens træk i et mongolbarn eller et barn med cystisk fibrose, den er ikke længere Guds kirke.”

I år, hvor abortloven fylder 25 år, arrangerer antiabortforeningen den 20. juni et optog gennem København mod Rådhuspladsen. Desuden har foreningen købt jord til en abortmindelund i nærheden af Ringkøbing. Måske bliver det også muligt at nedsætte urner med kremerede aborter i mindelunden. 

Der er tegn på, at den opfattelse er ved at brede sig i de vestlige samfund, at den svangre kvinde har magten over sit foster, og at fosteret som den svage part i forhold til sin mor bør (menneske-)retsligt beskyttes. I forbindelse med en dansk sundhedskampagne i 1995 udtalte sundhedsministeren: ”...faktum er, at en gravid, der ryger, risikerer at give sit barn et handicap med på vejen.”
Når en læge eller en jordemoder vil have den svangre til at begribe, at hun skal holde op med at ryge cigaretter for fosterets skyld, og man underviser kvinden i at forestille sig, at det ikke kun er hende, der ryger, men at det lille, uskyldige foster ryger med, så er denne billeddannelse analog med Arne Munks. 

Svangre kvinder har imidlertid aldrig været magthavere. Hvis de ikke selv har kunnet udføre den nødvendige svangerskabsafbrydelse, har de måttet tigge andre om hjælp. Svangre kvinder har aldrig haft magt til at rekvirere abort ved at beordre den. Præmissen for kvinders adgang til abort er vævet sammen med kvinders sundhed og kvinders adgang til sundhedsydelser.

Som nævnt afholdt FN i 1994 en befolkningskonference i Kairo. Den skulle fastlægge FNs overordnede mål med hensyn til den globale befolkningsudvikling og skulle således blandt andet handle om de levevilkår, som verdens kvinder har med hensyn til menneskeproduktion. I anledning af denne konference kom det på den internationale politiske dagsorden at argumentere for og imod afkriminaliseret, provokeret abort, det vil sige for og imod kvinders adgang til hospitalsudført svangerskabsafbrydelse.

Konferencen inddrog således diskussioner om kvinders reproduktive rettigheder og kvinders reproduktive sundhed. Sundhed er, som et tema for sig selv, knyttet sammen med menneskerettigheder i de dokumenter, der udfærdiges i FN-organisationen WHO. 

I 1984 vedtog WHO en ny sundhedsstrategi, nemlig: Sundhed for alle år 2000 (SFA-strategien). Sundhedsstrategien er en væsentlig del af rammen, hvor begrebet kvinders menneskerettigheder kan udvikles videre. Synspunktet støttes af, at et nyt begreb, som betyder næsten det samme som kvinders menneskerettigheder, er vokset frem i de senere år, nemlig ”kvinders reproduktive sundhed og rettigheder”. WHO har da også formuleret en strategi om reproduktiv sundhed i 1996. 

I slutdokumentet fra Kairo fremgår de rettigheder og krav, der ikke kan forenes. Det er på den ene side et krav om kvinders fri adgang til sikre aborter som del af sundhedssystemet og på den anden side et krav om respekt for og beskyttelse af fosterets liv fra undfangelsen.

I menneskerettighedskonceptet findes to grundlæggende værdier, henholdsvis retten til liv, der kan belyses med kvindekonventionen, og retten til sundhed, der belyses med bio-etik- konventionen. På denne måde belyses det paradoks, at retten til liv rummes dobbelt af den gravide kvinde. Dette forhold er kun et af flere selvmodsigende forhold i menneskerettighedskonceptet. Der er tale om selvmodsigelser, der giver manglende konsistens og kun en middelbar forståelighed, som det kræver et stort pædagogisk arbejde at formidle til befolkningerne. 

For eksempel at de uoverensstemmelser, der er mellem menneskerettighedskonceptets enkelte dele for så vidt angår kvinders rettigheder, kolliderer med den beskyttelse af fosteret, der fremgår af præamblen til børnekonventionen. Nogle vil hævde, at disse modsigelsesforhold ikke behøver speciel opmærksomhed. Særlig ikke i de lande, hvor fri adgang til provokeret abort har vænnet befolkningen til at leve med den konflikt, at to uforenelige rettigheder mødes inde i kvindens krop. 

Her bliver det helt centralt at gøre opmærksom på en karakteristisk ting ved børnemuligheden i vores historiske tid. Det historisk nye ved vor tids børn er, at det ikke længere er u-sædvanligt, at børn ikke er resultat af en befrugtning i den menneskelige krop på den måde og på det sted, hvor befrugtning ellers altid er sket (i æglederen). Menneskerettighederne anstrenges, når området 'retten til liv' trækkes ind i selve livmoderen med det formål at beskytte fosteret. 

Forplantningsteknologi bringer forvirring på moderskabsområdet og revitaliser kravet om fosterbeskyttelse. Som følge af forplantningsteknologiens komplicering er der opstået et behov for en ny refleksion.

Allerede i 1946 fik FN den opgave at klarlægge alle de områder, hvor kvinder er blevet nægtet de samme rettigheder som mænd, men det var først i 1979, områderne blev beskrevet i kvindekonventionen: Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW). Kvindekonventionen udvikler imidlertid kun positive menneskerettigheder, der skal sikre, at kvinder - uanset ægteskabelig status - har ret til ydelser fra samfundet. 

Om moderskabets beskyttelsesværdighed siger den til staterne, at de skal ”sikre, at undervisning i familiekundskab omfatter den rette forståelse af, at moderskab er en samfundsfunktion”. Kvindekonventionen udvikler ingen negative menneskerettigheder, og den yder således ingen direkte beskyttelse af kvinder i de få gange i deres liv, hvor de på grund af forplantningen fungerer anderledes end mænd. Den blev vedtaget på et tidspunkt, hvor man ikke havde mulighed for at indarbejde den forvirring, som den nye forplantningsteknologi har ført med sig, og hvor for eksempel kvindelige kønsceller som noget revolutionerende nyt kan doneres på linie med mænds, og hvor kvinder kan føde børn uden genetisk at være i slægt med dem. 

I dag må både denne konvention og alle andre FN-konventioner skønnes at være u-tilstrækkelige som rettesnor på moderskabsområdet. Dette gælder også Europarådets Bio- etik-konvention.

Til forskel fra FN-konventionerne er Europarådets Bio-etik konvention så ny, at man må undre sig over, at der ikke er taget højde for de fundamentale forskelle, der er på de funktioner, som de to køn har i forbindelse med forplantningen. 

Ved forberedelsen af den 4. verdenskvindekonference i Beijing i 1995 stod det klart, at denne konference ville komme til at prioritere debatten om sundhed ud fra lavere standarder, end dem, der havde været gældende på tidligere FN- konferencer.

I Platform for Action, som var de regionale forberedelsesdokumenter, og som fungerede som en slags ønskesedler for kvinder fra alle verdens lande, hed det: Vi ønsker, at menneskerettigheder også skal gælde for kvinder. Også når kvinder er svangre. Vi ønsker derfor støtte til legalisering af provokeret abort. 

Granskning af menneskerettighedskonceptet viser således, at det ikke er indlysende, at kvinder som svangre mennesker er beskyttelsesværdige. Menneskerettighederne anstrenges, når deres område strækkes ind i kvinders indre organer, livmoder og æggestok.

Men forskningens efterspørgsel efter menneskeæg og fostre kan jo - ifølge sagens natur - ikke lige så godt efterkommes af den mandlige del af befolkningen. 

Den historiske og jubilæumsmæssige situation er altså dén, at der i dag og fremover er og vil være et særligt behov for beskyttelse af kvinder, og at menneskerettighedskonceptet bør udvikles, hvis svangre mennesker skal kunne beskyttes af det.

Tiden vil vise, om det kan lykkes at udvikle de argumenter, hvormed det selvfølgelige kan legitimeres, der af norske kvinder er blevet kaldt, at genteknologi og forplantningsteknologi ikke må accepteres videre end dertil, at såvel ”mor/foster-enheden” som ”livmor/æg-enheden” kan bevares som et selvfølgeligt udgangspunkt for begrebsudvikling. 

På verdenskvindekonferencen kunne de katolske føtalister og alverdens kvinder mødes om, at den statistiske stigning i antallet af mødredødsfald var forkastelig. Men de kunne ikke blive enige om, at det ville højne sundheden for verdens kvinder, hvis FN kunne gå ind for såvel adgang til hospitalsudført abort, adgang til understøttet fødsel og adgang til familieplanlægning.

Efter befolkningskonferencen i 1994 har det jævnligt været diskuteret, hvorvidt den løsning, at afkriminalisere abort, er i overensstemmelse med det fundament, de internationale verdenskonferencer hviler på: FN's nu 50 år gamle verdenserklæring om universelle menneskerettigheder.

I Danmark blev loven om kvinders 'fri' adgang til hospitalsudført svangerskabsafbrydelse som tidligere nævnt vedtaget i 1973, for 25 år siden. I den postmoderne pluralisme har de fleste danskere vænnet sig til at leve med det paradoks, at det på den ene side hverken er i statens eller i nogen andres interesse, at svangre griber til civil ulydighed og får fremprovokeret en abort, som de selv risikerer at blive syge af eller at dø af. Og at man på den anden side kan anskue provokeret abort som en form for mord, hvor kvinden er en slags rekvirent af mordet, og lægen er en slags bøddel. 

Men man kan med en vis ret stille det spørgsmål, om de kommende generationer in absentia ikke allermest trænger til, at de vestlige lande går en anden vej og indfører børnerationering? Dette synspunkt har historikeren Thorkild Kjærgaard gjort sig til talsmand for: ”En effektiv ét-barns politik må (...) baseres på grundsætningen 'ét barn pr. kvinde'. Ikke pr. ægteskab eller pr. parforhold, men netop pr. kvinde. I dette spørgsmål må man se bort fra mændene og fra familierne og udelukkende koncentrere sig om kvinderne.” Kjærgaard har også fortalt, hvorfor han ikke vil satse på sit eget køn i børnerationeringen: Mænd er ikke moralske i seksuelle spørgsmål. I konsekvent forlængelse heraf er det også hans synspunkt at ”det burde være overflødigt at sige, at det offentlige ikke bør anvende så meget som én krone på fertilitetsteknologi”. 

Imidlertid kan også øget individualitet være en løsning både vedrørende adgang til fri abort, fosterdiagnostik og forplantningsteknik. Dette synspunkt har teologen Lena Kjems, der siger, at kvinden er ”et ansvarligt moralsk subjekt, og følgelig bør hun bemyndiges til selv at vurdere”

Verdenssundhedsorganisationen WHO har netop fornyet programmet om befolkningspolitik. Før skulle WHO opstille nationale programmer vedrørende mødredødelighed, børnebegrænsning og kønssygdomme; groft sagt var nationen den mindste enhed, og programmerne blev da også kritiseret for at indeholde et element af tvang, der kunne opfattes som konspiration mod befolkningen. Nu er det de enkelte par, der opfattes som en enhed, og manden og kvinden skal dele den suveræne ret til selv at beslutte.

Teorien bag det nye WHO-program er, at når tvang er uacceptabel, kan kun social velfærd sænke fødselstallet.

Kvindernes egne ønsker i forbindelse med reproduktiv sundhed er stort set blevet overhørt af verdenssamfundet. 

Den voksende abortmodstand, der kan observeres i dag, markerer, at der er en fælles svaghed i kvinders position i forbindelse med svangerskab. Der er en modsætning, et paradoks, mellem på den ene side nationalstaternes forventninger om, at kvinder som en selvfølgelighed producerer nye mennesker, og på den anden side det personlige ansvar, som kvinder føler for de børn, de føder, og for de kår, de kan byde dem.

Alle steder står valget mellem enten at leve med det åbenlyse og uopløselige paradoks, som kvinders adgang til selvbestemt abort er, eller at leve med dogmatiske sandheder der dikterer, at afbrydelse af tidligt menneskeligt liv er en form for mord.

Konklusionen er, at abort er en væsentlig magtfaktor i storpolitikken. 

Konsekvensen må derfor være en FN-politik, der inkluderer 'safe abortions' og en professionelt støttet svangerskabshygiejne. Altså hvis formålet med beskyttelse af menneskeliv skal opfattes generelt og universelt - og ikke blot være begrænset til forhandlinger om fredsbevarende styrker og forebyggelse af krigsudbrud.

Til forsiden