Fri abort og tillid til kvinder. Af Bente Holm Nielsen og Jytte Aa. Møller

Bente Holm Nielsen & Jytte Aa. Møller, del af et manuskript i proces, 1996.

FRI ABORT - PRØVESTENEN PÅ TILLID TIL OG TVIVL OM
DEN KVINDELIGE BEFOLKNINGSGRUPPES RET TIL SELVBESTEMMELSE
-Selv et ønskebarn kan jo være uønsket senere i barndommen [1]

Indledning.
Der findes kun få referencer i litteraturen for et projekt, der - som vision - har det ønske, på én gang dels at kunne omhandle alle kvindens livsfaser og dels at gøre det i ét samlet overblik.
Litteratursøgningen giver i stedet mange fund på tre delområder: 1) Kvinders erfaringer med barnløshed; 2) kvinders erfaringer med graviditet og fødsel; 3) kvinders erfaringer med provokeret abort.
Idet dette projekt kun som vision har det ønskelige at kunne omhandle alle kvindens [2] livsfaser under ét, beskæftiger afsnittet nedenfor sig specifikt med et delområde af 3) kvinders erfaringer med provokeret abort. Afsnittet formes af, at det er kvinders ret til selvbestemmelse i relation til provokeret abort der udfoldes. Som overskriften angiver, kan debatten om fri abort bruges, hvis det er samfundets tillid til eller tvivl om den kvindelige befolkningsgruppes ret til selvbestemmelse, der ønskes kortlagt. Først skitseres sammenhængen med delområde 1) og 2) i kvindens livsfaser ganske kort, idet en nærmere bearbejdning foretages i efterfølgende projektafsnit. Endvidere redegøres der for, at den naturalistiske fejlslutning er valgt som analysemetode.

Ad 1) Kvinders erfaringer med barnløshed.
I litteratursøgningens fund er udvalgt Anders Möller: "Psykologiska Aspekter på Infertilitet", Psykologiska institutionen, Göteborgs Universitet, Göteborg, 1985. Når undersøgelsen bruges som reference i dette projekt, er det fordi den er en af de få, der har et tostrenget empirisk analysedesign. Det er både "motiv för att skaffa barn" og "relationen man - kvinna", der undersøges. Til forskel fra, hvad der er hovedreglen for andre empiriske analyser i dette område, har Anders Möller vægtet kønsrelationen mand/kvinde med samme tyngde som barneønske og ønskebarn.
Kombineret med Birgitte Simonsen: "Konsekvenser af det husmorløse samfund", Erhvervs- og voksenuddannelsesgruppen, Roskilde Universitetscenter, 1993-1996, findes her to undersøgelser, der kan give et overblik over delemnet barnløshed.
I fire rapporter analyserer Birgitte Simonsen en gruppe unges forhold til arbejdsliv og forsørgelse samt til familiedannelse og kønsroller. Undersøgelsen bruges som reference i dette projekt fordi den gør op med en myte om, at unge mænd og unge kvinder har samme livsforventninger. Temmelig få af pigerne regner med forsørgelse fra en mand. Nogle af dem tror ikke på, at de kommer til at kunne forsørge sig selv, men det er så staten, de regner med som forsørger, ikke en mand. Dette er i modsætning til de unge mænd, der har et udbredt ønske om at komme ind i den kendte forsørgerrolle. De allerfleste af drengene ønsker arbejde, de vil tjene godt med penge, de vil gerne have kone og børn, børnene skal ikke passes for meget af andre, og konens indtægt er underordnet. Der er noget i de to køns forventninger, der ikke passer særlig godt sammen (rapport 4, side 18).

Ad 2) Kvinders erfaringer med graviditet og fødsel.
Lisbeth B. Knudsen og Hanne Wielandt: "På vej mod ønskebarnet", Frydenlund, 1996. Bogen fortæller om kvindens gang gennem det svangreprofylaktiske undersøgelsesprogram fra graviditeten konstateres til det ønskede barn fødes. Desuden skitseres den udvikling, der i de senere år er sket med sundhedsvæsen og svangrekonsultation. Bogen sætter focus på, at der er et moralfilosofisk dilemma mellem på den ene side den enkeltes personlige mål og behov for selv at styre og kontrollere sit liv, og på den anden side de teknologiske tilbud, der fra medicinsk side udbydes som midler, hvormed den enkeltes målopfyldelse kan øges. Kombineret med f.eks. Ellen Nissen: "Tidlig forebyggelse af omssorgssvigt", PPR i Greve, upubliceret forskningsrapport, 19xx, og Svend Aage Madsen: "Bånd der brister - bånd der knyttes", kan der gives et overblik over delemnet graviditet og fødsel.

Den naturalistiske fejlslutning som analysemetode.
Formålet med dette projektafsnit er først og fremmest at vise, at abortproblematikken er mangesidig og kompleks. Til formålet præsenteres nogle nedslag i samfundsdebatten [i] . Nedslagene er udvalgt således, at abortproblematikkens temaer kan sammenkædes med en filosofisk metode om argumentation: Den naturalistiske fejlslutning. Metoden egner sig til at skærpe opmærksomheden overfor substansen i moralske emner, især når moralske emner står i indbyrdes modsætningsforhold til hinanden. Ifølge reglen om den naturalistiske fejlslutning må der ikke sættes lighedstegn mellem "er" og "bør".
Idéen med at bruge den naturalistiske fejlslutning på en focusering af kvindens del af ansvaret for den generationsvise reproduktion er, at man på den måde kan anfægte kvindesynet i den traditionelle kristne etik: Den traditionelle kristne etik sætter lighedstegn mellem moderskab og moderkald, men dermed sættes der lighedstegn mellem to usammenligneligheder: Køn og kønsrolle.

Men fordi kvinder føder med kroppen (biologisk køn), ikke med rollen (socialt køn), kræver en refleksion over abortproblematikken, at de kvindelige kønskategorier holdes adskilt.
Eksempel:
- Køn som en biologisk situation: den gravide kvindekrop, som "er", kan jo ikke restløst sættes lig med den efterfølgende
- kønsrolle, kvinden "bør" have som mor, fordi hun har født.

Man kan hævde, at også Robbie E. Davis-Floyd har undret sig over kvindekønnets tilpasning til den naturalistiske fejlslutning, idet hun undrer sig over, at det først var efter anden verdenskrig, gravide kvinder blev en del af bybilledet: "The pregnant woman, unlike all other human beings, holds two individuals in one body. This undeniable but highly anomalous phenomenon of nature refutes at least two of our cultures most powerfully held categories - the cultural idea of one individual per body, and the mathematical law that one does not equal two (...) The pregnant woman, neither childless nor mother, public proof of a sexuality properly kept private, walking representative of nature in a culture that seeks to deny nature's power, structurally resident in a liminal period for nearly one whole year, still crosses too many categories for comfort." [3] . Herhjemme er de artikler, Lone Fatum skrev i 1980'erne med det sigte at formulere en kvindeetik, et godt eksempel på, at metoden er anvendelig [4] .

Nedslagene i samfundsdebatten er også valgt til det formål at fastholde, at det er et samfundsanliggende, som debatten om abort eksponerer.

Hypotesen er, at abortlovgivning viser, at kvinders individuelle ret til selvbestemmelse - især som gravide - altid har været og altid vil være et uløseligt dilemma i et retssamfund mellem
- det levede liv (praksis) og
- de moralfilosofiske spørgsmål (teori om praksis) [5] .

Ad 3) Provokeret abort som samfundsanliggende relateret til kvinders ret til selvbestemmelse.
Dette afsnit beskæftiger sig med
1) kvinders ret til selvbestemmelse [6]
2) den påstand, om der i 1990'erne er en stigende modstand på praksisniveauet [7] mod indgrebet provokeret abort?

I Danmark er begrebet "fri abort" defineret som afbrydelse af svangerskab inden udgangen af 12'svangerskabsuge [8] . I forlængelse heraf findes begrebet "selektiv abort", der er defineret som svangerskabsafbrydelse på et efterfølgende tidspunkt [9] .
Reflektioner over abortspørgsmålet hører med i mange sammenhænge, for eksempel når muligheden for at identificere et selvstændigt idegrundlag for jordemoderindsats (jordemoderparadigme) skal overvejes - alene af den grund, at gældende abortlov og svangerskabslov har fælles udgangspunkt, nemlig straffeloven [10] , [11] .

Kronologi - skelsættende årstal

1956
Lektor, cand.theol. Lone Fatum udpeger svangerskabsloven af 1956 som en skelsættende begivenhed, idet den indførte det sociale abortkriterium: Legal abort blev mulig med henvisning til kvindens levevilkår, hvis det medførte "en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde" eller hvis der kunne peges på "hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet, eller omsorgen for familiens øvrige børn". Videre hed det: "Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens alder, hendes arbejdsbyrde og hendes personlige forhold iøvrigt, samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold". En ny regel gjaldt unge: "Når kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde".
Om konsekvensen af det sociale abortkriterium skriver Lone Fatum: "Liv, livsværdi og livsvilkår [har] ikke siden 1956 været entydige begreber i abortdebatten. Ingen af begreberne kan nu fastlægges på grundlag blot af en kvantitativ vurdering, for skal de psykologiske og sociale kriterier for liv tages alvorligt, er liv blevet en relativ bestemmelse, der ikke er ensbetydende med at være i live eller at kunne overleve (...) Med de psykologiske og sociale kriteriers inddragelse i abortdebatten er liv gjort til en kvalitetsbetegnelse, og det er forudsætningen for at forstå den situation, hvori vi befinder os i dag" [12] .
1937
De psykologiske kriterier var blevet indført med svangerskabsloven af 1937, idet voldtægt herefter kunne legitimere legal abort [13] . Lone Fatum's skelnen mellem kvantitativ abort og kvalitativ abort sker på baggrund af sammenhængen mellem straffeloven og svangerskabsloven: "Da straffeloven ændredes i 1930, blev straffen for fosterdrab sat til højst 2 års fængsel, og der blev for første gang mulighed for frifindelse, hvis det kunne bevises, at kvinden havde været i livsfare ved at gennemføre sit svangerskab. Og således er linien klar nok; for skønt der er tale om stadigt mildere og mere humane straffebestemmelser, så fastholdes det principielt, at fosterdrab er mord og derfor strafbart. Kun når kvindens eget liv og helbred skønnes at være i overhængende fare, er det kvindens liv, der foretrækkes, og kvindens ret til at leve prioriteres højere end fosterets. Det er imidlertid vigtigt at lægge mærke til, at liv og livsfare i første halvdel af dette århundrede endnu kun var medicinsk fysiologiske bestemmelser i svangerskabslovgivningen. Det betød for det første, at det var væsentligt lettere at tage stilling for eller imod, end det er idag, fordi kriterierne, der var lagt til grund for et valg, var kvantitative kriterier; det var bogstaveligt taget det, der kunne vejes og måles, og udsalggivende var alene kvindens fødedygtighed. Og det betød naturligvis for det andet, at legal abort fortsat var undtagelsestilfældet." [14] . (Når Lone Fatum karakteriserer legal abort som et undtagelsestilfælde, er det med begrundelse i nødretsreglen fra 1866, omtalt i note xx nedenfor om gældende abortlov). Om forholdet mellem retslig regulering og abortkriteriers veje- og målebarhed udtalte kirkeminister A.O.Andersen (CD) sig indirekte i 1994: "Statsmagten kan kun forholde sig til, hvad der kan måles og vejes. Og den officielle kirke kan kun gøre det, som alle er enige om." [15]

Fri abort i 1990'ernes mediesprogbrug
Efter et debatprogram om abort i TV samlede studieværten Klaus Laursen det etiske dilemma i én sætning: "Jeg er imod abort, men for fri abort"( [16]
(xx noten gøres færdig med dato om TV-udsendelsen). Det er en udtalelse, der ofte benyttes i debatter om fri abort i Danmark: "På en og samme tid kan man godt være imod abort - og for fri abort, og dermed overlade det moralske valg om en uønsket graviditets skæbne til den gravide kvinde" [17] .

Det Etiske Råds lovgrundlag og rådets udtalelse fra 1990
Lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg blev vedtaget i 1987. Paragraf 1 har følgende passus om, at rådet i sit virke skal "bygge på den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet". I folketinget indgik det i debatten i 1987, hvorvidt ordlyden kunne opfattes som stridende mod adgangen til fri abort. Et mindretal (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) mente, at ordlyden ville komme til at skabe problemer. Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF og VS forsikrede, at selv om ordlyden blev vedtaget, var det ikke ensbetydende med, at man ønskede at ophæve eller begrænse adgangen til fri abort. Paragraffen kom med på foranledning af Kristeligt Folkeparti. Partiet benyttede ikke lejligheden - oprettelsen af Det Etiske Råd - til at agitere direkte for ophævelse af abortloven [18] .
Det Etiske Råd udtaler sig i 1990 om kvinders ret til selvbestemmelse: "I den debat, der har været ført om provokeret abort i de seneste årtier, har to yderstandpunkter gjort sig gældende. Det ene hævder, at fosteret er et menneskeligt væsen, hvis liv ingen har ret til at tage. Det andet hævder, at fosteret er en del af kvindens krop, som hun har uindskrænket ret til at bestemme over. Hver af disse standpunkter kan siges at afspejle en kendsgerning, som ingen vil bestride" [19] .

Rammen for abortdebatten
Det Etiske Råd slår - med reference til de sidste årtiers abortdebat - rammen for abortdebatten fast. D.v.s. den polarisering og de betingelser repeteres, hvori overvejelser om kvinders ret til selvbestemmelse til dato har og fortløbende kan finde sted og fornys:

- Er fosteret er et menneskeligt væsen, hvis liv ingen har ret til at tage? [20] .
- Eller er fosteret en del af kvindens krop? [21] .

Regeringsgrundlaget fra januar 1993
Paragraf 1 i lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg blev medtaget i "En ny start. Regeringsgrundlag januar 1993". Under overskriften Etiske Spørgsmål (side 16) hedder det om samarbejdet for den første nyrupregering, hvor Kristeligt Folkeparti deltog: "Regeringen lægger grundlæggende vægt på respekten for menneskets værdighed. I overensstemmelse med Helsinki-deklarationen samt Lov om oprettelse af et etisk råd, tages udgangspunkt i den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet. Med sigte på at sikre en værdig afslutning på livet fastholdes de eksisterende regler vedrørende dødshjælp. Teknologiens hastige udvikling, bl.a. på det sundhedsmæssige område, gør det påkrævet, at der fastlægges etiske rammer for anvendelse af teknologien." [22] .

Den gældende abortlov

Den 1. oktober 1973 fik danske kvinder fri adgang til provokeret abort [23] , [24] . Om lovens vedtagelse er det blevet sagt [25] , at befolkningens retsopfattelse havde sejret: Kvinden skulle selv vurdere sin belastning og tage ansvaret, hvis hun ville afbryde sit svangerskab.
Heroverfor står den opfattelse, som udtrykkes af et medlem af den første svangerskabskommission, Henrik Hoffmeyer. Han fortæller i 1965, hvordan debatten om fri abort over tid farvedes af omstændighederne: "Men til trods for at man skulle tro, at al lidenskab var udtømt gennem de mange årtiers hidsige debat om spørgsmålet, er det, som vi ser i aften, altså muligt til stadighed at samle ungdommen til fulde huse, når dette spørgsmål står på dagsordenen. Hvad kan egentlig grunden være hertil? Jeg tror, at problemstillingen i nogen grad har forskudt sig. i 20erne og 30erne diskuterede man spørgsmålet som et juridisk og socialt problem. Diskussionen tog især fart, da nævningetingene gang på gang frikendte idealistisk arbejdende læger, som havde hjulpet fattige og forslidte kvinder til abort. Man så i vidt omfang spørgsmålet som et socialt problem - underklassens kvinder var henvist til de snavsede kvaksalvere. Baggrunden er en anden i dag. Abortdebatten er nu også led i diskussionen om muligheden for en friere indstilling til de sexuelle forhold, specielt de før-ægteskabelige forhold og også om, hvor vidt man kan acceptere sexuelle forbindelser på et mindre forpligtende grundlag end det "dybe varige kærlighedsforhold", som hidtil i den etiske debat har været anset for en betingelse. Skal man også kunne betragte sexuelle forhold som en leg, som kan accepteres, fordi den er risikofri og uforpligtende? Der er ikke så meget tale om, hvor vidt sådanne forhold skal finde sted, for det gør de i vidt omfang, men der er tale om, hvor vidt man også etisk vil acceptere det. Det springende punkt i denne aktuelle debat må være standpunktet til aborten. Kan den gøres juridisk legal og biologisk, psykologisk og etisk acceptabel, vil det have indflydelse på vores holdning til de nævnte sexual-etiske problemer." [26] .

Tidsfristen - deadline - den etiske grænsesætning
Når Henrik Hoffmeyer i sit foredrag henviser til "det acceptable", sker det i en indforståethed med tilhørerne, der herved mindes om, at 1956 var et skelsættende år: Der var demonstrationer, da svangerskabslov nr. 2 blev forelagt folketinget. Foreningen for Familieplanlægning blev oprettet [27] , [28] . Der blev samlet underskrifter - bl.a. i kirkerne - mod lovforslagets bestemmelse om en grænse på 20 uger. Loven blev vedtaget med en abortgrænse på 16 uger. Siden 1973 har tidsfristen for fri abort været 12 uger i Danmark [29] .

Dr.med. Karl Kristoffersen reflekterede i 1985 om tidsfristens konsekvenser: "Der levnes i lovens forstand ingen respekt for fosteret som et selvstændigt individ. Grænsen for fri abort ved 12. uge er ikke sat af hensyn til, at fosteret på dette tidspunkt skulle have krav på respekt for sin individualitet, men er alene begrundet i moderens sikkerhed overfor komplikationer til abortindgrebet. I forhold til moderen er fosteret dermed gjort til et noget i stedet for nogen, det er gjort til en genstand, der ejes, og som der kan disponeres over. Denne ophævelse af respekt for fosteret i dets forhold til moderen fører ikke med nødvendighed til ophævelse af respekt for fosteret i andre relationer, f.eks. over for forskere. Det kan derfor meget vel tænkes, at der kunne lovgives med henblik på beskyttelse af fosteret over for andre end moderen. Om en sådan differentiering på det legale plan kan følges af en lignende differentiering i det etiske syn på fosteret i forskellige relationer, er en anden sag. Det kan være vanskeligt at respektere fosterets selvstændighed som individ eller potentielt individ over for f.eks. forskning og se helt bort fra denne respekt i forhold til moderen. Der vil derved kunne opstå en disharmoni mellem love og befolkningens intuitive fornemmelse af, hvad der er et konsekvent og sammenhængende menneskesyn. Det er egentlig forbavsende, så let det hidtil er gået med at forene så modsatte syn på fosteret. Hverken i forarbejder til svangerskabslovene eller i den offentlige debat har dette problem været drøftet med åbenhed. Problemet er blevet gemt lidt væk i den praktiske aktivitet om en pragmatisk lovgivning." [30] .

Tidsfristen og betingelserne for at få abort varierer i henhold til nationale og kulturelle forskelle. Variationen i tid og betingelser viser, at der er variation i opfattelsen af, om fosteret er et noget eller en nogen i forhold til kvinden som individ og kvindekroppen som biologi. Således kan kvinder i Sverige frit bestemme sig for abort op til 18 uger [31] , hvorimod kvindernes ønske i England skal kontrasigneres af to læger - til gengæld er grænsen 24 uger (sænket for 5 år siden fra 28 uger) [32] , [33] , [34] . Om helt fri eller betinget fri abort kan accepteres i et land hænger sammen med religion. Islam, Jødedom, Buddhisme, Katholicisme og Jehovas Vidner fordømmer eksempelvis abortus provocatus [35] . Protestantisme? Er det et typisk 1990'er-protestantisk udsagn at sige: Jeg er for fri abort men imod abort? Er protestanter hyklerisk dobbeltmoralske? Eller udtrykker dobbeltheden tværtimod at virkeligheden bliver set i øjnene, og det faktum tages alvorligt, at kollision mellem retsregler opstår og at sådanne kollisioner kun kan løses mere eller mindre ansvarligt, alt efter hvilke grunde man har?

Ifølge Else Munck og Svend Bjerg kan man som løsningsmodel lade den konsekvens styre, at der er "faktisk forekommende og formentlig uudryddelige kollisioner, dels mellem fosters ret og moders ret, dels mellem livsforventninger og de livsmuligheder, fosteret i det givne tilfælde har. Moral kan aldrig bestå i virkelighedsfornægtelse, ligesom moral heller ikke kan bestå i at påtvinge andre ens egen moral." [36]
I de forløbne år har hensigtsmæssigheden af tidsfristen været til diskussion. Der er fortalere for, at Danmark burde hæve beslutningsfristen for fri abort fra 12 uger til 18 uger - et hensyn til de kvinder, der lige netop ikke tidsnok når at opdage, at de er blevet gravide. (xx find en kilde). Grunden er, at der nemt kan gå en måned, uden man opdager, at man er gravid. Dette fordi en blødning kan skyldes enten at kvinden ER gravid, idet det kan give lidt blodigt udflod, når et befrugtet æg sætter sig fast i livmoderslimhinden eller det modsatte, at kvinden IKKE er gravid, fordi blødningen er en almindelig menstruation. Et stort antal u-ønskede graviditeter indtræffer p.g.a. bivirkninger og skift af præventionsmiddel [37] . Cand.med., lektor i medicinsk kvindeforskning, Birgit Petersson havde i sin ungdom en abortrejse til Polen. I sit professionelle liv har en del af hendes forskningsinteresse været rettet mod såvel fri som selektiv abort. Hendes seneste forskningsresultater bliver offentliggjort i Ugeskrift for Læger i efteråret 1996 [38] . Birgit Petersson mener ikke, aborttallet er for højt set i relation til den eksisterende svangerskabsforebyggelse, hvor ingen af formerne er 100% sikre [39] . Noget tilsvarende mener Mødrehjælpen: "Sålænge vi ikke har en 100% bivirkningsfri præventionsform, og sålænge vi ikke har bedret de gravide børnefamiliers levevilkår væsentligt, har vi nok i Danmark det abortantal, vi skal have" [40] , [41] , [42] .

Fra abortproblem til familieplanlægning
I en af de første danske undersøgelser om forholdet mellem abort og prævention skriver Foreningen for Familieplanlægning: "Problemstillingen [er] ændret fra en abortproblematik til en egentlig familieplanlægning omfattende alle kvinder i fertil alder. (...) Med gennemførelsen af fri abort blev det samtidigt muligt statistisk at få belyst omfanget af uønskede graviditeter." [43]
Antallet af abortus provocatus var størst i 1975 med 27.884, hvorefter tendensen har været faldende, f.eks. ca. 18.000 i 1992. De første år gav anledning til bekymringer om, at loven blev "misbrugt" [44] . Debatten inddrog, om de gravide blev presset til at vælge abort. Fødselstallet begyndte at falde. På Institut for social medicin ved Københavns universitet blev en undersøgelse iværksat, der skulle belyse forskellige aspekter ved abortproblematikken [45] . I undersøgelsen indgår, at der i 1977 blev ført: "..en kraftig antiabortkampagne, der medførte en omfattende avispolemik mellem modstandere og tilhængere af abortloven og af provokeret abort generelt. For at forsøge en vurdering af kampagnens betydning for de undersøgte kvinders holdning til abortloven blev det undersøgt, om der kunne påvises en sammenhæng mellem den offentlige debats intensitet og de undersøgte kvinders holdning. Som et mål for intensiteten blev det opgjort, hvor mange avisudklip fra alle landets aviser, der omhandlede fri abort uanset den udtrykte holdning og arten af den bragte information. Udviklingen i kvindernes holdning blev målt ved holdningen til abortloven hos kvinder interviewet på forskellige tidspunkter af forløbet. Der blev foretaget en opgørelse over udviklingen i kvinders holdning sammenholdt med antallet af udklip over den periode, hvor debatten kulminerede. Resultatet tyder på, at kampagnen havde den virkning, at holdningerne hos de abortsøgende blev mere positive over for abort, medens de blev mere negative hos de fødende kvinder. Effekten var således for begge grupper en styrkelse af de valg, de havde truffet." I henhold til rapporten kan de abortsøgende kvinders valg af abort ikke forklares ud fra en særlig liberal holdning til abortmuligheden. [46]

I 1990 holdt Foreningen for Familieplanlægning og Danske Kvindelige Lægers Forening et fællesmøde, hvor praktiserende læge Vibeke Jørgensen, formand for Kvindelige Lægers Forening, indledte med at sige: "Der er idag kræfter igang, som arbejder på at afskaffe adgangen til fri abort, men hvad er alternativet? Vi ville atter få illegale aborter. At føle sig tvunget til at underkaste sig et ulovligt indgreb, at løbe risikoen for alvorlige følger som underlivsbetændelse og undertiden livstruende blødninger, at være bange for at skade sig selv, så man ikke senere kan få børn er ikke vilkår, man kan ønske genindført. Og det psykiske pres ved ikke at turde tale om et sådant indgreb, både for sin egen skyld og for ikke at angive andre, er en tung byrde at skulle bære udover det at have fået afbrudt et svangerskab. Vi ved fra andre lande, at kvinder i desperation kan gå meget langt for at få afbrudt et uønsket svangerskab, og at de vover at løbe de mange risici forbundet med illegal abort, når de føler, at de ikke har nogen anden udvej. Vi har en befolkning, som i princippet alle skulle have modtaget oplysning om prævention, men er præventionsvejledningen god nok? Samfundet ændrer sig, og dermed også den måde vejledningen skal gives på. Forebyggelsesrådet, Komiteen for Sundhedsoplysning og Foreningen for Familieplanlægning har løbende samarbejdet om nye strategier. Der er en tendens til at udskyde fødslerne. På den måde går der længere tid fra den sexuelle debut til 1. barn ønskes, måske 10 år, hvor der er brug for sikker prævention, netop i den mest fertile alder. Er en metode behæftet med en vis usikkerhed, eller skal der skiftes fra et præventionsmiddel til et andet, kan det let resultere i en graviditet, selv for de mest omhyggelige." [47]

Abort - et overnationalt problem?
Vibeke Jørgensen udtaler sig om stigende abortmodstand på baggrund af den storpolitiske begivenhed, der indtraf kort før: "Muren" faldt. I konsekvens heraf forhandlede de to tysklande om genforening uden at kunne nærme de to landes vidt forskellige abortregler til hinanden. Problemet var så komplekst, at det måtte rundt om Forfatningsdomstolen og afvente (underordnes?) andre forhandlinger om genforening [48] .
I USA blev adgangen til abort begrænset med en række tekniske hindringer i de år, Reagan og Bush var præsidenter [49] . Bill Clinton ændrede situationen, idet han er tilhænger af kvinders ret til at søge abort og ikke vil udnævne dommere, der er abortmodstandere. De religiøse grupper i USA måtte erkende, at den legale kamp om abort var tabt, og dette har fristet de mest fanatiske til at benytte voldelige metoder.
En institution, der arbejder for at bevare fri abort i Danmark, er Foreningen Sex og Samfund [50] . Den 2. september 1993 holdt foreningen mødet: "Har udviklingen i Europa betydning for danske kvinders seksualitet og reproduktive sundhed?". Hanne Risør redegjorde for baggrunden for mødet og nævnte nødvendigheden af at arbejde for at sikre den opnåede status: at kvinders seksualitet har andre muligheder end før. Hun sagde: "Den sikkerhed er nu truet. Truslerne kommer fra Tyskland og Polen i form af stramning/forbud mod abort." Katarina Lindahl, RFSU, Sverige, sagde: "Pornografi, prostitution, vold mod kvinder og incest d.v.s seksualitetens bagsider, er en debat, der er fremhævet i Norden. Selv om Sverige har en lang oplysningstradition og ønsker at ligestille mænd og kvinder, er det vigtigt at forholde sig til EF og vide: Hvad sker i Europa lige nu? Hvem bestemmer? Hvad er deres værdier? Hvor henter de inspiration?". Hun gjorde status: Kvinder i Sverige taler ikke om private ting i en EF-sammenhæng. Kvinder i Sverige mener fejlagtigt, at den sociale dimension (som kun handler om arbejdsmarkedet!!) beskytter de private områder, f.eks. den fri adgang til abort. Dvs, at de kommer til at undervurdere den ideologiske sprængkraft i abortspørgsmålet. Det er en kendsgerning, at abortspørgsmålet ikke kommer med i EF-dokumenter pga risiko for blokering af alle andre debatmuligheder. Abort engagerer kvinder, fordi kvinder skal tage konsekvensen. Frihed findes ikke i et vacuum. Den styres af økonomi! [51] , [52] , [53] .
En af konklusionerne fra dette møde var, at det tilsyneladende altid er nødvendigt at arbejde for eller forsvare kvinders ret til god, billig og sikker prævention og ikke mindst for retten til abort. Disse rettigheder er ikke givne, men bliver hele tiden anfægtet.

Ny interesse om tidsgrænsen - et symptom på teknologianvendelse
Et af abortspørgsmålene fra 60erne lød: Hvad kan egentlig grunden være til, at lidenskaben ikke udtømmes på trods af de mange årtiers hidsige debat om abortspørgsmålet? Den undren er lige så aktuel i 1990erne, hvor vi også bør spørge: Har problemstillingen forskudt sig? Det mener f.eks. cand.mag. i filosofi, Katja Marcuslund [54] , der har såvel en personlig som en moralfilosofisk tilgang til provokeret abort: I 1990 definerede Katja Marcuslund abort som et paradoks. Det gør hun ikke i 1994, hvor hun siger: "Jeg ser ikke længere abort som et paradoks og jeg betragter endvidere problematikken som symptomatisk for de såkaldte "bio-etiske problematikker" vi daglig møder. Det som karakteriserer disse er, at uanset hvilket fintfølende mikroskop eller kendt analyseapparat man lægger problemet under, så bliver problemet ikke løst. Vi kan tilsyneladende ikke snakke os til rette ved hjælp af traditionel og accepteret videnskabelighed og rationalitet.".

Filosoffen Katja Marcuslunds fagteoretiske bearbejdning af sin personlige situation viser, at hver tid i den historiske udvikling knytter sit typiske paradoks til kvinders behov for at afbryde uønskede svangerskaber. Et paradoks, der ikke kan opløses. 1990'ernes tidstypiske paradoks, der aktualiserer abortspørgsmålet påny, er den livsreddende teknologianvendelse ved begyndelsen af svangerskabet [55] . Måske ville Katja Marcuslunds barn få en blødersygdom. Derfor valgte hun abort, samtidig med at hun ikke kunne frigøre sig fra tanker om, at teknologi kan redde små bitte børn, der er født alt for tidligt. Journalisten "fris" (Pia Friis Jensen) udtrykker det i Information 15/6-95: "På den ene etage kæmper forskerne for at flytte grænserne mellem liv og død, ved at holde liv i børn på 500 gram og opfinde metoder til at give uønsket barnløse ønskebørn. På næste etage suger andre læger samme liv ud i småstykker. Dilemmaet er åbenlyst. Men tilværelsens dilemmaer går sjældent restløst op."
Noget blidere udtrykker Det Etiske Råd sig om den samme problematik: "Et af de mest grundlæggende etiske problemer ved fosterdiagnostikken ligger i, at den er forbundet med muligheden for provokeret abort. Det er derfor nødvendigt, a) at overveje de etiske problemer ved provokeret abort i almindelighed, samt b) at overveje, om der knytter sig særlige etiske problemer til abort som følge af fosterdiagnostik". "Hvis man har den opfattelse af provokeret abort, at den altid er en nødløsning, må man imidlertid ved alle de konkrete etiske spørgsmål, som fosterdiagnostikken rejser, anlægge det grundsynspunkt, at fosterdiagnostikken er et problematisk tilbud" [56] .

Også Dansk Kvindesamfund har i dag en eftertænksom holdning til fri abort. I en pjece, udgivet i anledning af foreningens 125-års jubilæum i 1996, siges om fri abort: "I kvinders sociale liv og biologiske livsfaser ligger der en konflikt: Respekten for fosterets liv fra undfangelsen står over for kravet om fri adgang til provokeret abort. Men dette dilemma må ikke medføre, at kvinder mister retten til fri adgang til provokeret abort. Det er en ret, der er svær at anvende - og sværere endnu at undvære." [57] .

Valg foregår ikke i et tomrum men i et samfund med teknologiske nyheder
En ny teknologianvendelse ved begyndelsen af svangerskabet, som hører til abortspørgsmålet, er fosterreduktion eller delvis abort. Delvis abort blev brugt, når reagensglasbefrugtning havde firlingegraviditeter som resultat, og fire børn var mere, end forældrenene syntes, de kunne magte. Fordi abortloven er en lov om afbrydelse af svangerskab, og fordi delvis abort er karakteriseret af, at svangerskabet ikke afbrydes, blev abortlovens gyldighedsområde diskuteret i 1992. I stedet for at præcisere reglerne i abortloven, blev fosterreduktion stoppet af den teknologi, der gør det muligt at nedfryse og optø befrugtede æg. Der blev udsendt en vejledning til landets læger om, at behandlingsrutinen med at opsætte fire æg skulle afløses af opsætning af to-tre æg [58] (xx lovgrundlaget mangler i noten).

En anden ny teknologianvendelse, som uden tvivl har været med til at rejse abortspørgsmålet påny, er kortlægningen af menneskets gener, kendt som HUGO-projektet [59] . Det Etiske Råd udsendte i november 1993 redegørelsen "Patent på menneskegener", hvor de kunstgreb ærligt blev fremlagt, som skal til for at undgå de konflikter, der nødvendigvis opstår, når hensynet til privatlivets fred kolliderer med forretningsmæssige interesser. Et eksempel: Har en person ret til at bruge sine egne gener kommercielt? Nogle af argumenterne for og imod patent på menneskegener ligner dem, der bruges i abortdebatten. Patent på menneskelige gener kan komme i konflikt med princippet om individets ret til at bestemme over egen krop (autonomi). Krænkelse er det ord, der knytter rapportens kapitler sammen, og som Det Etiske Råd har valgt som pegepind. Betydningen af de mulige krænkelser af det ukrænkelige peger grænser ud. Den metode bliver demonstreret, hvormed filosoffer gør det principielt umulige muligt i en praksis. Rapporten opstiller autonomi og menneskeværd som modsætninger - autonomi kan krænke menneskeværd - og der spørges: Skal tanken om ukrænkelighed, som oprindelig gjaldt mennesket som person, udstrækkes til at gælde alt levende? Betyder de nye teknikker, at vi skal ændre synet på, hvor langt den enkelte må gå i udnyttelsen af sig selv af hensyn til sig selv? Eksisterer der noget, der kan betegnes som ejendomsretten til sig selv?

De nye teknikker fremtvinger ny stillingtagen til spørgsmålet om, hvad en person bør have ret til at gøre med sin krop med henvisning til autonomi. Det betyder, at der er sammenhæng mellem erhvervslivets behov for ændrede fortolkninger af selvbestemmelse og danske kvinders fri adgang til abort [60] . Valg foregår ikke i et tomrum men i et samfund.
Abortdebatten knyttes kun sjældent an til samfundsplanet, men det sker. F.eks. advarer Gunnar Hellmund [61] mod fristelsen for at diskutere i et tomrum, for dér trives fordomme. Problemet er, at naturvidenskaben ikke kan drages til ansvar: "Den har sit eget rene og selvstændigt smukke sprog, men menneskets tekniske anvendelse af de naturvidenskabelige forskningsresultater, kan kun mennesket stilles til ansvar for. Den frygtelige, underkuende styreform, der benævnes demokrati, og som har hærget verdens overflade siden det 18' århundrede, har medført, at den mest benyttede kommunikationsform mellem mennesker er blevet "diskussionen", der med stor sikkerhed har fortrængt "dialogen". Alt det, Sokrates (etikkens fader) frygtede ville gå galt, er gået galt, forstået på den måde at snakken har afløst samtalen (...) Det vi for alvor trænger til, er ikke skolede naturvidenskabsfolk eller humanister, men klarere grænser mellem det funktionelle, vækstrettede samfund, og det vi med meget store forbehold ville kunne kalde den individuelle tvivl (...) Kombinationen mellem fagområderne er simpelthen nødvendigt, og den er et INDIVIDUELT ANSVAR, hvis man da virkelig stræber efter en form for indbyrdes forståelse."

Fra familieplanlægning til ønsket om at nedbringe aborttallet
Ifølge loven ligger beslutningen - og dermed ansvaret - om fri abort hos kvinden. Mange undersøgelser fortæller om den abortsøgendes ensomme valg [62] . Alligevel er også lægen - i og med den abortsøgende fremsætter abortbegæringen - part i ansvaret. Lægen er pålagt medansvar i form af vejledning til kvinden og i form af indgrebets forsvarlige udførelse [63] . Det moralske dilemma ved provokeret abort hviler på såvel kvinden som lægen (og det øvrige sundhedspersonale). Alligevel varede det længe, før de medicinsk etiske overvejelser over, at/om det i absolut forstand er umoralsk at tage livet af et foster, fandt udtryk i en central politisk strategi: Nedbringelse af aborttallet [64] . Lokalpolitisk i amter og kommuner var der over en periode indsamlet erfaringer fra kampagner, der var sat igang, fordi amterne var forpligtet hertil i henhold til lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Disse erfaringer kunne i 1990 legitimere en centralisering af politikområdet. Behovet for udmøntning af en central politik i 1990 blev også underbygget af, at der i amterne i 1986 fandtes 23 lovpligtige præventionsklinikker - et tal der i 1988 var faldet til 16 [65] .

Loven om svangerskabsafbrydelse af 1973 (abortloven) kan siges at være moralsk på to måder: Dels ændrede den illegale aborter til legale, helbredsmæssigt forsvarligt udførte aborter, dels gav den mulighed for, at man kunne forholde sig forebyggende og udforskende til antallet af legalt provokerede aborter. Loven igangsatte en kontinuerlig diskussion af, hvilke kvinder der fik abort, og hvilke kvinder, der fik mere end én.

I november 1992 blev en arbejdsgruppe til overordnet og koordineret indsats for nedbringelse af aborttallet etableret i Sundhedsstyrelsen, "da problemerne omkring uønsket graviditet og provokeret abort er et væsentligt samfundsonde.". Videre hed det: "Der har været megen omtale og diskussion af legalt provokeret abort igennem mange år, og emnets følelsesladede karakter har medført, at synspunkterne såvel pro et contra af og til bliver særdeles markante. En neddæmpning af sådanne meningsforskelle opnås bedst ved at forebygge problemet, altså ved at undgå uønsket graviditet. Denne løsning må alle kunne blive enige om er den ideelle." [66] , [67] .

Jordemødrene har på forskellig vis medvirket i nogle praktiske sammenhænge, hvor det pragmatiske arbejde foregår, dvs hvor man prøver at nedbringe aborttallet i erkendelse af, at fri abort er et u-opløseligt paradoks.
- F.eks. modtager jordemødre folkeskolens 9. klasser i jordemodercentrene. Formålet med besøgene er primært at nedbringe antallet af aborter [68] . Besøgene kommer i stand i henhold til lovgrundlaget [69] , hvorefter sundhedsministeren skal sørge for, at befolkningen får oplysning om svangerskabsforebyggende metoder.
- F.eks. deltog DADJ i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om "Livstegn hos nyfødte børn og grænsen mellem spontan abort og dødfødsel" [70] .

Antiabortbevægelsen i 1990'erne
Efter at have gennemgået abortlovens tilblivelse med udvalgte nedslag, der også tegner en skitse af nogle af de organisationer, der går ind for, at den fri adgang til provokeret abort skal bevares (for-valg-positionen (pro-choice)) [71] , følger nu et mere detailleret billede af de organisationer, der befinder sig på en anderledes position (for-liv, pro-life, pro vita). Dermed søges svar på, om 1990'ernes fornyede abortdebat kan fortolkes som et backlash for kvinders ret til selvbestemmelse?

Backlash?
Hanne Risørs ord fra 1993 "Truslerne kommer (...) i form af stramning/forbud mod abort", fik yderligere indhold i 1995, året, som de fleste danskere nok vil kunne huske pga. præstedemonstrationen mod kvinders ret til at vælge fri abort.
Følgende er fra Foreningen Sex & Samfunds årsberetning: "1995 blev også året, hvor man kunne se en flok præster fra den danske Folkekirke demonstrere foran Christiansborg i fuld ornat mod kvinders ret til at vælge abort. Formanden for foreningen Jeg vil leve, Orla Villekær, stod i spidsen for demonstrationen. Sex & Samfund var også til stede ved demonstrationen for at tilkendegive sine synspunkter. Desværre kom disse ikke frem, da interviewet med foreningens repræsentant blev afbrudt af moddemonstranter, der demonstrerede deres uenighed med præstedemonstrationen ved at kaste æg mod Orla Villekær, mens han talte. Jyllandsposten offentliggjorde i april [1995] en repræsentativ Sonar-undersøgelse, som viste, at befolkningen støtter kvinders ret til abort. 78% af alle voksne går ind for abort, mens kun 10% er direkte imod. De resterende 11% er hverken for eller imod." [72]

For liv - organiseret abortmodstand i Danmark
Foreningen "Jeg vil leve" [73] og foreningen "Respekt for menneskeliv" [74] udgør sammen med Tilflugten [75] og Kristeligt Folkeparti [76] den danske organiserede antiabortbevægelse.
Deres syn på abort er i overensstemmelse med de katolske dogmer, som de kan læses i "Evangelicum Vitae", en encyklika, d.v.s. et skrift, hvori Paven fremlægger det, katolske troende skal efterkomme som retningsgivende, og som udkom i marts 1995 [77] . Sammenfattende for deres holdninger er, at kvinders adgang til abort skal være betinget.
Fra en etisk betragtning er dette ensbetydende med tilslutning til en traditionel kristen etik (en folkekirkelig position der også kaldes højkirkelig eller teologi fra oven [78] , [79] ).
Arne Munks bemærkning (se nedenfor) om, at kvindens livmoder reduceres til en dødscelle i lande med fri abort, er i overensstemmelse med, hvordan Paven ser på protestantisk kultur (styret af luthersk kristendom) som en kultur af død snarere end en livets kultur. Den måde, abortmodstanderne benytter sproget på, er den samme, som benyttes af den internationale antiabortbevægelse Pro Life [80] , [81] .

Demonstrationen i juni 1993
"Jeg vil Leve - Center for retten til liv" opfordrede til bods- og bedegudstjenester, hvor menigheden kan aflægge syndsbekendelse [82] . Syndsbekendelsen og et forslag til liturgi blev tilstillet landets præster [83] .
Dr.theol. Svend Andersen, Aarhus Universitet, fhv. næstformand for Det Etiske Råd, opfordrede biskop Georg Geil (Viborg stift, hvor Orla Villekjær er præst i Sdr. Felding. Troldhede, hvor han også er præst, er under Ribe) til at forhindre misbrug af den offentlige gudstjeneste. Svend Andersen mente, at et samlet bispekollegium burde slå fast, at præster ikke må bruge gudstjenesten til at forfægte egne synspunkter. Biskoppen svarede, at Orla Villekjær repræsenterede et gammelt kirkesyn, hvorefter et menneske er et menneske helt fra undfangelsens øjeblik: "Derfor finder jeg ikke mening i at gribe ind, når han holder bodsgudstjeneste, hvis der under den ikke siges ting, som krænker mennesker, der i forvejen er forpint. Kirken må aldrig blive så tandløs, at den ikke er politisk - det sidste kan en engageret præst ikke undgå at være. Men han må ikke være partipolitisk i kirken."
Svend Andersen fremførte det syn på fri abort, at det kun står sin prøve i hvert enkelt menneskes konkrete situation. Hertil havde Arne Munk følgende kommentar: "Det er uværdigt for en systematiker at hævde, at man kun kan udtale sig om abortsagen, hvis man har personlige erfaringer. Jeg har selv været foster engang, så jeg har også erfaringer, men jeg mener, debatten må ses i en større sammenhæng. Der er jo en hel industri, som er interesseret i aborter, og lægestanden får også faste indtægter og prestige på aborterne. Derfor vedrører det ikke kun den enkelte." [84] .
I TV2 udtalte Orla Villekjær, at lægestanden havde optrådt "som bødler ved drab på 500.000 fostre" siden aborten blev fri for 20 år siden. Hertil kommenterede Den alm. Danske Lægeforening: "Næsten enhver dansker vil i sin familie eller i sine nærmeste omgivelser kende mennesker, som har stået foran det vanskelige valg om at afbryde svangerskabet. Som læger står vi overfor mange mennesker, som skal træffe valget - og vi ved, hvor vanskeligt det valg er. Netop derfor har vi brug for en værdig debat og ikke en debat båret af fordømmelse og intolerance." [85] . Diskussionen om det korrekte ved kollektiv syndsbekendelse fortsatte mellem teoretikeren Svend Andersen og folkekirkens praktikere.
Kerneproblemet blev formuleret af Svend Andersen: Kan afbrydelse af svangerskab ligesom andre former for drab være en ret handling? [86] .
Cand.theol Jørgen Stenbæk (kaldet kirkejuristen) var i 1989 medstifter af Selskab for Kirkeret. I september 1993 udtaler han: "En præst på prædikestolen skal være varsom med at tale om synden som noget konkret. Derved kommer man nemlig let til at sætte navn på synderen. Og det er uforeneligt med formuleringerne i Danske Lov fra 1683 og Kirkeordinansen fra 1537-39. Jeg har ventet indtil nu med at blande mig, fordi jeg ikke vil lægge op til en eventuel politianmeldelse fra læger eller kvindegrupper. Men omvendt vil problemerne blive ved at være aktuelle i den kommende tid, for med den moderne transplantations- og genteknologi kan vi ikke undgå at præster vil blive indigneret og føle trang til at blande sig i debatten. Det skal enhver kristen også gøre, men man skal ikke blande folkets kirke ind i det" [87] .

Demonstrationen i juni 1994
I 20-året for loven om den frie abort startede markeringen med en udsendelse i serien 45 minutter i DRTV 15/2: "Tilbage til strikkepindene". Efterfølgende krævede folketingsmedlemmerne Pernille Frahm (SF) og Jørgen Vinther (V) Orla Villekjær afskediget. Dermed blev der sat focus på et af de områder, hvor der er dobbeltmoralsk lovgivning i Danmark. Lederskribenten i Kristeligt Dagblad skriver den 11. februar 1994: "Den sag, som er den vigtigste, [er] at skabe et samfund, hvor abort - lovgivning eller ej - betragtes som et alvorligt etisk og medicinsk problem og ikke som en selvfølgelig "ret". Op mod 20.000 aborter årligt - og det har været endnu højere - er ikke en rets- eller socialstat værdigt. Men et væsentligt etisk problem."
På Mariæ Bebudelsesdag den 20. marts prædikede Orla Villekjær imod fri abort. Et medlem af et udenbys sangkor, som deltog i gudstjenesten, forlod kirken i vrede og samtlige medlemmer af de to menighedsråd i Troldhede og Sdr. Felding klagede til biskop Georg S. Geil. Under prædikenen havde Orla Villekjær fremvist en dukke af samme størrelse som et 10 ugers foster og sammenlignet dukken med Jesus, der også en gang var foster. Ved et møde med biskopperne for Viborg og Ribe samt de lokale provster erkendte Orla Villekjær, at hans form havde skabt problemer. Biskopperne udsendte en pressemeddelelse med deres afgørelse: Der var ikke tale om en tjenstlig forseelse [88] .
Dernæst fulgte i juni et fakkeltog til Silkeborg sygehus, hvor en kransenedlæggelse fandt sted til minde om aborterne [89] . Efterfølgende - i november 1994 - anmoder biskoppen over Viborg stift, Georg S. Geil, sognepræsten Orla Villekjær om at give en redegørelse for, at han har demonstreret iklædt embedsdragt. Efterfølgende skriver biskoppen til sin sognepræst: "Hvad jeg direkte må påtale, er Deres brug af tjenestedragt i forbindelse med demonstrationen. Om man nok så meget vil demonstrere mod en lov, kan man i dette tilfælde ikke gøre det med en "kirkens røst", allerede af den grund, at kirken aldrig kan tale uden at erindre evangeliet til dem, der længst er hårdt ramt (...) Jeg må forvente, at sådan anvendelse af embedsdragten ikke sker igen. Den protest mod en given lovgivning, som enhver har ret til at fremsætte, er et borgerligt anliggende, som må rettes til lovgivningsmagten. Gør De dette, gør De det som et overbevist menneske, ikke som embedsmand." [90] .

Demonstrationen i juni 1995
Præsterne Ole Skjerbæk Madsen og Erik Hviid Larsen lagde kirke til (Bethlehemskirken i København), da Foreningen "Jeg vil leve", den 13/6-95 på 22-årsdagen for indførelse af fri abort igen demonstrerede. Efter en "Lad-livet-leve march", der udgik fra Bethlehemskirken med slotspladsen foran Christiansborg som mål, sagde Arne Munk: "Som man engang måtte spørge kirken, hvor den var, da små børn blev slæbt i gaskamrene, må man i dag spørge kirken, hvor er du, når 50 børn hver dag mister livet. Kvindens livmoder reduceres til en dødscelle. Den kirke, der ikke kan genkalde sig skaberens træk i et mongolbarn eller et barn med cystisk fibrose, den er ikke længere Guds kirke." [91] , [92] . Forud havde alle medlemmer af folketinget modtaget en skrivelse [93] .

På selve dagen og i medierne i den nærmest efterfølgende tid var der både kvinder og mænd, der kritiserede arrangementet. F.eks. protesterede De Grønne og Enhedslisten [94] . Danske Kvinders Nationalråd v/Aase Rieck Sørensen protesterede på vegne af 43 organisationer: "Retten til fri abort er en fundamental menneskeret. Vedtagelsen af loven om fri abort i 1973 var uhyre vigtig, fordi den satte en stopper for en livstruende og nedværdigende behandling af kvinder, der ufrivilligt var gravide. Den gravide kvinde skal have ret til selv at vælge, om hun vil gennemføre en graviditet - ingen andre kan træffe beslutning på hendes vegne. En fjernelse af loven om fri abort betyder en tvang til at gennemføre graviditet og en kriminalisering af abort. Vold mod abortklinikker i USA har rystet os. Det viser, at respekten for kvinders ret til at bestemme over egen krop ikke er en selvfølgelighed, men en ret, der til stadighed skal forsvares." [95] .

Den vold mod abortklinikker i USA, Aase Rieck hentyder til, er kendt som den amerikanske Pro Vita bevægelses værk. Dele af bevægelsen har den opfattelse, at fri abort bør bekæmpes med alle midler, også dræbende magt. Andre dele af bevægelsen har en anden opfattelse og har fordømt bl.a. dobbeltmordet i Pensacola, Florida, den 28. juli 1994, hvor en fhv. presbyteriansk præst, Paul Hill, skød lægen John B. Britton og hans livvagt, fhv. oberstløjtnant James Barrett, da de ankom til en abortklinik. Lægen bar skudsikker vest, men blev ramt i hovedet. Han havde kun 1 år tidligere overtaget klinikken efter en anden abortlæge, David Gunn, der også blev skudt af en abortmodstander [96] .

Abortaktion i juni og september 1996
I juni 1996 blev dilemmaet med den fri abort markeret af en jordemoder, Bente Torp, der under overskriften "Jordemoder eller jordemorder" erklærede, at hun ikke længere ønskede at have som arbejdsopgave at assistere ved sene provokerede aborter [97] . Foreningen "Jeg vil Leve!"s demonstration løb af stablen 14. september [98] .

Ornat-sagen.
På baggrund af den korrespondance, der startede 6/11-94 mellem biskop og sognepræst, gav Kirkeministeriet den 12. september 1995 Orla Villekjær en irettesættelse i henhold til tjenestemandslovens pgf. 24: "Ministeriet skal endvidere tilkendegive Dem, at det vil kunne få konsekvenser for Deres fortsatte ansættelse som præst i folkekirken, hvis De på ny gør Dem skyldig i overtrædelse af det af biskoppen ved brev af 24. november 1994 givne pålæg, der er indskærpet ved biskoppens brev af 8. juni 1995" [99] . Kristeligt Dagblad (Anna-Lise Mogensen) refererer præstekjolesagen 29/9, 24/11-95 og 24/7-96, idet Orla Villekjær har bestemt sig for at gå til domstolene for at få afgjort, om Kirkeministeriets irettesættelse er uberettiget [100] .

For Liv - For Valg - er der en tredie mulighed?
I staterne i USA kæmper grupperne Pro Choice (aborttilhængere) og Pro Vita (abortmodstandere) krigerisk imod hinanden. Og opsummerende dette afsnit kan man sige, at tendensen er ved at brede sig til skandinavien.
En tankegang, der ikke er krigerisk, præsenteres af lektor Jens Th.Keiding, udpeget af Kristeligt Folkeparti som medlem af Den Regionale Videnskabsetiske Komite i Københavns Amt. I et læserbrev i Kristeligt Dagblad 16/2-94 skriver han bl.a.: "...den måde, hvorpå pastor Villekjær og andre abortfanatikere taler om abort, giver indtryk af, at valget "abort - ikke-abort" står mellem ondt og godt, som om den kvinde, der alvorligt overvejer abort, er topmålt egoist. I langt de fleste tilfælde er dette en groft uretfærdig påstand. Her som i mange andre tilfælde i livet står valget mellem to muligheder som begge er meget samvittighedsbelastende. Det, de implicerede har brug for i denne sammenhæng fra deres præst, er ikke en offentlig fordømmelse. De har brug for at høre evangeliet om Guds kærlighed til alle uden persons anseelse. De har brug for hjælp til at bede. De har brug for praktisk hjælp til at gennemleve graviditeten, og de har brug for hjælp og støtte efter fødslen. Og så har de måske mest af alt behov for almindelig menneskelig forståelse for, hvor belastende, såvel fysisk som psykisk, en graviditet kan være".

Afslutning.
Hypotesen: Om der i 1990'erne er en stigende modstand på praksisniveauet mod indgrebet provokeret abort har ikke kunnet bekræftes entydigt. Det, man kan hævde, er, at den fornyede interesse for at debattere den fri adgang til abort på praksisniveauet, er en reflektion, der følger direkte af en afklarende bestræbelse på teoriudviklingsniveauet. Til forskel fra, hvad der ovenfor er vist om de behandlende og ideologiserende praktikere (eksemplificeret ved jordemoder Bente Torp og sognepræst Orla Villekjær), har teoriudviklerne store problemer med at udpege de bærende værdier, der kan lægges til grund for den ny type lovgivning, der skal danne rammen om forplantningsteknologien [101]
. Dette på trods af, at der er sammenhæng mellem etikken i forbindelse med ny forplantningsteknologi og etikken i forbindelse med abort, og på trods af, at begge emner i 1990'erne diskuteres med samme formål: Statslig kontrol af teknologianvendelse versus individers ret til selvbestemmelse, hhv. krav på beskyttelse.

Hypotesen: Om abortlovgivning viser, at kvinders individuelle ret til selvbestemmelse altid har været og altid vil være et uløseligt dilemma i et retssamfund mellem det levede liv (praksis) og de moralfilosofiske spørgsmål (teori om praksis) kan godt bekræftes. Dog med det ene forbehold, at det i så fald ikke kan benægtes, at det er et samfund, der er indrettet efter patriarkalske værdier, der er tale om. Hypotesen indgår herefter i projektet som et faktum. Berettigelsen af således at bestemme det danske samfund som styret af patriarkalske værdier underbygges med stigende kraft i efterfølgende projektafsnit i og med det dokumenteres, at samfundets hidtidige overbevisning om den kvindelige befolkningsgruppes ret til selvbestemmelse p.t. er sat under lup.

Diskussion i rammen for abortdebatten
Position 1): Fosteret er et menneskeligt væsen, hvis liv ingen har ret til at tage! (Abortens moral mordets moral!) [102]
Position 2): Fosteret en del af kvindens krop! (Kvindens autonomi har forrang for fosterets udvikling!) [103]

Spørgsmål: Hvornår er abort forsvarlig? Bør en profession som jordemoderprofessionen have et sortiment af fælles svar parat svarende til alle abortproblematikkens delspørgsmål? [104] .

Hvis svaret er ja, kan ja'et være begrundet af hensyn til principper og/eller af hensyn til praksis. Hvad enten svaret er et principielt ja eller et praktisk ja, må svaret i begge tilfælde bygge på en analyse. En sådan analyse må tilstræbe at være en objektiv redegørelse. Derfor kan den kun bygge på et helhedssyn, der anlægges på hele det komplekse felt, der er skitseret ovenfor, og som på den ene side afgrænses af den fri abort, på de andre sider af fosterdiagnostik, forplantningsteknologi, genterapi og abort efter samråd (også kaldet selektiv eller terapeutisk abort).
En sådan analyse vil kunne bidrage til at fundere og synliggøre den platform, hvorfra jordemoderrådgivning af gravide bør formuleres.

Et skridt på vej mod analysen kunne være, at jordemødre tog stilling til abortdemonstrationerne i 1990'erne: Skyldes demonstrationerne og sym-/antipatien for/mod demonstrationerne følelser, mange mennesker har - følelser, der stammer fra en mistanke om, at det ikke er menneskers lidelser, men forskningsinteresser og -resultater, der styrer inden for udviklingen af medicinsk bioteknik? Den bekymring kan professionelle sundhedsarbejdere dele med befolkningen. Men - en professionel identitet behøver ikke efterligne den livspraksis, et flertal i en multietnisk sammensat befolkning signalerer.

Et andet skridt mod analysen kunne være at arbejde abortproblematikken grundigere igennem med det paradoksopsporende filosofiske redskab naturalistisk fejlslutning. Ved at anlægge en kritisk vinkel kan det afsløres, om de tilsyneladende givne sammenhænge overhovedet hænger sammen. Eksempel: Der er ikke nogen given sammenhæng mellem jordemoderpraksis, jordemoderidentitet og traditionel kristen etik. F.eks. Rudolph Arendt forklarer, at når man skelner mellem hvad der KAN gøres, og hvad der SKAL gøres, skelner man mellem det faglige (kan) og det etiske (skal). Når man skelner mellem det, som ER, og det som BØR være, skelner man mellem kendsgerninger (er) og normer (bør). Problemet er, hvordan man uden at skade andre eller selv at komme til skade, kan bevæge sig rundt i disse kategorier? Lige så længe, man har tænkt over etiske spørgsmål, lige så længe har man været optaget af at udfinde færdselsregler, så mennesker kunne omgås med hinanden indenfor disse kategorier. Iflg. Rudolph Arendt har ingen af de hidtil foreslåede løsninger kunnet holde stand for en nærmere analyse [105] .

Kommet til dette sted, kan et tredie skridt mod analysen være at inddrage flere påstande i de positioner, der udgør abortdebattens ramme:
Position 1): Fosteret er et menneskeligt væsen, hvis liv ingen har ret til at tage. Abortens moral, mordets moral og provokeret abort er et væsentligt samfundsonde.
Position 2): Fosteret en del af kvindens krop, kvindens autonomi har forrang for fosterets udvikling og provokeret abort er et væsentligt samfundsgode.
I dynamikken mellem positionerne kan hver især overveje den hypotese, at de nye metoder til kunstig forplantning er et samfundsgode?
Logikken, som sædvanligvis bruges til sådanne afgørelser, dikterer, at dén, der er skeptisk overfor forplantningsteknologi af den grund, at mennesket dermed gør sig til herre over liv og død ved at gribe ind i naturlige livsprocesser, pr. definition også må være modstander af provokeret abort, som på samme vis griber ind over for liv.
Hér er det, at den beslutning, der udgør det egentlige valg, skal tages.
Alternativet - det usædvanlige valg, er også logisk konsistent. Der er ikke nogen logisk brist i dels at være tilhænger af fri abort og dels sætte spørgsmålstegn ved, om de nye reproduktionsteknikker er i kvinders interesse.
Det sidste synspunkt har projektets forfattere valgt, eftersom undfangelse (nidation=fastvoksning), graviditet og fødsel finder sted i en kvindekrop - i de fleste kvinders forestilling som en livsproces, der også bør includere befrugtning (fusion af kønsceller). Synspunktet holder overfor den naturalistiske fejlslutnings undersøgelse, idet befrugtning er del af samme proces, der har et nyt menneske som resultat.

Den, der benægter, at det både er betingelsen for samfundsmæssige etiske overvejelser og individuelle moralske valg - og værdifuldt i sig selv - at kunne skelne mellem sådanne konsistenser, kan ikke bidrage til reflektion. Et eksempel på, hvad reflektion kan være i forbindelse med abortproblematikken, gives af Lone Fatum på baggrund af K.E.Løgstrup [106] : "Den etiske fordring består, og den er i sin radikalitet principielt uopfyldelig i alle sine elementære krav. Men ikke desto mindre er den i dyb og livsbekræftende overensstemmelse med, hvad kvinder allerede kan og kender (...) Skal fordringen appellere til kvinder, og det skal den ubetinget, må den med andre ord begrundes og formuleres positivt kønsbevidst og kønsdifferentieret i det, som kvinder allerede er og kan, ved hjælp af det som kvinder allerede kender (...) Det afgørende er, at kravet stilles til kvinder som tilsagn og tiltale på kvindelivets vilkår, når fordringen formuleres som et: du skal, fordi du kan. Netop sådan kan fordringen komme til orde i kvinders tilværelse som en positiv forpligtelse og som livsbekræftelse.".

Et fjerde skridt på vej mod analysen, som kan være platform for afgørelsen af, hvornår abort er forsvarlig, kunne være at sammenholde
- den kvindelige biologis forudsætninger for barnefødsel med
- nyere kristen etik.

Til det formål er det nødvendigt at udvide rammen med følgende forudsætninger.
Biologisk forudsætning: Så længe den kunstige livmoder ikke er realiseret, er det kun teoretisk muligt at tale om fosterliv uafhængigt af en kvindes krop. Det medicinske kriterie for provokeret abort før 1937 var kvantitativt, fordi man målte sig frem til fødeevnen ved kvindens organisme. Det, der blev vurderet var en fare, nemlig kvindens død.
Etisk forudsætning: Siden abortloven i 1956 indførte sociale kriterier, har biologisk liv været et relativt, socialt betinget kvalitetsbegreb. Sækularisering fører til generel moralkrise. Det medicinske kriterie for provokeret abort er ikke længere knyttet til kvindens organisme som føderske og død, men til egenskaber ved fosterets organisme som liv. Det, der vurderes er fosterets "værd". Fornyelsen i kristen etik har kvindens autonomi og fri abort som udgangspunkt og sætter i overensstemmelse med den naturalistiske fejlslutning ikke noget lighedstegn mellem moderskab og moderkald.

En repræsentant for den her optrukne etiske forudsætning, er Jens Glebe-Møller [107] . Hans synsvinkel (moralske udgangspunkt) er, at kvinden og fosteret anskues som to parter, der er lige, fordi de begge har ret til livet, men forskellige, fordi kvinden er ansvarlig på begges vegne. Hans konsekvens er en kombination af biologi og socialrealisme, der giver kvinden en dobbelt opgave: Med sit biologiske køn ER kvinden barnets ophav, derfor BØR hun give sit barn liv. Med sit sociale køn og kønsrollen bør kvinden kunne sikre sit barn et godt liv. Hvis hun ikke mener, hun kan det, MÅ hun foretrække provokeret abort [108] . Denne folkekirkelige position kaldes lavkirkelig eller teologi fra neden.
Lone Fatum forklarer, hvad kernepunktet er i den nye kristne etik, der gør fri abort forsvarlig: Det altruistiske motiv: At kvinden vælger at få abort for barnets skyld, ikke for sin egen skyld og ikke af andre hensyn [109] .

Opsummering, slutreplik og åbent spørgsmål
At anlægge det altruistiske motiv på kvinders ret til selvbestemmelse kan muligvis værne det kristne menneskesyn i relation til at argumentere for bevarelse af fri abort.
Men, som de øvrige afsnit i projektet viser, er det svært at se, hvordan man med henvisning til det altruistiske motiv, kan hindre en fremadskridende tingsliggørelse af liv, børn og kvinder. Netop altruismen og kvindens særlige stilling som ansvarlig på begges vegne i graviditet, er et gennemgående argument for tilhængerne af livskvalitetskonceptet og videreudvikling af teknikker til kunstig befrugtning og diagnostik på fostre og befrugtede æg.
Kristen etik, traditionel eller ny, ses ikke at være en troværdig støtte for udvikling af den type moral, dette projekts forfattere efterlyser: Findes der en moral der kan være grundlag for dem, der gerne vil forhindre, at kvinden gøres til amatør i sit eget svangerskab? [110] , [111] .

Spørgsmålet om, hvorvidt abortmodstandens flerstemmige kor af høj(kirkelige) og lav(kirkelige) stemmer og stemmer fra helt andre kirkesamfund kan tages som bevis for et eksisterende backlash for kvinders ret til selvbestemmelse, bliver hermed forladt som åbentstående. Evt. til senere besvarelse ved hjælp af kommende faktuelle begivenheder. Evt. til besvarelse i overvejelser over, om abortproblemstillingen har forskudt sig?

Angsten for formynderi kan udpeges som legitimation for nogle af de stedfundne problemforskydninger, som dette projekt beskæftiger sig med [112] . Der er ingen offentlig instans, der er villig til at modtage den opnåede ret til selvbestemmelse i abortspørgsmålet retur fra den kvindelige befolkningsgruppe, hvis den skulle have lyst til at levere den tilbage med tak for lån.

Måske kan de nye private abortrådgivninger forstås som symptom på en samfundslidelse, sådant tænkt, at siden provokeret abort blev afkriminaliseret, har respekten for kvinders bidrag til slægtsreproduktionenen undergået en banalisering? Hvor mange kvinder, der benytter de nye abortrådgivninger, vides ikke, men eksistensen af dem kalder på en forklaring. Tyder de på, at banaliseringen har nået en grænse? Kan de tages til indtægt for det synspunkt, at kvinder er den svage part i den menneskelige reproduktion? Nedlæggelsen af Mødrehjælpsinstitutionen i 1976 kan nævnes som eksempel på, at der måske har fundet en banalisering sted. Før var det et problem, kvinderne ikke kunne få aborter - nu er det et problem, at de får dem. Så stort for nogle kvinder, at der i en rapport fra Sundhedsstyrelsen står skrevet, at sorgorlov i visse tilfælde