Fri abort og tillid til kvinder. Af Bente Holm Nielsen og Jytte Aa. Møller

Bente Holm Nielsen & Jytte Aa. Møller, del af et manuskript i proces, 1996.

FRI ABORT - PRØVESTENEN PÅ TILLID TIL OG TVIVL OM
DEN KVINDELIGE BEFOLKNINGSGRUPPES RET TIL SELVBESTEMMELSE
        -Selv et ønskebarn kan jo være uønsket senere i barndommen [1]

Indledning.
Der findes kun få referencer i litteraturen for et projekt, der - som vision - har det ønske, på én gang dels at kunne omhandle alle kvindens livsfaser og dels at gøre det i ét samlet overblik.
Litteratursøgningen giver i stedet mange fund på tre delområder: 1) Kvinders erfaringer med barnløshed; 2) kvinders erfaringer med graviditet og fødsel; 3) kvinders erfaringer med provokeret abort.
Idet dette projekt kun som vision har det ønskelige at kunne omhandle alle kvindens [2] livsfaser under ét, beskæftiger afsnittet nedenfor sig specifikt med et delområde af 3) kvinders erfaringer med provokeret abort. Afsnittet formes af, at det er kvinders ret til selvbestemmelse i relation til provokeret abort der udfoldes. Som overskriften angiver, kan debatten om fri abort bruges, hvis det er samfundets tillid til eller tvivl om den kvindelige befolkningsgruppes ret til selvbestemmelse, der ønskes kortlagt. Først skitseres sammenhængen med delområde 1) og 2) i kvindens livsfaser ganske kort, idet en nærmere bearbejdning foretages i efterfølgende projektafsnit. Endvidere redegøres der for, at den naturalistiske fejlslutning er valgt som analysemetode.

Ad 1) Kvinders erfaringer med barnløshed.
I litteratursøgningens fund er udvalgt Anders Möller: "Psykologiska Aspekter på Infertilitet", Psykologiska institutionen, Göteborgs Universitet, Göteborg, 1985. Når undersøgelsen bruges som reference i dette projekt, er det fordi den er en af de få, der har et tostrenget empirisk analysedesign. Det er både "motiv för att skaffa barn" og "relationen man - kvinna", der undersøges. Til forskel fra, hvad der er hovedreglen for andre empiriske analyser i dette område, har Anders Möller vægtet kønsrelationen mand/kvinde med samme tyngde som barneønske og ønskebarn.
Kombineret med Birgitte Simonsen: "Konsekvenser af det husmorløse samfund", Erhvervs- og voksenuddannelsesgruppen, Roskilde Universitetscenter, 1993-1996, findes her to undersøgelser, der kan give et overblik over delemnet barnløshed.
I fire rapporter analyserer Birgitte Simonsen en gruppe unges forhold til arbejdsliv og forsørgelse samt til familiedannelse og kønsroller. Undersøgelsen bruges som reference i dette projekt fordi den gør op med en myte om, at unge mænd og unge kvinder har samme livsforventninger. Temmelig få af pigerne regner med forsørgelse fra en mand. Nogle af dem tror ikke på, at de kommer til at kunne forsørge sig selv, men det er så staten, de regner med som forsørger, ikke en mand. Dette er i modsætning til de unge mænd, der har et udbredt ønske om at komme ind i den kendte forsørgerrolle. De allerfleste af drengene ønsker arbejde, de vil tjene godt med penge, de vil gerne have kone og børn, børnene skal ikke passes for meget af andre, og konens indtægt er underordnet. Der er noget i de to køns forventninger, der ikke passer særlig godt sammen (rapport 4, side 18).

Ad 2) Kvinders erfaringer med graviditet og fødsel.
Lisbeth B. Knudsen og Hanne Wielandt: "På vej mod ønskebarnet", Frydenlund, 1996. Bogen fortæller om kvindens gang gennem det svangreprofylaktiske undersøgelsesprogram fra graviditeten konstateres til det ønskede barn fødes. Desuden skitseres den udvikling, der i de senere år er sket med sundhedsvæsen og svangrekonsultation. Bogen sætter focus på, at der er et moralfilosofisk dilemma mellem på den ene side den enkeltes personlige mål og behov for selv at styre og kontrollere sit liv, og på den anden side de teknologiske tilbud, der fra medicinsk side udbydes som midler, hvormed den enkeltes målopfyldelse kan øges. Kombineret med f.eks. Ellen Nissen: "Tidlig forebyggelse af omssorgssvigt", PPR i Greve, upubliceret forskningsrapport, 19xx, og Svend Aage Madsen: "Bånd der brister - bånd der knyttes", kan der gives et overblik over delemnet graviditet og fødsel.

Den naturalistiske fejlslutning som analysemetode.
Formålet med dette projektafsnit er først og fremmest at vise, at abortproblematikken er mangesidig og kompleks. Til formålet præsenteres nogle nedslag i samfundsdebatten [i] . Nedslagene er udvalgt således, at abortproblematikkens temaer kan sammenkædes med en filosofisk metode om argumentation: Den naturalistiske fejlslutning. Metoden egner sig til at skærpe opmærksomheden overfor substansen i moralske emner, især når moralske emner står i indbyrdes modsætningsforhold til hinanden. Ifølge reglen om den naturalistiske fejlslutning må der ikke sættes lighedstegn mellem "er" og "bør".
Idéen med at bruge den naturalistiske fejlslutning på en focusering af kvindens del af ansvaret for den generationsvise reproduktion er, at man på den måde kan anfægte kvindesynet i den traditionelle kristne etik: Den traditionelle kristne etik sætter lighedstegn mellem moderskab og moderkald, men dermed sættes der lighedstegn mellem to usammenligneligheder: Køn og kønsrolle.

Men fordi kvinder føder med kroppen (biologisk køn), ikke med rollen (socialt køn), kræver en refleksion over abortproblematikken, at de kvindelige kønskategorier holdes adskilt.
Eksempel:
- Køn som en biologisk situation: den gravide kvindekrop, som "er", kan jo ikke restløst sættes lig med den efterfølgende
- kønsrolle, kvinden "bør" have som mor, fordi hun har født.

Man kan hævde, at også Robbie E. Davis-Floyd har undret sig over kvindekønnets tilpasning til den naturalistiske fejlslutning, idet hun undrer sig over, at det først var efter anden verdenskrig, gravide kvinder blev en del af bybilledet: "The pregnant woman, unlike all other human beings, holds two individuals in one body. This undeniable but highly anomalous phenomenon of nature refutes at least two of our cultures most powerfully held categories - the cultural idea of one individual per body, and the mathematical law that one does not equal two (...) The pregnant woman, neither childless nor mother, public proof of a sexuality properly kept private, walking representative of nature in a culture that seeks to deny nature's power, structurally resident in a liminal period for nearly one whole year, still crosses too many categories for comfort." [3] . Herhjemme er de artikler, Lone Fatum skrev i 1980'erne med det sigte at formulere en kvindeetik, et godt eksempel på, at metoden er anvendelig [4] .

Nedslagene i samfundsdebatten er også valgt til det formål at fastholde, at det er et samfundsanliggende, som debatten om abort eksponerer.

Hypotesen er, at abortlovgivning viser, at kvinders individuelle ret til selvbestemmelse - især som gravide - altid har været og altid vil være et uløseligt dilemma i et retssamfund mellem
- det levede liv (praksis) og
- de moralfilosofiske spørgsmål (teori om praksis) [5] .

Ad 3) Provokeret abort som samfundsanliggende relateret til kvinders ret til selvbestemmelse.
Dette afsnit beskæftiger sig med
1) kvinders ret til selvbestemmelse [6]
2) den påstand, om der i 1990'erne er en stigende modstand på praksisniveauet [7] mod indgrebet provokeret abort?

I Danmark er begrebet "fri abort" defineret som afbrydelse af svangerskab inden udgangen af 12'svangerskabsuge [8] . I forlængelse heraf findes begrebet "selektiv abort", der er defineret som svangerskabsafbrydelse på et efterfølgende tidspunkt [9] .
Reflektioner over abortspørgsmålet hører med i mange sammenhænge, for eksempel når muligheden for at identificere et selvstændigt idegrundlag for jordemoderindsats (jordemoderparadigme) skal overvejes - alene af den grund, at gældende abortlov og svangerskabslov har fælles udgangspunkt, nemlig straffeloven [10] , [11] .

Kronologi - skelsættende årstal

1956
Lektor, cand.theol. Lone Fatum udpeger svangerskabsloven af 1956 som en skelsættende begivenhed, idet den indførte det sociale abortkriterium: Legal abort blev mulig med henvisning til kvindens levevilkår, hvis det medførte "en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde" eller hvis der kunne peges på "hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet, eller omsorgen for familiens øvrige børn". Videre hed det: "Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens alder, hendes arbejdsbyrde og hendes personlige forhold iøvrigt, samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold". En ny regel gjaldt unge: "Når kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde".
Om konsekvensen af det sociale abortkriterium skriver Lone Fatum: "Liv, livsværdi og livsvilkår [har] ikke siden 1956 været entydige begreber i abortdebatten. Ingen af begreberne kan nu fastlægges på grundlag blot af en kvantitativ vurdering, for skal de psykologiske og sociale kriterier for liv tages alvorligt, er liv blevet en relativ bestemmelse, der ikke er ensbetydende med at være i live eller at kunne overleve (...) Med de psykologiske og sociale kriteriers inddragelse i abortdebatten er liv gjort til en kvalitetsbetegnelse, og det er forudsætningen for at forstå den situation, hvori vi befinder os i dag" [12] .
1937
De psykologiske kriterier var blevet indført med svangerskabsloven af 1937, idet voldtægt herefter kunne legitimere legal abort [13] . Lone Fatum's skelnen mellem kvantitativ abort og kvalitativ abort sker på baggrund af sammenhængen mellem straffeloven og svangerskabsloven: "Da straffeloven ændredes i 1930, blev straffen for fosterdrab sat til højst 2 års fængsel, og der blev for første gang mulighed for frifindelse, hvis det kunne bevises, at kvinden havde været i livsfare ved at gennemføre sit svangerskab. Og således er linien klar nok; for skønt der er tale om stadigt mildere og mere humane straffebestemmelser, så fastholdes det principielt, at fosterdrab er mord og derfor strafbart. Kun når kvindens eget liv og helbred skønnes at være i overhængende fare, er det kvindens liv, der foretrækkes, og kvindens ret til at leve prioriteres højere end fosterets. Det er imidlertid vigtigt at lægge mærke til, at liv og livsfare i første halvdel af dette århundrede endnu kun var medicinsk fysiologiske bestemmelser i svangerskabslovgivningen. Det betød for det første, at det var væsentligt lettere at tage stilling for eller imod, end det er idag, fordi kriterierne, der var lagt til grund for et valg, var kvantitative kriterier; det var bogstaveligt taget det, der kunne vejes og måles, og udsalggivende var alene kvindens fødedygtighed. Og det betød naturligvis for det andet, at legal abort fortsat var undtagelsestilfældet." [14] . (Når Lone Fatum karakteriserer legal abort som et undtagelsestilfælde, er det med begrundelse i nødretsreglen fra 1866, omtalt i note xx nedenfor om gældende abortlov). Om forholdet mellem retslig regulering og abortkriteriers veje- og målebarhed udtalte kirkeminister A.O.Andersen (CD) sig indirekte i 1994: "Statsmagten kan kun forholde sig til, hvad der kan måles og vejes. Og den officielle kirke kan kun gøre det, som alle er enige om." [15]

Fri abort i 1990'ernes mediesprogbrug
Efter et debatprogram om abort i TV samlede studieværten Klaus Laursen det etiske dilemma i én sætning: "Jeg er imod abort, men for fri abort"( [16]
(xx noten gøres færdig med dato om TV-udsendelsen). Det er en udtalelse, der ofte benyttes i debatter om fri abort i Danmark: "På en og samme tid kan man godt være imod abort - og for fri abort, og dermed overlade det moralske valg om en uønsket graviditets skæbne til den gravide kvinde" [17] .

Det Etiske Råds lovgrundlag og rådets udtalelse fra 1990
Lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg blev vedtaget i 1987. Paragraf 1 har følgende passus om, at rådet i sit virke skal "bygge på den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet". I folketinget indgik det i debatten i 1987, hvorvidt ordlyden kunne opfattes som stridende mod adgangen til fri abort. Et mindretal (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) mente, at ordlyden ville komme til at skabe problemer. Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF og VS forsikrede, at selv om ordlyden blev vedtaget, var det ikke ensbetydende med, at man ønskede at ophæve eller begrænse adgangen til fri abort. Paragraffen kom med på foranledning af Kristeligt Folkeparti. Partiet benyttede ikke lejligheden - oprettelsen af Det Etiske Råd - til at agitere direkte for ophævelse af abortloven [18] .
Det Etiske Råd udtaler sig i 1990 om kvinders ret til selvbestemmelse: "I den debat, der har været ført om provokeret abort i de seneste årtier, har to yderstandpunkter gjort sig gældende. Det ene hævder, at fosteret er et menneskeligt væsen, hvis liv ingen har ret til at tage. Det andet hævder, at fosteret er en del af kvindens krop, som hun har uindskrænket ret til at bestemme over. Hver af disse standpunkter kan siges at afspejle en kendsgerning, som ingen vil bestride" [19] .

Rammen for abortdebatten
Det Etiske Råd slår - med reference til de sidste årtiers abortdebat - rammen for abortdebatten fast. D.v.s. den polarisering og de betingelser repeteres, hvori overvejelser om kvinders ret til selvbestemmelse til dato har og fortløbende kan finde sted og fornys:

- Er fosteret er et menneskeligt væsen, hvis liv ingen har ret til at tage? [20] .
- Eller er fosteret en del af kvindens krop? [21] .

Regeringsgrundlaget fra januar 1993
Paragraf 1 i lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg blev medtaget i "En ny start. Regeringsgrundlag januar 1993". Under overskriften Etiske Spørgsmål (side 16) hedder det om samarbejdet for den første nyrupregering, hvor Kristeligt Folkeparti deltog: "Regeringen lægger grundlæggende vægt på respekten for menneskets værdighed. I overensstemmelse med Helsinki-deklarationen samt Lov om oprettelse af et etisk råd, tages udgangspunkt i den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet. Med sigte på at sikre en værdig afslutning på livet fastholdes de eksisterende regler vedrørende dødshjælp. Teknologiens hastige udvikling, bl.a. på det sundhedsmæssige område, gør det påkrævet, at der fastlægges etiske rammer for anvendelse af teknologien." [22] .

Den gældende abortlov

Den 1. oktober 1973 fik danske kvinder fri adgang til provokeret abort [23] , [24] . Om lovens vedtagelse er det blevet sagt [25] , at befolkningens retsopfattelse havde sejret: Kvinden skulle selv vurdere sin belastning og tage ansvaret, hvis hun ville afbryde sit svangerskab.
Heroverfor står den opfattelse, som udtrykkes af et medlem af den første svangerskabskommission, Henrik Hoffmeyer. Han fortæller i 1965, hvordan debatten om fri abort over tid farvedes af omstændighederne: "Men til trods for at man skulle tro, at al lidenskab var udtømt gennem de mange årtiers hidsige debat om spørgsmålet, er det, som vi ser i aften, altså muligt til stadighed at samle ungdommen til fulde huse, når dette spørgsmål står på dagsordenen. Hvad kan egentlig grunden være hertil? Jeg tror, at problemstillingen i nogen grad har forskudt sig. i 20erne og 30erne diskuterede man spørgsmålet som et juridisk og socialt problem. Diskussionen tog især fart, da nævningetingene gang på gang frikendte idealistisk arbejdende læger, som havde hjulpet fattige og forslidte kvinder til abort. Man så i vidt omfang spørgsmålet som et socialt problem - underklassens kvinder var henvist til de snavsede kvaksalvere. Baggrunden er en anden i dag. Abortdebatten er nu også led i diskussionen om muligheden for en friere indstilling til de sexuelle forhold, specielt de før-ægteskabelige forhold og også om, hvor vidt man kan acceptere sexuelle forbindelser på et mindre forpligtende grundlag end det "dybe varige kærlighedsforhold", som hidtil i den etiske debat har været anset for en betingelse. Skal man også kunne betragte sexuelle forhold som en leg, som kan accepteres, fordi den er risikofri og uforpligtende? Der er ikke så meget tale om, hvor vidt sådanne forhold skal finde sted, for det gør de i vidt omfang, men der er tale om, hvor vidt man også etisk vil acceptere det. Det springende punkt i denne aktuelle debat må være standpunktet til aborten. Kan den gøres juridisk legal og biologisk, psykologisk og etisk acceptabel, vil det have indflydelse på vores holdning til de nævnte sexual-etiske problemer." [26] .

Tidsfristen - deadline - den etiske grænsesætning
Når Henrik Hoffmeyer i sit foredrag henviser til "det acceptable", sker det i en indforståethed med tilhørerne, der herved mindes om, at 1956 var et skelsættende år: Der var demonstrationer, da svangerskabslov nr. 2 blev forelagt folketinget. Foreningen for Familieplanlægning blev oprettet [27] , [28] . Der blev samlet underskrifter - bl.a. i kirkerne - mod lovforslagets bestemmelse om en grænse på 20 uger. Loven blev vedtaget med en abortgrænse på 16 uger. Siden 1973 har tidsfristen for fri abort været 12 uger i Danmark [29] .

Dr.med. Karl Kristoffersen reflekterede i 1985 om tidsfristens konsekvenser: "Der levnes i lovens forstand ingen respekt for fosteret som et selvstændigt individ. Grænsen for fri abort ved 12. uge er ikke sat af hensyn til, at fosteret på dette tidspunkt skulle have krav på respekt for sin individualitet, men er alene begrundet i moderens sikkerhed overfor komplikationer til abortindgrebet. I forhold til moderen er fosteret dermed gjort til et noget i stedet for nogen, det er gjort til en genstand, der ejes, og som der kan disponeres over. Denne ophævelse af respekt for fosteret i dets forhold til moderen fører ikke med nødvendighed til ophævelse af respekt for fosteret i andre relationer, f.eks. over for forskere. Det kan derfor meget vel tænkes, at der kunne lovgives med henblik på beskyttelse af fosteret over for andre end moderen. Om en sådan differentiering på det legale plan kan følges af en lignende differentiering i det etiske syn på fosteret i forskellige relationer, er en anden sag. Det kan være vanskeligt at respektere fosterets selvstændighed som individ eller potentielt individ over for f.eks. forskning og se helt bort fra denne respekt i forhold til moderen. Der vil derved kunne opstå en disharmoni mellem love og befolkningens intuitive fornemmelse af, hvad der er et konsekvent og sammenhængende menneskesyn. Det er egentlig forbavsende, så let det hidtil er gået med at forene så modsatte syn på fosteret. Hverken i forarbejder til svangerskabslovene eller i den offentlige debat har dette problem været drøftet med åbenhed. Problemet er blevet gemt lidt væk i den praktiske aktivitet om en pragmatisk lovgivning." [30] .

Tidsfristen og betingelserne for at få abort varierer i henhold til nationale og kulturelle forskelle. Variationen i tid og betingelser viser, at der er variation i opfattelsen af, om fosteret er et noget eller en nogen i forhold til kvinden som individ og kvindekroppen som biologi. Således kan kvinder i Sverige frit bestemme sig for abort op til 18 uger [31] , hvorimod kvindernes ønske i England skal kontrasigneres af to læger - til gengæld er grænsen 24 uger (sænket for 5 år siden fra 28 uger) [32] , [33] , [34] . Om helt fri eller betinget fri abort kan accepteres i et land hænger sammen med religion. Islam, Jødedom, Buddhisme, Katholicisme og Jehovas Vidner fordømmer eksempelvis abortus provocatus [35] . Protestantisme? Er det et typisk 1990'er-protestantisk udsagn at sige: Jeg er for fri abort men imod abort? Er protestanter hyklerisk dobbeltmoralske? Eller udtrykker dobbeltheden tværtimod at virkeligheden bliver set i øjnene, og det faktum tages alvorligt, at kollision mellem retsregler opstår og at sådanne kollisioner kun kan løses mere eller mindre ansvarligt, alt efter hvilke grunde man har?

Ifølge Else Munck og Svend Bjerg kan man som løsningsmodel lade den konsekvens styre, at der er "faktisk forekommende og formentlig uudryddelige kollisioner, dels mellem fosters ret og moders ret, dels mellem livsforventninger og de livsmuligheder, fosteret i det givne tilfælde har. Moral kan aldrig bestå i virkelighedsfornægtelse, ligesom moral heller ikke kan bestå i at påtvinge andre ens egen moral." [36]
I de forløbne år har hensigtsmæssigheden af tidsfristen været til diskussion. Der er fortalere for, at Danmark burde hæve beslutningsfristen for fri abort fra 12 uger til 18 uger - et hensyn til de kvinder, der lige netop ikke tidsnok når at opdage, at de er blevet gravide. (xx find en kilde). Grunden er, at der nemt kan gå en måned, uden man opdager, at man er gravid. Dette fordi en blødning kan skyldes enten at kvinden ER gravid, idet det kan give lidt blodigt udflod, når et befrugtet æg sætter sig fast i livmoderslimhinden eller det modsatte, at kvinden IKKE er gravid, fordi blødningen er en almindelig menstruation. Et stort antal u-ønskede graviditeter indtræffer p.g.a. bivirkninger og skift af præventionsmiddel [37] . Cand.med., lektor i medicinsk kvindeforskning, Birgit Petersson havde i sin ungdom en abortrejse til Polen. I sit professionelle liv har en del af hendes forskningsinteresse været rettet mod såvel fri som selektiv abort. Hendes seneste forskningsresultater bliver offentliggjort i Ugeskrift for Læger i efteråret 1996 [38] . Birgit Petersson mener ikke, aborttallet er for højt set i relation til den eksisterende svangerskabsforebyggelse, hvor ingen af formerne er 100% sikre [39] . Noget tilsvarende mener Mødrehjælpen: "Sålænge vi ikke har en 100% bivirkningsfri præventionsform, og sålænge vi ikke har bedret de gravide børnefamiliers levevilkår væsentligt, har vi nok i Danmark det abortantal, vi skal have" [40] , [41] , [42] .

Fra abortproblem til familieplanlægning
I en af de første danske undersøgelser om forholdet mellem abort og prævention skriver Foreningen for Familieplanlægning: "Problemstillingen [er] ændret fra en abortproblematik til en egentlig familieplanlægning omfattende alle kvinder i fertil alder. (...) Med gennemførelsen af fri abort blev det samtidigt muligt statistisk at få belyst omfanget af uønskede graviditeter." [43]
Antallet af abortus provocatus var størst i 1975 med 27.884, hvorefter tendensen har været faldende, f.eks. ca. 18.000 i 1992. De første år gav anledning til bekymringer om, at loven blev "misbrugt" [44] . Debatten inddrog, om de gravide blev presset til at vælge abort. Fødselstallet begyndte at falde. På Institut for social medicin ved Københavns universitet blev en undersøgelse iværksat, der skulle belyse forskellige aspekter ved abortproblematikken [45] . I undersøgelsen indgår, at der i 1977 blev ført: "..en kraftig antiabortkampagne, der medførte en omfattende avispolemik mellem modstandere og tilhængere af abortloven og af provokeret abort generelt. For at forsøge en vurdering af kampagnens betydning for de undersøgte kvinders holdning til abortloven blev det undersøgt, om der kunne påvises en sammenhæng mellem den offentlige debats intensitet og de undersøgte kvinders holdning. Som et mål for intensiteten blev det opgjort, hvor mange avisudklip fra alle landets aviser, der omhandlede fri abort uanset den udtrykte holdning og arten af den bragte information. Udviklingen i kvindernes holdning blev målt ved holdningen til abortloven hos kvinder interviewet på forskellige tidspunkter af forløbet. Der blev foretaget en opgørelse over udviklingen i kvinders holdning sammenholdt med antallet af udklip over den periode, hvor debatten kulminerede. Resultatet tyder på, at kampagnen havde den virkning, at holdningerne hos de abortsøgende blev mere positive over for abort, medens de blev mere negative hos de fødende kvinder. Effekten var således for begge grupper en styrkelse af de valg, de havde truffet." I henhold til rapporten kan de abortsøgende kvinders valg af abort ikke forklares ud fra en særlig liberal holdning til abortmuligheden. [46]

I 1990 holdt Foreningen for Familieplanlægning og Danske Kvindelige Lægers Forening et fællesmøde, hvor praktiserende læge Vibeke Jørgensen, formand for Kvindelige Lægers Forening, indledte med at sige: "Der er idag kræfter igang, som arbejder på at afskaffe adgangen til fri abort, men hvad er alternativet? Vi ville atter få illegale aborter. At føle sig tvunget til at underkaste sig et ulovligt indgreb, at løbe risikoen for alvorlige følger som underlivsbetændelse og undertiden livstruende blødninger, at være bange for at skade sig selv, så man ikke senere kan få børn er ikke vilkår, man kan ønske genindført. Og det psykiske pres ved ikke at turde tale om et sådant indgreb, både for sin egen skyld og for ikke at angive andre, er en tung byrde at skulle bære udover det at have fået afbrudt et svangerskab. Vi ved fra andre lande, at kvinder i desperation kan gå meget langt for at få afbrudt et uønsket svangerskab, og at de vover at løbe de mange risici forbundet med illegal abort, når de føler, at de ikke har nogen anden udvej. Vi har en befolkning, som i princippet alle skulle have modtaget oplysning om prævention, men er præventionsvejledningen god nok? Samfundet ændrer sig, og dermed også den måde vejledningen skal gives på. Forebyggelsesrådet, Komiteen for Sundhedsoplysning og Foreningen for Familieplanlægning har løbende samarbejdet om nye strategier. Der er en tendens til at udskyde fødslerne. På den måde går der længere tid fra den sexuelle debut til 1. barn ønskes, måske 10 år, hvor der er brug for sikker prævention, netop i den mest fertile alder. Er en metode behæftet med en vis usikkerhed, eller skal der skiftes fra et præventionsmiddel til et andet, kan det let resultere i en graviditet, selv for de mest omhyggelige." [47]

Abort - et overnationalt problem?
Vibeke Jørgensen udtaler sig om stigende abortmodstand på baggrund af den storpolitiske begivenhed, der indtraf kort før: "Muren" faldt. I konsekvens heraf forhandlede de to tysklande om genforening uden at kunne nærme de to landes vidt forskellige abortregler til hinanden. Problemet var så komplekst, at det måtte rundt om Forfatningsdomstolen og afvente (underordnes?) andre forhandlinger om genforening [48] .
I USA blev adgangen til abort begrænset med en række tekniske hindringer i de år, Reagan og Bush var præsidenter [49] . Bill Clinton ændrede situationen, idet han er tilhænger af kvinders ret til at søge abort og ikke vil udnævne dommere, der er abortmodstandere. De religiøse grupper i USA måtte erkende, at den legale kamp om abort var tabt, og dette har fristet de mest fanatiske til at benytte voldelige metoder.
En institution, der arbejder for at bevare fri abort i Danmark, er Foreningen Sex og Samfund [50] . Den 2. september 1993 holdt foreningen mødet: "Har udviklingen i Europa betydning for danske kvinders seksualitet og reproduktive sundhed?". Hanne Risør redegjorde for baggrunden for mødet og nævnte nødvendigheden af at arbejde for at sikre den opnåede status: at kvinders seksualitet har andre muligheder end før. Hun sagde: "Den sikkerhed er nu truet. Truslerne kommer fra Tyskland og Polen i form af stramning/forbud mod abort." Katarina Lindahl, RFSU, Sverige, sagde: "Pornografi, prostitution, vold mod kvinder og incest d.v.s seksualitetens bagsider, er en debat, der er fremhævet i Norden. Selv om Sverige har en lang oplysningstradition og ønsker at ligestille mænd og kvinder, er det vigtigt at forholde sig til EF og vide: Hvad sker i Europa lige nu? Hvem bestemmer? Hvad er deres værdier? Hvor henter de inspiration?". Hun gjorde status: Kvinder i Sverige taler ikke om private ting i en EF-sammenhæng. Kvinder i Sverige mener fejlagtigt, at den sociale dimension (som kun handler om arbejdsmarkedet!!) beskytter de private områder, f.eks. den fri adgang til abort. Dvs, at de kommer til at undervurdere den ideologiske sprængkraft i abortspørgsmålet. Det er en kendsgerning, at abortspørgsmålet ikke kommer med i EF-dokumenter pga risiko for blokering af alle andre debatmuligheder. Abort engagerer kvinder, fordi kvinder skal tage konsekvensen. Frihed findes ikke i et vacuum. Den styres af økonomi! [51] , [52] , [53] .
En af konklusionerne fra dette møde var, at det tilsyneladende altid er nødvendigt at arbejde for eller forsvare kvinders ret til god, billig og sikker prævention og ikke mindst for retten til abort. Disse rettigheder er ikke givne, men bliver hele tiden anfægtet.

Ny interesse om tidsgrænsen - et symptom på teknologianvendelse
Et af abortspørgsmålene fra 60erne lød: Hvad kan egentlig grunden være til, at lidenskaben ikke udtømmes på trods af de mange årtiers hidsige debat om abortspørgsmålet? Den undren er lige så aktuel i 1990erne, hvor vi også bør spørge: Har problemstillingen forskudt sig? Det mener f.eks. cand.mag. i filosofi, Katja Marcuslund [54] , der har såvel en personlig som en moralfilosofisk tilgang til provokeret abort: I 1990 definerede Katja Marcuslund abort som et paradoks. Det gør hun ikke i 1994, hvor hun siger: "Jeg ser ikke længere abort som et paradoks og jeg betragter endvidere problematikken som symptomatisk for de såkaldte "bio-etiske problematikker" vi daglig møder. Det som karakteriserer disse er, at uanset hvilket fintfølende mikroskop eller kendt analyseapparat man lægger problemet under, så bliver problemet ikke løst. Vi kan tilsyneladende ikke snakke os til rette ved hjælp af traditionel og accepteret videnskabelighed og rationalitet.".

Filosoffen Katja Marcuslunds fagteoretiske bearbejdning af sin personlige situation viser, at hver tid i den historiske udvikling knytter sit typiske paradoks til kvinders behov for at afbryde uønskede svangerskaber. Et paradoks, der ikke kan opløses. 1990'ernes tidstypiske paradoks, der aktualiserer abortspørgsmålet påny, er den livsreddende teknologianvendelse ved begyndelsen af svangerskabet [55] . Måske ville Katja Marcuslunds barn få en blødersygdom. Derfor valgte hun abort, samtidig med at hun ikke kunne frigøre sig fra tanker om, at teknologi kan redde små bitte børn, der er født alt for tidligt. Journalisten "fris" (Pia Friis Jensen) udtrykker det i Information 15/6-95: "På den ene etage kæmper forskerne for at flytte grænserne mellem liv og død, ved at holde liv i børn på 500 gram og opfinde metoder til at give uønsket barnløse ønskebørn. På næste etage suger andre læger samme liv ud i småstykker. Dilemmaet er åbenlyst. Men tilværelsens dilemmaer går sjældent restløst op."
Noget blidere udtrykker Det Etiske Råd sig om den samme problematik: "Et af de mest grundlæggende etiske problemer ved fosterdiagnostikken ligger i, at den er forbundet med muligheden for provokeret abort. Det er derfor nødvendigt, a) at overveje de etiske problemer ved provokeret abort i almindelighed, samt b) at overveje, om der knytter sig særlige etiske problemer til abort som følge af fosterdiagnostik". "Hvis man har den opfattelse af provokeret abort, at den altid er en nødløsning, må man imidlertid ved alle de konkrete etiske spørgsmål, som fosterdiagnostikken rejser, anlægge det grundsynspunkt, at fosterdiagnostikken er et problematisk tilbud" [56] .

Også Dansk Kvindesamfund har i dag en eftertænksom holdning til fri abort. I en pjece, udgivet i anledning af foreningens 125-års jubilæum i 1996, siges om fri abort: "I kvinders sociale liv og biologiske livsfaser ligger der en konflikt: Respekten for fosterets liv fra undfangelsen står over for kravet om fri adgang til provokeret abort. Men dette dilemma må ikke medføre, at kvinder mister retten til fri adgang til provokeret abort. Det er en ret, der er svær at anvende - og sværere endnu at undvære." [57] .

Valg foregår ikke i et tomrum men i et samfund med teknologiske nyheder
En ny teknologianvendelse ved begyndelsen af svangerskabet, som hører til abortspørgsmålet, er fosterreduktion eller delvis abort. Delvis abort blev brugt, når reagensglasbefrugtning havde firlingegraviditeter som resultat, og fire børn var mere, end forældrenene syntes, de kunne magte. Fordi abortloven er en lov om afbrydelse af svangerskab, og fordi delvis abort er karakteriseret af, at svangerskabet ikke afbrydes, blev abortlovens gyldighedsområde diskuteret i 1992. I stedet for at præcisere reglerne i abortloven, blev fosterreduktion stoppet af den teknologi, der gør det muligt at nedfryse og optø befrugtede æg. Der blev udsendt en vejledning til landets læger om, at behandlingsrutinen med at opsætte fire æg skulle afløses af opsætning af to-tre æg [58] (xx lovgrundlaget mangler i noten).

En anden ny teknologianvendelse, som uden tvivl har været med til at rejse abortspørgsmålet påny, er kortlægningen af menneskets gener, kendt som HUGO-projektet [59] . Det Etiske Råd udsendte i november 1993 redegørelsen "Patent på menneskegener", hvor de kunstgreb ærligt blev fremlagt, som skal til for at undgå de konflikter, der nødvendigvis opstår, når hensynet til privatlivets fred kolliderer med forretningsmæssige interesser. Et eksempel: Har en person ret til at bruge sine egne gener kommercielt? Nogle af argumenterne for og imod patent på menneskegener ligner dem, der bruges i abortdebatten. Patent på menneskelige gener kan komme i konflikt med princippet om individets ret til at bestemme over egen krop (autonomi). Krænkelse er det ord, der knytter rapportens kapitler sammen, og som Det Etiske Råd har valgt som pegepind. Betydningen af de mulige krænkelser af det ukrænkelige peger grænser ud. Den metode bliver demonstreret, hvormed filosoffer gør det principielt umulige muligt i en praksis. Rapporten opstiller autonomi og menneskeværd som modsætninger - autonomi kan krænke menneskeværd - og der spørges: Skal tanken om ukrænkelighed, som oprindelig gjaldt mennesket som person, udstrækkes til at gælde alt levende? Betyder de nye teknikker, at vi skal ændre synet på, hvor langt den enkelte må gå i udnyttelsen af sig selv af hensyn til sig selv? Eksisterer der noget, der kan betegnes som ejendomsretten til sig selv?

De nye teknikker fremtvinger ny stillingtagen til spørgsmålet om, hvad en person bør have ret til at gøre med sin krop med henvisning til autonomi. Det betyder, at der er sammenhæng mellem erhvervslivets behov for ændrede fortolkninger af selvbestemmelse og danske kvinders fri adgang til abort [60] . Valg foregår ikke i et tomrum men i et samfund.
Abortdebatten knyttes kun sjældent an til samfundsplanet, men det sker. F.eks. advarer Gunnar Hellmund [61] mod fristelsen for at diskutere i et tomrum, for dér trives fordomme. Problemet er, at naturvidenskaben ikke kan drages til ansvar: "Den har sit eget rene og selvstændigt smukke sprog, men menneskets tekniske anvendelse af de naturvidenskabelige forskningsresultater, kan kun mennesket stilles til ansvar for. Den frygtelige, underkuende styreform, der benævnes demokrati, og som har hærget verdens overflade siden det 18' århundrede, har medført, at den mest benyttede kommunikationsform mellem mennesker er blevet "diskussionen", der med stor sikkerhed har fortrængt "dialogen". Alt det, Sokrates (etikkens fader) frygtede ville gå galt, er gået galt, forstået på den måde at snakken har afløst samtalen (...) Det vi for alvor trænger til, er ikke skolede naturvidenskabsfolk eller humanister, men klarere grænser mellem det funktionelle, vækstrettede samfund, og det vi med meget store forbehold ville kunne kalde den individuelle tvivl (...) Kombinationen mellem fagområderne er simpelthen nødvendigt, og den er et INDIVIDUELT ANSVAR, hvis man da virkelig stræber efter en form for indbyrdes forståelse."

Fra familieplanlægning til ønsket om at nedbringe aborttallet
Ifølge loven ligger beslutningen - og dermed ansvaret - om fri abort hos kvinden. Mange undersøgelser fortæller om den abortsøgendes ensomme valg [62] . Alligevel er også lægen - i og med den abortsøgende fremsætter abortbegæringen - part i ansvaret. Lægen er pålagt medansvar i form af vejledning til kvinden og i form af indgrebets forsvarlige udførelse [63] . Det moralske dilemma ved provokeret abort hviler på såvel kvinden som lægen (og det øvrige sundhedspersonale). Alligevel varede det længe, før de medicinsk etiske overvejelser over, at/om det i absolut forstand er umoralsk at tage livet af et foster, fandt udtryk i en central politisk strategi: Nedbringelse af aborttallet [64] . Lokalpolitisk i amter og kommuner var der over en periode indsamlet erfaringer fra kampagner, der var sat igang, fordi amterne var forpligtet hertil i henhold til lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Disse erfaringer kunne i 1990 legitimere en centralisering af politikområdet. Behovet for udmøntning af en central politik i 1990 blev også underbygget af, at der i amterne i 1986 fandtes 23 lovpligtige præventionsklinikker - et tal der i 1988 var faldet til 16 [65] .

Loven om svangerskabsafbrydelse af 1973 (abortloven) kan siges at være moralsk på to måder: Dels ændrede den illegale aborter til legale, helbredsmæssigt forsvarligt udførte aborter, dels gav den mulighed for, at man kunne forholde sig forebyggende og udforskende til antallet af legalt provokerede aborter. Loven igangsatte en kontinuerlig diskussion af, hvilke kvinder der fik abort, og hvilke kvinder, der fik mere end én.

I november 1992 blev en arbejdsgruppe til overordnet og koordineret indsats for nedbringelse af aborttallet etableret i Sundhedsstyrelsen, "da problemerne omkring uønsket graviditet og provokeret abort er et væsentligt samfundsonde.". Videre hed det: "Der har været megen omtale og diskussion af legalt provokeret abort igennem mange år, og emnets følelsesladede karakter har medført, at synspunkterne såvel pro et contra af og til bliver særdeles markante. En neddæmpning af sådanne meningsforskelle opnås bedst ved at forebygge problemet, altså ved at undgå uønsket graviditet. Denne løsning må alle kunne blive enige om er den ideelle." [66] , [67] .

Jordemødrene har på forskellig vis medvirket i nogle praktiske sammenhænge, hvor det pragmatiske arbejde foregår, dvs hvor man prøver at nedbringe aborttallet i erkendelse af, at fri abort er et u-opløseligt paradoks.
- F.eks. modtager jordemødre folkeskolens 9. klasser i jordemodercentrene. Formålet med besøgene er primært at nedbringe antallet af aborter [68] . Besøgene kommer i stand i henhold til lovgrundlaget [69] , hvorefter sundhedsministeren skal sørge for, at befolkningen får oplysning om svangerskabsforebyggende metoder.
- F.eks. deltog DADJ i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om "Livstegn hos nyfødte børn og grænsen mellem spontan abort og dødfødsel" [70] .

Antiabortbevægelsen i 1990'erne
Efter at have gennemgået abortlovens tilblivelse med udvalgte nedslag, der også tegner en skitse af nogle af de organisationer, der går ind for, at den fri adgang til provokeret abort skal bevares (for-valg-positionen (pro-choice)) [71] , følger nu et mere detailleret billede af de organisationer, der befinder sig på en anderledes position (for-liv, pro-life, pro vita). Dermed søges svar på, om 1990'ernes fornyede abortdebat kan fortolkes som et backlash for kvinders ret til selvbestemmelse?

Backlash?
Hanne Risørs ord fra 1993 "Truslerne kommer (...) i form af stramning/forbud mod abort", fik yderligere indhold i 1995, året, som de fleste danskere nok vil kunne huske pga. præstedemonstrationen mod kvinders ret til at vælge fri abort.
Følgende er fra Foreningen Sex & Samfunds årsberetning: "1995 blev også året, hvor man kunne se en flok præster fra den danske Folkekirke demonstrere foran Christiansborg i fuld ornat mod kvinders ret til at vælge abort. Formanden for foreningen Jeg vil leve, Orla Villekær, stod i spidsen for demonstrationen. Sex & Samfund var også til stede ved demonstrationen for at tilkendegive sine synspunkter. Desværre kom disse ikke frem, da interviewet med foreningens repræsentant blev afbrudt af moddemonstranter, der demonstrerede deres uenighed med præstedemonstrationen ved at kaste æg mod Orla Villekær, mens han talte. Jyllandsposten offentliggjorde i april [1995] en repræsentativ Sonar-undersøgelse, som viste, at befolkningen støtter kvinders ret til abort. 78% af alle voksne går ind for abort, mens kun 10% er direkte imod. De resterende 11% er hverken for eller imod." [72]

For liv - organiseret abortmodstand i Danmark
Foreningen "Jeg vil leve" [73] og foreningen "Respekt for menneskeliv" [74] udgør sammen med Tilflugten [75] og Kristeligt Folkeparti [76] den danske organiserede antiabortbevægelse.
Deres syn på abort er i overensstemmelse med de katolske dogmer, som de kan læses i "Evangelicum Vitae", en encyklika, d.v.s. et skrift, hvori Paven fremlægger det, katolske troende skal efterkomme som retningsgivende, og som udkom i marts 1995 [77] . Sammenfattende for deres holdninger er, at kvinders adgang til abort skal være betinget.
Fra en etisk betragtning er dette ensbetydende med tilslutning til en traditionel kristen etik (en folkekirkelig position der også kaldes højkirkelig eller teologi fra oven [78] , [79] ).
Arne Munks bemærkning (se nedenfor) om, at kvindens livmoder reduceres til en dødscelle i lande med fri abort, er i overensstemmelse med, hvordan Paven ser på protestantisk kultur (styret af luthersk kristendom) som en kultur af død snarere end en livets kultur. Den måde, abortmodstanderne benytter sproget på, er den samme, som benyttes af den internationale antiabortbevægelse Pro Life [80] , [81] .

Demonstrationen i juni 1993
"Jeg vil Leve - Center for retten til liv" opfordrede til bods- og bedegudstjenester, hvor menigheden kan aflægge syndsbekendelse [82] . Syndsbekendelsen og et forslag til liturgi blev tilstillet landets præster [83] .
Dr.theol. Svend Andersen, Aarhus Universitet, fhv. næstformand for Det Etiske Råd, opfordrede biskop Georg Geil (Viborg stift, hvor Orla Villekjær er præst i Sdr. Felding. Troldhede, hvor han også er præst, er under Ribe) til at forhindre misbrug af den offentlige gudstjeneste. Svend Andersen mente, at et samlet bispekollegium burde slå fast, at præster ikke må bruge gudstjenesten til at forfægte egne synspunkter. Biskoppen svarede, at Orla Villekjær repræsenterede et gammelt kirkesyn, hvorefter et menneske er et menneske helt fra undfangelsens øjeblik: "Derfor finder jeg ikke mening i at gribe ind, når han holder bodsgudstjeneste, hvis der under den ikke siges ting, som krænker mennesker, der i forvejen er forpint. Kirken må aldrig blive så tandløs, at den ikke er politisk - det sidste kan en engageret præst ikke undgå at være. Men han må ikke være partipolitisk i kirken."
Svend Andersen fremførte det syn på fri abort, at det kun står sin prøve i hvert enkelt menneskes konkrete situation. Hertil havde Arne Munk følgende kommentar: "Det er uværdigt for en systematiker at hævde, at man kun kan udtale sig om abortsagen, hvis man har personlige erfaringer. Jeg har selv været foster engang, så jeg har også erfaringer, men jeg mener, debatten må ses i en større sammenhæng. Der er jo en hel industri, som er interesseret i aborter, og lægestanden får også faste indtægter og prestige på aborterne. Derfor vedrører det ikke kun den enkelte." [84] .
I TV2 udtalte Orla Villekjær, at lægestanden havde optrådt "som bødler ved drab på 500.000 fostre" siden aborten blev fri for 20 år siden. Hertil kommenterede Den alm. Danske Lægeforening: "Næsten enhver dansker vil i sin familie eller i sine nærmeste omgivelser kende mennesker, som har stået foran det vanskelige valg om at afbryde svangerskabet. Som læger står vi overfor mange mennesker, som skal træffe valget - og vi ved, hvor vanskeligt det valg er. Netop derfor har vi brug for en værdig debat og ikke en debat båret af fordømmelse og intolerance." [85] . Diskussionen om det korrekte ved kollektiv syndsbekendelse fortsatte mellem teoretikeren Svend Andersen og folkekirkens praktikere.
Kerneproblemet blev formuleret af Svend Andersen: Kan afbrydelse af svangerskab ligesom andre former for drab være en ret handling? [86] .
Cand.theol Jørgen Stenbæk (kaldet kirkejuristen) var i 1989 medstifter af Selskab for Kirkeret. I september 1993 udtaler han: "En præst på prædikestolen skal være varsom med at tale om synden som noget konkret. Derved kommer man nemlig let til at sætte navn på synderen. Og det er uforeneligt med formuleringerne i Danske Lov fra 1683 og Kirkeordinansen fra 1537-39. Jeg har ventet indtil nu med at blande mig, fordi jeg ikke vil lægge op til en eventuel politianmeldelse fra læger eller kvindegrupper. Men omvendt vil problemerne blive ved at være aktuelle i den kommende tid, for med den moderne transplantations- og genteknologi kan vi ikke undgå at præster vil blive indigneret og føle trang til at blande sig i debatten. Det skal enhver kristen også gøre, men man skal ikke blande folkets kirke ind i det" [87] .

Demonstrationen i juni 1994
I 20-året for loven om den frie abort startede markeringen med en udsendelse i serien 45 minutter i DRTV 15/2: "Tilbage til strikkepindene". Efterfølgende krævede folketingsmedlemmerne Pernille Frahm (SF) og Jørgen Vinther (V) Orla Villekjær afskediget. Dermed blev der sat focus på et af de områder, hvor der er dobbeltmoralsk lovgivning i Danmark. Lederskribenten i Kristeligt Dagblad skriver den 11. februar 1994: "Den sag, som er den vigtigste, [er] at skabe et samfund, hvor abort - lovgivning eller ej - betragtes som et alvorligt etisk og medicinsk problem og ikke som en selvfølgelig "ret". Op mod 20.000 aborter årligt - og det har været endnu højere - er ikke en rets- eller socialstat værdigt. Men et væsentligt etisk problem."
På Mariæ Bebudelsesdag den 20. marts prædikede Orla Villekjær imod fri abort. Et medlem af et udenbys sangkor, som deltog i gudstjenesten, forlod kirken i vrede og samtlige medlemmer af de to menighedsråd i Troldhede og Sdr. Felding klagede til biskop Georg S. Geil. Under prædikenen havde Orla Villekjær fremvist en dukke af samme størrelse som et 10 ugers foster og sammenlignet dukken med Jesus, der også en gang var foster. Ved et møde med biskopperne for Viborg og Ribe samt de lokale provster erkendte Orla Villekjær, at hans form havde skabt problemer. Biskopperne udsendte en pressemeddelelse med deres afgørelse: Der var ikke tale om en tjenstlig forseelse [88] .
Dernæst fulgte i juni et fakkeltog til Silkeborg sygehus, hvor en kransenedlæggelse fandt sted til minde om aborterne [89] . Efterfølgende - i november 1994 - anmoder biskoppen over Viborg stift, Georg S. Geil, sognepræsten Orla Villekjær om at give en redegørelse for, at han har demonstreret iklædt embedsdragt. Efterfølgende skriver biskoppen til sin sognepræst: "Hvad jeg direkte må påtale, er Deres brug af tjenestedragt i forbindelse med demonstrationen. Om man nok så meget vil demonstrere mod en lov, kan man i dette tilfælde ikke gøre det med en "kirkens røst", allerede af den grund, at kirken aldrig kan tale uden at erindre evangeliet til dem, der længst er hårdt ramt (...) Jeg må forvente, at sådan anvendelse af embedsdragten ikke sker igen. Den protest mod en given lovgivning, som enhver har ret til at fremsætte, er et borgerligt anliggende, som må rettes til lovgivningsmagten. Gør De dette, gør De det som et overbevist menneske, ikke som embedsmand." [90] .

Demonstrationen i juni 1995
Præsterne Ole Skjerbæk Madsen og Erik Hviid Larsen lagde kirke til (Bethlehemskirken i København), da Foreningen "Jeg vil leve", den 13/6-95 på 22-årsdagen for indførelse af fri abort igen demonstrerede. Efter en "Lad-livet-leve march", der udgik fra Bethlehemskirken med slotspladsen foran Christiansborg som mål, sagde Arne Munk: "Som man engang måtte spørge kirken, hvor den var, da små børn blev slæbt i gaskamrene, må man i dag spørge kirken, hvor er du, når 50 børn hver dag mister livet. Kvindens livmoder reduceres til en dødscelle. Den kirke, der ikke kan genkalde sig skaberens træk i et mongolbarn eller et barn med cystisk fibrose, den er ikke længere Guds kirke." [91] , [92] . Forud havde alle medlemmer af folketinget modtaget en skrivelse [93] .

På selve dagen og i medierne i den nærmest efterfølgende tid var der både kvinder og mænd, der kritiserede arrangementet. F.eks. protesterede De Grønne og Enhedslisten [94] . Danske Kvinders Nationalråd v/Aase Rieck Sørensen protesterede på vegne af 43 organisationer: "Retten til fri abort er en fundamental menneskeret. Vedtagelsen af loven om fri abort i 1973 var uhyre vigtig, fordi den satte en stopper for en livstruende og nedværdigende behandling af kvinder, der ufrivilligt var gravide. Den gravide kvinde skal have ret til selv at vælge, om hun vil gennemføre en graviditet - ingen andre kan træffe beslutning på hendes vegne. En fjernelse af loven om fri abort betyder en tvang til at gennemføre graviditet og en kriminalisering af abort. Vold mod abortklinikker i USA har rystet os. Det viser, at respekten for kvinders ret til at bestemme over egen krop ikke er en selvfølgelighed, men en ret, der til stadighed skal forsvares." [95] .

Den vold mod abortklinikker i USA, Aase Rieck hentyder til, er kendt som den amerikanske Pro Vita bevægelses værk. Dele af bevægelsen har den opfattelse, at fri abort bør bekæmpes med alle midler, også dræbende magt. Andre dele af bevægelsen har en anden opfattelse og har fordømt bl.a. dobbeltmordet i Pensacola, Florida, den 28. juli 1994, hvor en fhv. presbyteriansk præst, Paul Hill, skød lægen John B. Britton og hans livvagt, fhv. oberstløjtnant James Barrett, da de ankom til en abortklinik. Lægen bar skudsikker vest, men blev ramt i hovedet. Han havde kun 1 år tidligere overtaget klinikken efter en anden abortlæge, David Gunn, der også blev skudt af en abortmodstander [96] .

Abortaktion i juni og september 1996
I juni 1996 blev dilemmaet med den fri abort markeret af en jordemoder, Bente Torp, der under overskriften "Jordemoder eller jordemorder" erklærede, at hun ikke længere ønskede at have som arbejdsopgave at assistere ved sene provokerede aborter [97] . Foreningen "Jeg vil Leve!"s demonstration løb af stablen 14. september [98] .

Ornat-sagen.
På baggrund af den korrespondance, der startede 6/11-94 mellem biskop og sognepræst, gav Kirkeministeriet den 12. september 1995 Orla Villekjær en irettesættelse i henhold til tjenestemandslovens pgf. 24: "Ministeriet skal endvidere tilkendegive Dem, at det vil kunne få konsekvenser for Deres fortsatte ansættelse som præst i folkekirken, hvis De på ny gør Dem skyldig i overtrædelse af det af biskoppen ved brev af 24. november 1994 givne pålæg, der er indskærpet ved biskoppens brev af 8. juni 1995" [99] . Kristeligt Dagblad (Anna-Lise Mogensen) refererer præstekjolesagen 29/9, 24/11-95 og 24/7-96, idet Orla Villekjær har bestemt sig for at gå til domstolene for at få afgjort, om Kirkeministeriets irettesættelse er uberettiget [100] .

For Liv - For Valg - er der en tredie mulighed?
I staterne i USA kæmper grupperne Pro Choice (aborttilhængere) og Pro Vita (abortmodstandere) krigerisk imod hinanden. Og opsummerende dette afsnit kan man sige, at tendensen er ved at brede sig til skandinavien.
En tankegang, der ikke er krigerisk, præsenteres af lektor Jens Th.Keiding, udpeget af Kristeligt Folkeparti som medlem af Den Regionale Videnskabsetiske Komite i Københavns Amt. I et læserbrev i Kristeligt Dagblad 16/2-94 skriver han bl.a.: "...den måde, hvorpå pastor Villekjær og andre abortfanatikere taler om abort, giver indtryk af, at valget "abort - ikke-abort" står mellem ondt og godt, som om den kvinde, der alvorligt overvejer abort, er topmålt egoist. I langt de fleste tilfælde er dette en groft uretfærdig påstand. Her som i mange andre tilfælde i livet står valget mellem to muligheder som begge er meget samvittighedsbelastende. Det, de implicerede har brug for i denne sammenhæng fra deres præst, er ikke en offentlig fordømmelse. De har brug for at høre evangeliet om Guds kærlighed til alle uden persons anseelse. De har brug for hjælp til at bede. De har brug for praktisk hjælp til at gennemleve graviditeten, og de har brug for hjælp og støtte efter fødslen. Og så har de måske mest af alt behov for almindelig menneskelig forståelse for, hvor belastende, såvel fysisk som psykisk, en graviditet kan være".

Afslutning.
Hypotesen: Om der i 1990'erne er en stigende modstand på praksisniveauet mod indgrebet provokeret abort har ikke kunnet bekræftes entydigt. Det, man kan hævde, er, at den fornyede interesse for at debattere den fri adgang til abort på praksisniveauet, er en reflektion, der følger direkte af en afklarende bestræbelse på teoriudviklingsniveauet. Til forskel fra, hvad der ovenfor er vist om de behandlende og ideologiserende praktikere (eksemplificeret ved jordemoder Bente Torp og sognepræst Orla Villekjær), har teoriudviklerne store problemer med at udpege de bærende værdier, der kan lægges til grund for den ny type lovgivning, der skal danne rammen om forplantningsteknologien [101]
. Dette på trods af, at der er sammenhæng mellem etikken i forbindelse med ny forplantningsteknologi og etikken i forbindelse med abort, og på trods af, at begge emner i 1990'erne diskuteres med samme formål: Statslig kontrol af teknologianvendelse versus individers ret til selvbestemmelse, hhv. krav på beskyttelse.

Hypotesen: Om abortlovgivning viser, at kvinders individuelle ret til selvbestemmelse altid har været og altid vil være et uløseligt dilemma i et retssamfund mellem det levede liv (praksis) og de moralfilosofiske spørgsmål (teori om praksis) kan godt bekræftes. Dog med det ene forbehold, at det i så fald ikke kan benægtes, at det er et samfund, der er indrettet efter patriarkalske værdier, der er tale om. Hypotesen indgår herefter i projektet som et faktum. Berettigelsen af således at bestemme det danske samfund som styret af patriarkalske værdier underbygges med stigende kraft i efterfølgende projektafsnit i og med det dokumenteres, at samfundets hidtidige overbevisning om den kvindelige befolkningsgruppes ret til selvbestemmelse p.t. er sat under lup.

Diskussion i rammen for abortdebatten
Position 1): Fosteret er et menneskeligt væsen, hvis liv ingen har ret til at tage! (Abortens moral mordets moral!) [102]
Position 2): Fosteret en del af kvindens krop! (Kvindens autonomi har forrang for fosterets udvikling!) [103]

Spørgsmål: Hvornår er abort forsvarlig? Bør en profession som jordemoderprofessionen have et sortiment af fælles svar parat svarende til alle abortproblematikkens delspørgsmål? [104] .

Hvis svaret er ja, kan ja'et være begrundet af hensyn til principper og/eller af hensyn til praksis. Hvad enten svaret er et principielt ja eller et praktisk ja, må svaret i begge tilfælde bygge på en analyse. En sådan analyse må tilstræbe at være en objektiv redegørelse. Derfor kan den kun bygge på et helhedssyn, der anlægges på hele det komplekse felt, der er skitseret ovenfor, og som på den ene side afgrænses af den fri abort, på de andre sider af fosterdiagnostik, forplantningsteknologi, genterapi og abort efter samråd (også kaldet selektiv eller terapeutisk abort).
En sådan analyse vil kunne bidrage til at fundere og synliggøre den platform, hvorfra jordemoderrådgivning af gravide bør formuleres.

Et skridt på vej mod analysen kunne være, at jordemødre tog stilling til abortdemonstrationerne i 1990'erne: Skyldes demonstrationerne og sym-/antipatien for/mod demonstrationerne følelser, mange mennesker har - følelser, der stammer fra en mistanke om, at det ikke er menneskers lidelser, men forskningsinteresser og -resultater, der styrer inden for udviklingen af medicinsk bioteknik? Den bekymring kan professionelle sundhedsarbejdere dele med befolkningen. Men - en professionel identitet behøver ikke efterligne den livspraksis, et flertal i en multietnisk sammensat befolkning signalerer.

Et andet skridt mod analysen kunne være at arbejde abortproblematikken grundigere igennem med det paradoksopsporende filosofiske redskab naturalistisk fejlslutning. Ved at anlægge en kritisk vinkel kan det afsløres, om de tilsyneladende givne sammenhænge overhovedet hænger sammen. Eksempel: Der er ikke nogen given sammenhæng mellem jordemoderpraksis, jordemoderidentitet og traditionel kristen etik. F.eks. Rudolph Arendt forklarer, at når man skelner mellem hvad der KAN gøres, og hvad der SKAL gøres, skelner man mellem det faglige (kan) og det etiske (skal). Når man skelner mellem det, som ER, og det som BØR være, skelner man mellem kendsgerninger (er) og normer (bør). Problemet er, hvordan man uden at skade andre eller selv at komme til skade, kan bevæge sig rundt i disse kategorier? Lige så længe, man har tænkt over etiske spørgsmål, lige så længe har man været optaget af at udfinde færdselsregler, så mennesker kunne omgås med hinanden indenfor disse kategorier. Iflg. Rudolph Arendt har ingen af de hidtil foreslåede løsninger kunnet holde stand for en nærmere analyse [105] .

Kommet til dette sted, kan et tredie skridt mod analysen være at inddrage flere påstande i de positioner, der udgør abortdebattens ramme:
Position 1): Fosteret er et menneskeligt væsen, hvis liv ingen har ret til at tage. Abortens moral, mordets moral og provokeret abort er et væsentligt samfundsonde.
Position 2): Fosteret en del af kvindens krop, kvindens autonomi har forrang for fosterets udvikling og provokeret abort er et væsentligt samfundsgode.
I dynamikken mellem positionerne kan hver især overveje den hypotese, at de nye metoder til kunstig forplantning er et samfundsgode?
Logikken, som sædvanligvis bruges til sådanne afgørelser, dikterer, at dén, der er skeptisk overfor forplantningsteknologi af den grund, at mennesket dermed gør sig til herre over liv og død ved at gribe ind i naturlige livsprocesser, pr. definition også må være modstander af provokeret abort, som på samme vis griber ind over for liv.
Hér er det, at den beslutning, der udgør det egentlige valg, skal tages.
Alternativet - det usædvanlige valg, er også logisk konsistent. Der er ikke nogen logisk brist i dels at være tilhænger af fri abort og dels sætte spørgsmålstegn ved, om de nye reproduktionsteknikker er i kvinders interesse.
Det sidste synspunkt har projektets forfattere valgt, eftersom undfangelse (nidation=fastvoksning), graviditet og fødsel finder sted i en kvindekrop - i de fleste kvinders forestilling som en livsproces, der også bør includere befrugtning (fusion af kønsceller). Synspunktet holder overfor den naturalistiske fejlslutnings undersøgelse, idet befrugtning er del af samme proces, der har et nyt menneske som resultat.

Den, der benægter, at det både er betingelsen for samfundsmæssige etiske overvejelser og individuelle moralske valg - og værdifuldt i sig selv - at kunne skelne mellem sådanne konsistenser, kan ikke bidrage til reflektion. Et eksempel på, hvad reflektion kan være i forbindelse med abortproblematikken, gives af Lone Fatum på baggrund af K.E.Løgstrup [106] : "Den etiske fordring består, og den er i sin radikalitet principielt uopfyldelig i alle sine elementære krav. Men ikke desto mindre er den i dyb og livsbekræftende overensstemmelse med, hvad kvinder allerede kan og kender (...) Skal fordringen appellere til kvinder, og det skal den ubetinget, må den med andre ord begrundes og formuleres positivt kønsbevidst og kønsdifferentieret i det, som kvinder allerede er og kan, ved hjælp af det som kvinder allerede kender (...) Det afgørende er, at kravet stilles til kvinder som tilsagn og tiltale på kvindelivets vilkår, når fordringen formuleres som et: du skal, fordi du kan. Netop sådan kan fordringen komme til orde i kvinders tilværelse som en positiv forpligtelse og som livsbekræftelse.".

Et fjerde skridt på vej mod analysen, som kan være platform for afgørelsen af, hvornår abort er forsvarlig, kunne være at sammenholde
- den kvindelige biologis forudsætninger for barnefødsel med
- nyere kristen etik.

Til det formål er det nødvendigt at udvide rammen med følgende forudsætninger.
Biologisk forudsætning: Så længe den kunstige livmoder ikke er realiseret, er det kun teoretisk muligt at tale om fosterliv uafhængigt af en kvindes krop. Det medicinske kriterie for provokeret abort før 1937 var kvantitativt, fordi man målte sig frem til fødeevnen ved kvindens organisme. Det, der blev vurderet var en fare, nemlig kvindens død.
Etisk forudsætning: Siden abortloven i 1956 indførte sociale kriterier, har biologisk liv været et relativt, socialt betinget kvalitetsbegreb. Sækularisering fører til generel moralkrise. Det medicinske kriterie for provokeret abort er ikke længere knyttet til kvindens organisme som føderske og død, men til egenskaber ved fosterets organisme som liv. Det, der vurderes er fosterets "værd". Fornyelsen i kristen etik har kvindens autonomi og fri abort som udgangspunkt og sætter i overensstemmelse med den naturalistiske fejlslutning ikke noget lighedstegn mellem moderskab og moderkald.

En repræsentant for den her optrukne etiske forudsætning, er Jens Glebe-Møller [107] . Hans synsvinkel (moralske udgangspunkt) er, at kvinden og fosteret anskues som to parter, der er lige, fordi de begge har ret til livet, men forskellige, fordi kvinden er ansvarlig på begges vegne. Hans konsekvens er en kombination af biologi og socialrealisme, der giver kvinden en dobbelt opgave: Med sit biologiske køn ER kvinden barnets ophav, derfor BØR hun give sit barn liv. Med sit sociale køn og kønsrollen bør kvinden kunne sikre sit barn et godt liv. Hvis hun ikke mener, hun kan det, MÅ hun foretrække provokeret abort [108] . Denne folkekirkelige position kaldes lavkirkelig eller teologi fra neden.
Lone Fatum forklarer, hvad kernepunktet er i den nye kristne etik, der gør fri abort forsvarlig: Det altruistiske motiv: At kvinden vælger at få abort for barnets skyld, ikke for sin egen skyld og ikke af andre hensyn [109] .

Opsummering, slutreplik og åbent spørgsmål
At anlægge det altruistiske motiv på kvinders ret til selvbestemmelse kan muligvis værne det kristne menneskesyn i relation til at argumentere for bevarelse af fri abort.
Men, som de øvrige afsnit i projektet viser, er det svært at se, hvordan man med henvisning til det altruistiske motiv, kan hindre en fremadskridende tingsliggørelse af liv, børn og kvinder. Netop altruismen og kvindens særlige stilling som ansvarlig på begges vegne i graviditet, er et gennemgående argument for tilhængerne af livskvalitetskonceptet og videreudvikling af teknikker til kunstig befrugtning og diagnostik på fostre og befrugtede æg.
Kristen etik, traditionel eller ny, ses ikke at være en troværdig støtte for udvikling af den type moral, dette projekts forfattere efterlyser: Findes der en moral der kan være grundlag for dem, der gerne vil forhindre, at kvinden gøres til amatør i sit eget svangerskab? [110] , [111] .

Spørgsmålet om, hvorvidt abortmodstandens flerstemmige kor af høj(kirkelige) og lav(kirkelige) stemmer og stemmer fra helt andre kirkesamfund kan tages som bevis for et eksisterende backlash for kvinders ret til selvbestemmelse, bliver hermed forladt som åbentstående. Evt. til senere besvarelse ved hjælp af kommende faktuelle begivenheder. Evt. til besvarelse i overvejelser over, om abortproblemstillingen har forskudt sig?

Angsten for formynderi kan udpeges som legitimation for nogle af de stedfundne problemforskydninger, som dette projekt beskæftiger sig med [112] . Der er ingen offentlig instans, der er villig til at modtage den opnåede ret til selvbestemmelse i abortspørgsmålet retur fra den kvindelige befolkningsgruppe, hvis den skulle have lyst til at levere den tilbage med tak for lån.

Måske kan de nye private abortrådgivninger forstås som symptom på en samfundslidelse, sådant tænkt, at siden provokeret abort blev afkriminaliseret, har respekten for kvinders bidrag til slægtsreproduktionenen undergået en banalisering? Hvor mange kvinder, der benytter de nye abortrådgivninger, vides ikke, men eksistensen af dem kalder på en forklaring. Tyder de på, at banaliseringen har nået en grænse? Kan de tages til indtægt for det synspunkt, at kvinder er den svage part i den menneskelige reproduktion? Nedlæggelsen af Mødrehjælpsinstitutionen i 1976 kan nævnes som eksempel på, at der måske har fundet en banalisering sted. Før var det et problem, kvinderne ikke kunne få aborter - nu er det et problem, at de får dem. Så stort for nogle kvinder, at der i en rapport fra Sundhedsstyrelsen står skrevet, at sorgorlov i visse tilfælde kan være påkrævet (note xx ovenfor).

Et led i overgangen fra ubetinget forbud til betinget tilladelighed var, at selv i de tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelse var lovlig, fordi den var lægeindiceret, kunne lægen ikke udføre indgrebet uden videre. Der skulle først søges om tilladelse hos mødrehjælpsinstitutionen.
Forinden lægeindicerede abortindgreb kunne finde sted krævede loven en attestation fra mødrehjælpsinstitutionen om, at der var givet kvinden "fuld oplysning dels om farerne ved og de mulige følger af en svangerskabsafbrydelse, dels om den bistand om de hjælpemidler af økonomisk og lægelig art, der står til rådighed for hende selv eller til hjælp ved forsørgelsen af det ventede barn, såfremt hun gennemfører svangerskabet".

Med svangerskabsloven af 1937 overtog Mødrehjælpsinstitutionen domstolenes genopdragende (kriminalpræventive) rolle. Intentionen bag loven indeholdt også den idé, at der skulle oprettes seksualklinikker ved de offentlige sygehuse. Disse klinikker var tænkt som rådgivningsinstans for abortsøgende kvinder, men funktionen blev indarbejdet som en del af Mødrehjælpsinstitutionens ansvarsområde.
I 1945 blev det gjort obligatorisk, at læger og jordemødre skulle henvise alle deres abortsøgende patienter til Mødrehjælpen.

Mødrehjælpshenvisning er et eksempel på, at betydningen af det lægelige skøn forandres og tilpasses til samfundsudviklingen. Efter 1945 skulle Mødrehjælpen modtage alle abortsøgende kvinder til samtale uanset der efter lægens skøn var grundlag for abortus provocatus eller ej.

Lovfæstelsen af Mødrehjælpen kan ses som myndighedernes accept af en forskydning mellem problemstillinger: En offentlig opgave, nemlig RETTERGANG på grund af u-betinget forbud mod svangerskabsafbrydelse, blev erstattet med en anden - mere tidssvarende - offentlig opgave: Personlig, social og juridisk VEJLEDNING til svangre kvinder, som samfundet ville indstille til svangerskabsafbrydelse på nærmere angivne betingelser.

   [1] ^{Inger Stilling Petersen i}Idé Politik 11/6-93.

^[2]Kvindens livsfaser afgrænses, således at det er evnen til at formere sig, der er styrende for emnevalget.

^[3]Robbie E. Davis-Floyd: "Birth as an American Rite of Passage", University of California Press, 1992 (s. 25). Lone Nørgaard og Bente Holm Nielsen: "Er den fri abort i Danmark i fare?", kronik, Jyllands-Posten 14/9-96.

^[4]Jfr. efterfølgende litteraturhenvisninger.

^[5]En gennemgang af abortens historie i et medicinhistorisk og internationalt perspektiv er foretaget af Blomqvist (xx formentlig genetikeren fra Sverige): "Normativ och speciell medicinsk etik" i xx , (side 152-? (jeg har til side 165). En kritik, der sammenstiller abort og feminisme med moralfilosofi findes i Janet Radcliffe Richards: "The Sceptical Feminist. A Philosophical Enquiry", Penguin Books, England, 1980. Afsnittet er baseret på Lone Fatum: "Abort i en kristen tradition" i Else Marie Kjerkegaard (red): "Livet begynder ved befrugtningen - Om nødvendigheden af fri abort" Tiderne Skifter, 1989 (s.35-64). At bogens tilblivelse skyldes Det Kvindeetiske Råd's mening om, at det er vigtigt på alle tider at holde abortdebatten levende, fremgår af forordet (s.8 v/Else Marie Kjerkegaard, Ingerlise Koefoed, Birgit Petersson): "I forbindelse med diskussionen af loven om et etisk råd og lovens pointering af, at "livet begynder ved befrugtningen", har vi i Det Kvindeetiske Råd haft flere følelsesladede debatter om spørgsmålet. De fleste medlemmer aner her truslen mod den legale abort. Men også i forbindelse med foredrag rundt omkring i landet dukkede spørgsmålet oftere og oftere op. På baggrund af vores diskussioner valgte vi at skrive en bog om emnet, fordi det er magtpåliggende for os, at debatten fortsat føres, så vi til stadighed er forberedt på at argumentere omkring de etiske og sociale aspekter ved den legale abort - og ikke pludselig står "ordløse", fordi vi har betragtet abort alene som en rutineløsning. I dag er det et kontroversielt synspunkt at være imod fri abort, i modsætning til for få år siden, men ændringen kan hurtigt komme. Det har ikke mindst amerikanske erfaringer vist." Oprettelsen af Det Kvindeetiske Råd dateres til 1/6-84, se Lone Fatum: "Det Kvindeetiske Råd og bioteknologien" i "Fostermiljø - ny teknologi", Dansk Selskab for sundhedsuddannelserne, 1985 (artikel 6). Endvidere baseres afsnittet på Henriette Sinding Aasen: Hva slags barn? Abortdebatt med nytt innhold" i "Retfærd" nr. 50, Nordisk Juridisk Tidsskrift, 13. årg. 1990, nr. 3 (s.28-41).

^[6]I afsnittet problematisers ikke inddragelse af selve rettighedsbegrebet i abortproblematikken. Et sådan problematisering, hvor abortproblematikken knyttes til rettighedsbegrebet ses hos K.G.Hammarlund: "Debatt" i Retfærd nr. 52, 14.årg 1991 nr. 1 (s.137-140).

^[7]Praksis skal her forstås som den behandlingspraksis, der er en direkte følge af abortlovgivningen, og den ideologiske praksis.

^[8]Definition af begrebet "fri abort" præsenteres i bilag T. (Bilaget ej på internet)

^[9]Definition af "selektiv abort" præsenteres i bilag S.(Bilaget ej på internet)

^[10]Om sammenhængen mellem straffelov, svangerskabslov og abortlov se Beth Grothe Nielsen: "Letfærdige Qvindfolk - om Gisle Nielsdatter og andre barnemordersker", Delta, 1982.

^[11]Poul Boeg: "Kampen om fosteret - i historisk belysning" i "Livet før livet", Jens Møller (red), Unitas Forlag, København 1979 (s.11-17): "Så langt vor historiske viden rækker tilbage har uønsket graviditet været et problem for menneskene. Dette hænger sammen med et ganske bestemt biologisk fænomen: Mennesker er således indrettet, at deres drifter, og behovet for at tilfredsstille dem, langt overstiger menneskers ønsker om at sætte børn i verden og muligheder for at forsørge afkommet (...) Kun mennesker har behov for, og mulighed for, at dyrke børnebegrænsning. Fra de ældste historiske tider har abort været et af midlerne (...) Med kristendommen skete der en afgørende ændring i holdningen til abort. Det er nemlig fra kristendommen forestillingen om fosterets ret til sit eget liv stammer."

Beth Grothe Nielsen: "Fra fosterdrab til fri abort" i "Livet begynder ved befrugtningen - Om nødvendigheden af fri abort", Else Marie Kjerkegaard (red), Tiderne Skifter, 1989 (s.17,22): Jordemoderforordningen af 30/11 1714 indeholdt et forbud mod, at jordemødre måtte medvirke til fosterfordrivelse. Skete det alligevel, slap de i reglen med bøder (...) I Ugeskrift for Retsvæsen fra 1893, side 1152f, findes refereret en sag om en jordemoder, der indlogerede gravide kvinder og ved hjælp af varme udskyldninger og bade fremkaldte aborter og for tidlige fødsler helt frem til 8. svangerskabsmåned.

Inger Dübeck: "Jordemødre i retshistorisk belysning" i "Jyske Samlinger", ny række X, nr. 3, 1973 refererer et eksempel fra Jordemoderkommissionens protokol fra 1760, hvor en jordemoder blev dømt for forsøg på fosterfordrivelse med betaling af bøde til jordemødrenes fattigkasse. Endvidere en sag fra 1772, hvor en jordemoder blev dømt efter forsøg på fosterfordrivelse, der forårsagede en ugift kvindes død. Selv om jordemoderforordningen hjemlede dødsstraf, blev straffen kun bøde.

Telefoninterview 29/6-96 med cand.mag. Ph.-D. Helen Cliff: Jordemødrene var meget imod lempelse af abortreglerne i 30erne og 40erne. Det fremgår af svangerskabskommissionens betænkning i 30erne, hvor DADJ's juridiske rådgiver, Ingeborg Hansen, afgiver mindretalsbetænkning. Hun var tæt på jordemødrene og kvinderne. Der var kun få retssager i Sundhedsstyrelsens indberetninger, hvor en jordemoder var anklaget for at have foretaget illegal abort. DADJs mangeårige repræsentant i Sundhedsstyrelsen, Kirsten Blinkenberg, har fortalt om et holdningsskift blandt jordemødre i 50erne og 60erne. I 70erne fandt der symbolsk vold sted, idet der er eksempler på socialrådgivere, der har fået piger til at søge om abort ud fra den tankegang, at abort er at foretrække i stedet for offentlig forsørgelse af mor og barn i 18 år. Det u-etiske opstår i, at det kan være praktisk for et samfund at have fri abort, når der er børn nok. Etikken er et problem, når fødselstallet falder, for hvordan kan de små årgange forsørge de gamle.

^[12]Lone Fatum: "Abort i kristen tradition" i "Livet begynder ved befrugtningen - Om nødvendigheden af fri abort", Else Marie Kjerkegaard (red), Tiderne Skifter, 1989 (s.48).

^[13]Svangerskabsloven af 1937 tillod abort i tre tilfælde: 1) Når afbrydelse er nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred (medicinsk indikation). 2) Når kvinden er blevet besvangret i forbindelse med nærmere angivne strafbare krænkelser af hendes kønsfrihed (etisk/psykologisk indikation). 3) Når der er nærliggende fare for at barnet vil blive alvorligt arveligt belastet (eugenisk indikation). Poul Boeg: "Kampen om fosteret - i historisk belysning" i "Livet før livet", Jens Møller (red), Unitas Forlag, 1979 (s.13): Et led i ordningen var, at selv i de tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelse var lovlig, kunne man ikke uden videre skride hertil; der skulle søges om tilladelse hos mødrehjælpsinstitutionen, der også skulle yde kvinden en obligatorisk vejledning". EN RETTERGANG MED STRAFUDMÅLING VAR BLEVET AFLØST AF EN KRIMINALPRÆVENTIV, PERSONLIG SAMTALE I MØDREHJÆLPEN. Mødrehjælpsinstitutionerne, der blev nedlagt i 1976, lovfæstedes med Lov nr. 119 af 15/3 1939 om mødrehjælpsinstitutioner på opfordring af befolkningskommissionen, efter de havde eksisteret i 34 år som privat forening. I 1981 konstaterede børnekommissionen, at der ikke længere eksisterede et offentligt organ med ekspertise vedrørende social og økonomisk støtte til unge gravide. Se Vera Skalts og Magna Nørgaard: "Mødrehjælpens epoke", forlaget rhodos 1983 (s.158,170). Om Mødrehjælpen se appendix om juridiske dokumenter: Cirkulære til Landets Læger og Jordemødre vedrørende Retningslinier for Helbredsundersøgelser i medfør af Lov nr. 472 af 1. oktober 1945 om Svangerskabshygiejne.

^[14]Lone Fatum: "Abort i kristen tradition" i "Livet begynder ved befrugtningen - Om nødvendigheden af fri abort", Else Marie Kjerkegaard (red), Tiderne Skifter, 1989 (s.47). Begrebet fødedygtighed debatteres ikke yderligere af Lone Fatum, men det skal forstås bredt, både som fare for død i forbindelse med fødsel og som fare for død i forbindelse med befrugtning, når det befrugtede æg satte sig fast andre steder end i livmoderhulheden (ektopisk nidation).

^[15]Holger Skovenborg: "Kirkeministeren: De frie organisationer kan ikke undværes i folkekirken", Indre Missions Tidende, 15/5-94, no. 20, 141 årg (s.12-14).

^[16]TV-serien "45 minutter"

^[17]Citeret fra Information, bagsideleder 15/6-95, sign. fris: "Hvornår begynder livet".

^[18]I 1989 blev der på foranledning af Kristeligt Folkeparti vedtaget en lov, som sikrer plejepersonale ret til at undlade at medvirke ved abortindgreb, hvis det strider mod deres etiske eller religiøse overbevisning. Loven omfatter også plejepersonale under uddannelse: "Denne fritagelsesmulighed løser måske nok den enkeltes personlige problem, men løser ikke det samfundsmæssige problem, at vi med adgangen til fri abort krænker den grundlæggende menneskerettighed - retten til livet - og i virkeligheden stiller den gravide i en umulig valgsituation". Jann Sjursen, landsformand for Kristeligt Folkeparti: "De sene aborter" i Kristeligt Dagblad 22/6-96.

^[19]Det Etiske Råd: "Fosterdiagnostik og etik. En redegørelse", Det Etiske Råd, 1990 (side 64, 37).

^[20]For en udredning af dette spørgsmål se Lone Fatum: "Abort i kristen tradition" i "Livet begynder ved befrugtningen - Om nødvendigheden af fri abort", Else Marie Kjerkegaard (red), Tiderne Skifter, 1989 (s.35-64).

^[21]For en udredning af dette spørgsmål se Karl Kristoffersen: "Graviditet - forebyggelse og afbrydelse" i "Medicinsk Etik", Daniel Andersen (red), FADL's Forlag, 1985 (s. 295-311).

^[22]"En ny Start" kan rekvireres fra Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe, Christiansborg, 1240 København K.

^[23]Lov. nr. 350 af 13. juni 1973. Arbejdet med den gældende danske abortlov begyndte i 1932 med den første af tre svangerskabskommissioner, resulterende i tre svangerskabslove (lov nr. 163 af 18. maj 1937, lov nr. 177 af 23. juni 1956, lov nr. 120 af 24. marts 1970). Dansk Kvindesamfund vedtog på sit landsmøde i 1969 at gå ind for fri adgang til abort, idet 223 stemte for, 62 imod, 23 ved ikke. Danske Kvinders Nationalråd meddelte samme år justitsministeriet, at tre af de tilsluttede foreninger (Dansk Kvindesamfund, Socialdemokratiets kvinder i Danmark, Københavns kommunale sygeplejerskeforening) gik ind for fri abort. 12 foreninger gik imod, 2 meddelte at de ikke ønskede at udtale sig, og de øvrige udtalte sig ikke. Eva Hemmer Hansen: "Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper. Dansk Kvindesamfunds historie i 100 år", Grevas, 1970 (side 169-170).

^[24]Jørgen Rønnow Bruun, Nina Lassen & Lars Adam Rehof: "Fosterets retsstilling", Særtryk af Ugeskrift for Retsvæsen, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Marts 1988 (side 9): "Alene retstekniske hensyn medførte, at justitsministeren foretrak, at alle indgreb mod et fosters liv blev samlet i abortloven (RT(F) 1936/37 sp. 883)". Oprindeligt Ugeskrift for Retsvæsen, nr. 23, 1985, s.180-192. Karl Kristoffersen: "Graviditet - forebyggelse og afbrydelse" i "Medicinsk Etik", Daniel Andersen (red) FADL's Forlag, 1985 (s.298): "Med kristendommens udbredelse skete der en afgørende ændring i holdningen til abort og børnedrab, og det er herfra vi har de første beretninger om fosterets ret til eget liv. Dette resulterede i meget strenge straffe for fosterdrab uden at man i og for sig skelnede mellem tidspunkter i graviditeten. Efter Christian den V.'s danske lov af 1683 blev der indført halshugning som straf for at ombringe sit foster. Først i 1866 blev loven til en vis grad mildnet, idet dødsstraf bortfaldt og blev erstattet af maksimumstraf på 8 års strafarbejde. Ved ændring af straffeloven i 1930 blev den maksimale straf for fosterdrab sat til 2 års fængsel. Samtidig blev det fastslået, at indgrebet skulle være straffrit, hvis der forelå bevis for at der havde været truende fare for kvindens liv og helbred. Else Munck og Svend Bjerg:"Ansvarlighed. Medicinsk Etik", Gyldendalske Boghandel, 1985, (s.121): "I 1866 (...) suppleredes forbudet mod provokeret abort af den såkaldte nødretsregel, der gjorde abort til en legal udvej, når valget stod mellem at redde kvindens eller fosterets liv".

^[25]Niels Kr. Rasmussen: "Abort - et valg? Fødsler, fødselsbegrænsning og svangerskabsafbrydelse. Baggrund og årsager til udviklingen i aborttallet", Institut for social medicin, Københavns Universitet, Publikation 15, FADL's Forlag, København, 1983 (side 9). Rapporten indgår i et større arbejde, hvor kvinders fertilitetsadfærd undersøges (herunder "illustreres udviklingen i modstanden imod befolkningens forsøg på at begrænse og regulere fertiliteten" (side 10)).

^[26]Henrik Hoffmeyer: "De psykologisk-psykiatriske aspekter ved uønsket graviditet" i Abortproblemer. En samling artikler og foredrag, Carl Weltzer (red), Fremads Fokusbøger, 1966 (side 9). Af forordet fremgår, at artiklerne er bearbejdede foredrag, holdt ved en abortuge, arrangeret af studenter ved Københavns Universitet i foråret 1965 (De psykologistuderendes Fagråd, Juridisk Diskussionsklub og Medicinsk Forening): "Hensigten var at fremlægge de saglige forudsætninger, der er nødvendige for dannelsen af en personlig, nuanceret holdning til abortproblemet. Abortugens foredrag og diskussioner blev ret udførligt refereret i dagspressen og gav anledning til debat dér og i radioen; der blev i folketinget stillet spørgsmål til justitsministeren, om hvorvidt svangerskabsloven burde gøres mere liberal.".

^[27]Foreningen for Familieplanlægning er præsenteret i bilag V.

^[28]I 1956 blev der fri adgang til abort i Polen - det første land med fri abort i Europa xx Noten gøres færdig.

^[29]Efter reformationen var 12 uger tidsgrænsen for straf, når kvinder blev anklaget for barnemord. xx noten gøres færdig, jfr. "Efter Saxo" og "Barnedåbens historie".

^[30]Karl Kristoffersen: "Graviditet - forebyggelse og afbrydelse" og Rudolph Arendt "Kristen tro og medicinsk etik" i "Medicinsk Etik", Daniel Andersen (red), 1985 (s.302, 156-59). Karl Kristoffersen, overlæge, professor, dr.med. Gynækologisk/obstetrisk afdeling Odense Sygehus. Rudolph Arendt, Løgumkloster, fhv. domprovst for Fyens stift.

^[31]Udfordringen, 28/1-93: Sverige: Abortgrænse ned til 12. uge. Repræsentanter for 5 rigsdagspartier vil skærpe grænsen for fri abort i Sverige, skriver den svenske avis, DAGEN. Forslaget har bred borgerlig opbakning. Det er første gang, forhandlingsledere fra 5 partier sammen fremlægger spørgsmålet om en ny abortgrænse. Som støtte for deres forslag henviser underskriverne til en undersøgelse fra maj 1992. Den viste at 88% af tilfældigt adspurgte personer ønsker en tolvugersgrænse fremfor en attenugers. De seneste år er aborttallet faldet med omkring 5%, men der foretages stadig omkring 35.000 aborter årligt i Sverige.

^[32]Abortion Laws in Europe, Planned Parenthood in Europe, Vol.18, No1, Spring 1989. Supplement. Abortion Laws in Europe, Planned Parenthood in Europe, Amended November 1993. Denmark: "On request". United Kingdom: "Social, socio-medical, socio-economic. Consent of two doctors". Netherlands: "Intolerable situation for the woman to be defined jointly by the woman and her doctor". Telefonsamtale 9/7-96 med Inger Marie Conradsen, Juridisk Institut B, tlf. 35323179 om engelske forhold.

^[33]Peter Kemp: "Etisk livssyn og moralsk praksis" i "Medicinsk Etik", FADL's Forlag, 1985 (s.11-73): "I den græske tradition var det kun pythagoræerne, der hævdede, at livet for mennesket begynder ved undfangelsen, medens dette blev benægtet af både Platon og Aristoteles. Interessant nok er den hippokratiske lægeed (fra omkring år 400 f.Kr.) udsprunget af pythagoræiske kredse og forbyder derfor lægen at medvirke til abort. Denne ed fik da også først virkelig betydning for lægestanden, da den kristne moral fortrængte den græske opfattelse af mennesket. Så blev spædbørnsdrab og abort forbudt (...) Problemet er altså ikke, om vi skal behandle forberedelsen til det selvbevidste liv med ærefrygt, men fra hvornår vi skal respektere det forudgående liv lige så meget som det hele menneske, og om livet hele vejen fra undfangelsen til selvbevidstheden har krav på samme respekt. Den traditionelle medicinske etik, der går tilbage til den hippokratiske ed, fastholder, at det egentlige liv begynder ved undfangelsen. Denne opfattelse findes udtrykt så sent som i Genèveerklæringen fra 1949 med det moderniserede lægeløfte om overholdelse af fundamentale etiske normer for lægegerningen (...) I 1970 vedtog World Medical Assembly på et møde i Oslo et krav om, at abort kun måtte være terapeutisk, dvs. af hensyn til den gravide kvindes helbred. Det skete i tilslutning til Genèveerklæringen, og abort skulle således ikke på noget tidspunkt være fri abort. Osloerklæringen vandt ikke bred tilslutning, bl.a. blev den ikke tiltrådt af Lægeforeningen i Danmark." (s.34-35). Peter Kemp skelner ikke mellem conception (befrugtning=fusion af kønsceller) og nidation (undfangelse=fastvoksning af det befrugtede æg i livmoderslimhinden). Måske er grunden til, at Peter Kemp ikke benytter ordet befrugtning, at han anser abort op til 12 uge for at: "være en naturlig del af livet" (s.32,36). Måske er formel logik grunden: "Iøvrigt måtte man, hvis embryoner skulle respekteres som hele mennesker, sætte alt ind på at hindre aborten af dem og søge at redde det store antal, der bliver naturligt aborteret. Derfor får synspunktet helt absurde konsekvenser, hvis det tages alvorligt i praksis." (s.35). Måske er hans etikdefinition grunden: "Etikken skal ikke bygge på biologien, men den skal forholde sig positivt til den. Den skal være en fortolkning af det, vi ved om etaperne i menneskets tilblivelse. Denne fortolkning skal hævde menneskets værdighed med stigende styrke på de enkelte trin fra undfangelsen til det ukrænkelige individ." (s.36).

^[34]Else Munck og Svend Bjerg: "Ansvarlighed. Medicinsk etik", Gyldendalske Boghandel, 1985 (s.230-31): "Declaration of Oslo (1970). Statement on Therapeutic Abortion. Deklarationen (...) opridser derpå det dilemma, der opstår, når moders liv står over for det ufødte barns liv som et enten-eller. Uenighed om, hvilke forholdsregler denne situation kræver, henføres til divergerende holdninger til det ufødte barns liv (...) Hovedteserne er, at abort, hvor abort ellers er tilladt, kun bør udføres i terapeutisk øjemed. Endvidere at beslutningen om svangerskabsafbrydelse bør tiltrædes skriftligt af mindst 2 læger. At indgrebet bør udføres af en kompetent læge udpeget af den relevante myndighed. Og at ingen læge kan tvinges til at udføre indgrebet mod sin overbevisning. Deklarationen har, som den er formuleret, to ansigter: Dels fremtræder den som en modifikation af Genève-deklarationens ord om respekt for livet lige fra konceptionen. Den fremhæver dilemmaet 'det ene liv for det andet' - altså vil såvel et indgreb som beslutning om undladelse heraf være fatal for et af de to liv. Dels har deklarationen en restriktiv side: Hvor abort nu engang ikke strider mod landets love, bør den i hvert fald begrænses til terapeutiske abortindgreb. Med sine forskellige ansigter synes deklarationen at afspejle en rådløshed overfor et grundlæggende problem (...) 1. The first moral principle imposed upon the doctor is respect for human life as expressed in a clause of the Declaration of Geneva: I will maintain the utmost respect for human life from the time of conception." I 1983 ændredes ordlyden i Genevedeklarationen til "life from its beginning".

^[35]Hanne Christensen: "Syv religioners holdninger til kontraception, prænatal diagnostik, provokeret abort og spædbarnsdød" i Nordisk Medicin Vol 110, 3/195 (side 100-101) og "Religion, prævention og abort" i Månedsskrift for praktisk lægegerning, 6/95, 73.årg:757-760. Information og Debat, nr. 18, 1990, tema: Religioner og kontraception. I Islam, Buddhisme, Katolicisme og Jehovas Vidner begynder livet ved befrugtningen.

^[36]Else Munck og Svend Bjerg: "Ansvarlighed. Medicinsk Etik", Gyldendalske Boghandel, 1985 (s.129).

^[37]Margrete Meldal: "Sene aborter - kan de undgås? Hvis der skal foretages provokeret abort, er det vigtigt, at indgrebet bliver foretaget før udløbet af 12. svangerskabsuge" i Månedsskrift for praktisk lægegerning, 1/94, 72.årg: 1-128, (s.86): "En af de hyppigste årsager til den sene henvendelse om abort er, at mange kvinder bliver "snydt" af blødninger i starten af graviditeten. Blødninger i starten af en graviditet optræder med en hyppighed på 10-15%, men det er ikke en viden kvinder i al almindelighed har. Foreningen for Familieplanlægning; "Overvejer du abort", gratis pjece på apoteket: "En abort skal være foretaget indenfor 12 uger efter sidste menstruations første dag. De 12 uger beregnes altså fra et tidspunkt, der ligger ca. 2 uger før det samleje, hvor du blev gravid."

^[38]I Danmark og Sverige har der været interesse for at undersøge, om de abortsøgende kvinder får psykiske problemer i forbindelse med provokerede aborter: Ugeskrift for Læger, under udgivelse: Schleiss, Mygind, Borre, Petersson: "Psykiske følger af provokeret abort". Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavica, 1995; 74:813-817: Husfeldt, Kierstein Hansen, Lyngberg, Nøddebo, Petersson: "Ambivalence among women applying for abortion". Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavica, 1993; 72:619-626: Wikman, Jacobsson, Joelsson, Von Schoultz: "Ambivalence towards parenthood among pregnant women and their men". Am J Obstet Gynecol, Vol 166, nr.1 Part 1 (p121-126): Wikman, Jacobsson, Von Schoultz: "Attitudes toward reproduction in a nonpatient population". Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavica 1994; 73:492-496: Holmgren, Uddenberg: "Abortion ethics - women's post abortion assessments". Gynecol Obstet Invest 1993;36:15-20: Holmgren, Uddenberg: "Ambivalence during Early Pregnancy among Expectant Mothers". Disse artikler konkluderer, at kvinder som hovedtendens anskuer beslutning om abort som et vanskeligt valg. De dokumenterer, at beslutninger om abort er forbundet med ambivalens. Hvorvidt kvindelig ambivalens omkring abortbeslutninger og kvindelig ambivalens i arbejdsmarkedsspørgsmål har forbindelse, er, så vidt vides, et uudforsket område. Om den sidste form for kvindelig ambivalens se Kirsten Weber: "Ambivalens og erfaring. Mod et kønsdifferentieret læringsbegreb - en analyse af kvinders læreprocesser i Fagbevægelsens Interne Uddannelsessystem", Erhvervs- og voksenuddannelsesgruppen Roskilde Universitetscenter, 1995.

^[39]Lisbeth Wissing: "Kvindeforsker: Aborttal ikke for højt", Information, medio oktober 1992.

^[40]Aase Aagaard: "Har kvinderne en reel valgmulighed?" i Kan aborttallet ændres? Rapport fra fællesmøde afholdt lørdag den 3. marts 1990 på Københavns Amtssygehus i Herlev, Foreningen for Familieplanlægning, ff publikation nr. 9, 1990 (side 18-22).

^[41]I april 1990 udsendte sundhedsministeren "Notat om nedbringelse af aborttallet", (5.kt.j.nr.612-11/1990, 30.april 1990 EB/EGE.N6). Notatet skitserer situationen og de bestræbelser, der er på at nedbringe aborttallet. Yderligere initiativer foreslås, idet der konkluderes: "Abort vælges i særlige livssituationer, hvor de afgørende faktorer er alder, etablering på arbejdsmarkedet, fast parforhold og antallet af børn i øvrigt. Der er ikke belæg for at antage, at abort bliver brugt som prævention". Det Etiske Råd: Fosterdiagnostik og etik. En redegørelse, 1990 (side 72). Ved finanslovsforhandlingerne i 1992 fik Fl. Kofod-Svendsen (KRF) gennemført, at 1 million kr. skulle bruges til at kortlægge årsagerne til provokeret abort. Idé Politik 11/6-93. I efteråret 1992 er de praktiserende lægers mål: 15.000 årlige provokerede aborter inden år 2000. Det Fri Aktuelt 7/4-93.

^[42]Formanden for Sex og Samfund, Hanne Risør har skiftet opfattelse på det punkt. I udsendelsen 15/2-94 DR-TV: "Tilbage til strikkepindene" (Hanne Davidsen), udtales at aborttallet er for højt. Synspunktet modsiges af Pernille Frahm (SF). I forår 1996 udtaler Hanne Risør på TV-3 i TV-serien "Mænd ingen adgang", at samfundet nok har det aborttal, det selv lægger op til.

^[43]"Gravide kvinders familieplanlægningsmønster. Rapport om en interview-undersøgelse med særlig vægt på, hvor præventionen svigter", Foreningen for Familieplanlægning, København, 1980 (side 1 og 9).

^[44]Vagn Sele: "Abortsituationen" i Sandoz Tidsskrift, nr. 4, 1975 (side 66-67). Kristeligt Folkeparti stillede forslag om lovens afskaffelse i 1977. Betænkning 820, 1979.

^[45]Niels Kr. Rasmussen: "Abort - et valg? Fødsler, fødselsbegrænsning og svangerskabsafbrydelse. Baggrund og årsager til udviklingen i aborttallet", Institut for social medicin, Københavns Universitet, Publikation 15, FADL, 1983.

^[46]Op.cit. (side 132-133).

^[47]Vibeke Jørgensen: "Indledning" i "Kan aborttallet ændres? Rapport fra fællesmøde afholdt lørdag den 3. marts 1990 på Københavns Amtssygehus i Herlev. Foreningen for Familieplanlægning, ff publikation nr. 9, 1990 (side 2-3). På et møde Foreningen for Familieplanlægning holdt i 1991, sagde vicedirektøren for det hollandske forskningsinstitut for sexologi og familieplanlægning, Evert Ketting, at det høje danske aborttal hænger sammen med en ubegrundet skepsis mod p-pillen hos danske læger. Hollandske kvinders abortrate er 33% af danske kvinders.

^[48]Se f.eks. Morgenavisen Jyllands-Posten den 26. maj 1992, Henrik Matthys, J-P's korrespondent i Bonn: "En af de mest følelsesladede debatter i nyere tysk historie kulminerede torsdag i noget, der ligner en religionskrig. Forbundsdagen i Bonn skulle efter årelang diskussion træffe afgørelse om en ny, fælles-tysk abortlovgivning. Mere end 100 parlamentsmedlemmer havde skrevet sig på talerlisten, og da debatten begyndte kl. 9 torsdag morgen, kimede katolske kirker over hele Tyskland i protest mod en forventet liberalisering af loven. I øjeblikket har Østtyskland fri abort, mens vesttyskerne er omfattet af straffelovens paragraf 218, der takserer svangerskabsafbrydelse som en kriminel handling, med mindre der er tale om en "nødsituation". En harmonisering af denne lov skal ifølge genforeningstraktaten være gennemført inden nytår."

I juni 1995 resulterede genforeningen i en "kompromis-abortlov", et punktum for et kontroversielt lovgivningsspørgsmål: "Den ny abortlov, der er et resultat af kompromiser på tværs af politiske skel, blev vedtaget med 486 stemmer mod 145. Loven gør abort ulovlig, men tillader indgrebet de første tre måneder af graviditeten, hvis kvinden først søger vejledning. Ifølge kompromiset, der sammenkører den strenge vesttyske med den østtyske, som tillod abort efter behov, skal rådgivere over for kvinden, der ønsker abort, klart gøre opmærksom på fosterets ret til liv. Men den endelige beslutning bliver kvindens egen." Kristeligt Dagblad, RB-Reuter, 30/6-95. I DDR havde kvinder haft ret til at afbryde deres svangerskab i de første 12 uger siden 1972. I Vesttyskland skulle der foreligge medicinske eller kriminologiske grunde: Voldtægt, fare for kvindens liv eller barnet led af en uhelbredelig sygdom. I den tyske debat om "kompromis-abortlov"en indgår emnet brugerbetaling, idet en overgangsordning, der trådte i kraft 16/6-93, annullerede sygesikringsbetaling. Om brugerbetaling for abort har Brandenburgs arbejds- og socialminister Renate Hildebrandt til Politikens Bonn-korrespondent Jørn Ruby udtalt: "Dette er en katastrofe, ufatteligt her mod slutningen af det 20. århundrede. Kvinden får ret til at bestemme selv. Ja tak, men denne ret bliver relativeret af hendes økonomiske muligheder, og det er fatalt." Politiken 29/5-93.

^[49]For en kort redegørelse se Tuula Fabrizio: "The abortion issue in the US" i "Nordisk Medicin", Vol. 105, 3/1990 (s.93-94). Her anføres, at det er Planned Parenthood Association, der driver de fleste abortklinikker. For en detaljeret gennemgang af situationen i USA se Peter S. Wenz: "Abortion rights as religious freedom", Temple University Press, USA, 1992. Peter S. Wenz er aborttilhænger.

^[50]Før 1/1-96 var navnet Foreningen for Familieplanlægning, Sex & Samfund.

^[51]Katarina Lindahl fra RFSU fortalte endvidere, at RFSU havde indkaldt en forhandler fra EF til et debatmøde, men han havde ikke svar på noget som helst. Han sagde: "Sex og penge kan ikke diskuteres sammen i hverken Sverige eller EF!". De enkelte temaer af "bagsiden af seksualiteten" diskuteres løsrevet. F.eks. prostitutionen. Men ingen kvinder VÆLGER prostitution. Det tvinges man ind i. Det er ikke et frivilligt valg. EF-lande anser prostitution som et arbejde! Det er "et syn", der bør bekæmpes af alle kræfter! Prostitution hører til hovedtemaet "det kriminelle", til subkulturen med narkotika og pornografi. "Horifiering" holder kvinder på plads og er ikke liberalisering. Referat af mødet kan rekvireres hos Foreningen Sex & Samfund, Aurehøjvej 2, 2900 Hellerup, tlf. 31625688). Her er citeret fra egne noter og omtalen af mødet i Sex & Samfund 1/96 (side 5). Se også tidsskriftet Planned Parenthood in Europe, Vol 22, No 3, October 1993, Abortion as a Reproductive Right.

[52] Synspunktet genfindes i et dansk initiativ, annonceret i april 1994: "Mere end 20 år efter retten til fri abort blev indført, skal en festival til august i Fælledparken i København markere, at der vitterligt er tale om en ret. Initiativtagerne oplever at stærke kræfter i Europa og EU arbejder for at kriminalisere abort. - Derfor vil vi samle kvinder for at markere ønsket om at bevare retten til fri abort, lyder opfordringen fra initiativgruppen, der bl.a. tæller Anne Marie Helger og Eva Madsen." Politiken 16/4-94. Festivalen blev ikke afholdt.

^[53]At valg ikke foretages i et tomrum men i et samfund gennemgås i abortspørgsmålets perspektiv sammentænkt med ny teknologi af Henriette Sinding Aasen: "Hva slags barn? Abortdebatt med nytt innhold" i Retfærd nr. 50, 13. årg 1990 nr. 3 (s.28-41).

^[54]Katja Marcuslund: "Fremtidsforskning som filosofisk disciplin" i Bioetik & Kulturkritik. Fire essays, Jørgen Døør (red), Forskergruppen for Økologi. Sprog. Ideologi. Odense Universitet 1994 (s.57-68). Katja Marcuslund fortsætter her refleksionerne fra en universitetsopgave ved Filosofisk Institut på Odense Universitet, i genren "Særligt studeret emne", som hun i 1990 har lavet sammen med Lisbeth Seerup Nielsen: "Abort. Ontologiske og etiske aspekter". Se også Sygeplejersken 26/90: "Ventetid ved abort må fjernes", hvor Katja Marcuslund, idet hun benævner sig selv som barnemorderske, skriver: "At skulle forklare sig selv, hvordan man kan aflive sit eget barn er umuligt - uforklarligt. Valget er det sværeste".

^[55]Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og Dansk Sygehus Institut: "Ekstremt tidligt fødte børn. Konsensus-rapport 3.-5. december 1990 Odd Fellow Palæet". Det Etiske Råd: "Debatoplæg. Ekstremt tidligt født - etiske aspekter", 1994. Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe vedrørende neonatologiens fremtidige organisation: "Neonatologiens fremtidige organisation. Redegørelse", Sundhedsstyrelsen, 1994.

^[56]Det Etiske Råd: "Fosterdiagnostik og etik. En redegørelse", Det Etiske Råd, 1990 (side 37, 42). Rådet gør rede for en tankegang, der indebærer, at provokeret abort etisk set altid er at betragte som en nødløsning (side 38). Rådets opfattelse er, at provokeret abort aldrig må blive rutine eller selvfølge (side 51). Herom udtaler medlem af Det Etiske Råd, Svend Andersen: "Det er, hvad der kan blive enighed om i en forsamling af mennesker, som repræsenterer helt forskellige livsopfattelser". Kristeligt Dagblad 30/6-93.

^[57]Dansk Kvindesamfund fejrede 125-års jubilæum (1871-1996) under temaet: Lighed og forskellighed. I foreningens politiske mål, vedtaget på landsmødet i 1995, hedder det under overskriften sundhed og seksualitet: Dansk Kvindesamfund understreger at kvinders ret til at bestemme over egen krop, herunder retten til fri abort, ikke må krænkes." Pjecen "Kvinder og mænd er lige og forskellige" og målene kan rekvireres: Dansk Kvindesamfund, Niels Hemmingsensgade 10, 3., 1153 Kbh. K. Tlf/fax: 3315 7837.

^[58]Det Fri Aktuelt 27/7-92, 28/7-92, 29/7-92, 31/7-92, 6/8-92. Idé Politik 10/12-93.

^[59]Bo Andreassen Rix og Nell Rasmussen: "Kortlægning af Menneskets arvemasse. Teknik og juridiske konsekvenser", Det Etiske Råd, 1990. Michael Nathan: "Retlig regulering af registrering af arvelige sygdomme m.v. Et arbejdspapir", Det Etiske Råd, 1990.

^[60]Det Etiske Råd: "Patent på Menneske-Gener. En redegørelse", 1993. Bente Holm Nielsen: "Autonomi eller Menneskeværd" i Kvinden & Samfundet, februar 1994.

^[61]Kommentar i Information 21/8-95.

^[62]"Abort - et ensomt valg" er også titlen på en film, fremstillet af Merete Borker. Filmen skulle have været vist i DR-TV 17/4-96. Den blev imidlertid taget af programmet kort før sendetiden. Begrundelsen var, at fordi filmen var sponsoreret af en række medicinalfirmaer, var den i strid med DR's regler. Merete Borker har lavet filmen for at dementere, at aborttallet er et mål for kvinders uansvarlighed, letsindighed eller sjusk. RFMnyt, sommer 1996.

^[63]Flemming Kieler: "Refleksioner efter retssagen i Maryville, om den læge-etiske situation i Danmark" i "Salomos dom - 3000 år efter. Det ufødte barns symfoni", Katolsk Forlag, 1991 (s.125-143): "Abortindgrebet har (...) betydet en alvorlig belastning for den fag-etiske standard blandt læger og sygeplejersker. Mange har følt sig under pression, fordi de befandt sig i offentlig ansættelse (...) For lægerne gælder det, at deres daglige konfrontation med eksistentielle problemer i patienternes liv og død kalder på en alvorlig besindelse på de værdier, der her står på spil (...) Imidlertid er lægetraditionen nu klemt inde i et sundhedssektor-system. Det har ikke den samme kulturbaggrund, men føler sig kompetent til at disponere suverænt med den lægelige indsats. Alvorlige etiske problemer underkastes nu demokratiske flertalsafgørelser, og etiske rådgivningsorganer prisgives en situationsetik, der er vilkårlig og glidende". (s.134).

^[64]Sundhedsministeriet, 5.kt.j.nr.612-11/1990, den 30.april 1990 EB/EGE.N6: "Notat om nedbringelse af aborttallet": Resumé: Der foretages årligt ca. 20.000 aborter her i landet. Aborttallet er højst for kvinder op til 24 år. Abort vælges i særlige livssituationer, hvor de afgørende faktorer er alder, etablering på arbejdsmarkedet, fast parforhold og antallet af børn i øvrigt. Der er ikke belæg for at antage, at abort bliver brugt som prævention. Forskellige forsøg synes at vise, at aborttallet kan sænkes inden for nærmere afgrænsede grupper ved en målrettet oplysningsindsats. Foruden en øget oplysningsindsats i skolerne, herunder en udvidet brug af amternes præventionsklinikker, kunne mulige initiativer være støtte til den gravide kvinde, f.eks. socialt, økonomisk og boligmæssigt hvis påkrævet, tættere opfølgning i "udsatte perioder", så som tiden lige efter en fødsel eller en abort, samt sterilisation".

^[65]I 1996 overvejes det at gøre den praktiserende læge til nøgleperson i svangerskabsforebyggelsen. Følgen er, at amternes forpligtelse til at stille anden form for gratis svangerskabsforebyggende ydelse til rådighed kan afskaffes. Gennemføres en sådan lovændring, ophæves samtidig den praksis, der har været gældende siden 1956, at indenrigsministeriets/sundhedsministeriets forpligtigelse i henhold til lovgivningen om at sørge for, at befolkningen får oplysning om svangerskabsforebyggende metoder, varetages af Foreningen for Familieplanlægning.

^[66]Mogens Osler: "Abortserien. Almen praksis arbejder for at reducere antallet af provokerede aborter" i Månedsskrift for praktisk lægegerning. Tidsskrift for praktiserende lægers efteruddannelse, 6/93, 71.årg:451-530. En plan for Praktiserende Lægers Organisation går ud på at nedsætte antallet af provokerede aborter fra 20.000 årligt til højst 15.000 per år gennem effektiv vejledning i brug af prævention. En organisation, der har set som sin hovedopgave at nedbringe aborttallet i Danmark er Foreningen for Familieplanlægning, se Information og Debat nr. 23, juli 1992, tema: Lad os komme væk fra abort og bruge kontraception.

^[67]Det centrale initiativ afsluttedes med en konference og en rapport: Sundhedsstyrelsen: "Færre uønskede graviditeter. Rapport fra en inspirations- og idékonference om nedbringelse af antallet af uønskede graviditeter", 1996. Herefter er det op til de enkelte amter at følge op med nødvendig indsats.

^[68]Iflg. personligt brev af 8/7-96 til forfatteren fra Merete Larsen, formand for Den Alm. Danske Jordemoderforening, er det efter jordemoderforeningens opfattelse fornuftigt, at der ydes tilskud til Sex & Samfunds oplysningsarbejde: "Det oplysningsmateriale, som Sex & Samfund producerer, bruges af bl.a. jordemødre, som har besøg af folkeskolens 9. klasser i jordemodercentrene. Formålet med oplysningen blandt unge er primært at nedbringe antallet af aborter. Sex & Samfunds oplysningsmateriale bliver også brugt af jordemødre i den fødselsforberedende undervisning, samt når jordemoderen drøfter svangerskabsforebyggelse med kvinden (parret) ved barselbesøget efter fødslen."

^[69]Lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, nr. 282 af 7. juni 1972. Sundhedsministeriets vejledning nr. 173 af 20. september 1994: Vejledning om oplysningsvirksomhed om svangerskabsforebyggende metoder. Sundhedsministeriets 5. kt. j.nr.93-510/00-1. Kan rekvireres hos Tina Andersen, tlf. 33923360.

^[70]Sundhedsstyrelsen: Kommissorium for en arbejdsgruppe, dateret 5. maj 1994. J.nr. 3326-2-1994. Arbejdsgruppen har til opgave at beskrive og vurdere: 1) hvilke kliniske tegn hos det nyfødte barn, der i dag lægges til grund for definitionen af liv. 2) om der er behov for en central formidling af livstegnskriterier. Såfremt der erkendes et sådant behov, da komme med forslag hertil, 3) om der er forhold, ud over barnets tilstand, der har indflydelse på lægers og jordemødres registrering af liv hos det nyfødte barn. Givet der er sådanne forhold da belyse, om der er behov for at ændre på disse, 4) om den nuværende grænse mellem spontan abort og dødfødsel er hensigtsmæssig. Såfremt grænsen ikke er hensigtsmæssig da komme med et forslag til ændring. Fra DADJ deltog næstformanden, jordemoder Birthe Refskou Jensen.

Arbejdsgruppe vedr. livstegn hos nyfødte børn og grænsen mellem spontan abort og dødfødsel: 3.udkast. Redegørelse. Spontan abort eller fødsel? En vurdering af praksis og konsekvenser ved gældende regelsæt samt forslag til ændringer. Sundhedsstyrelsen, 1995: "Formålet med samfundets indsats i relation til forældre, der får et dødt barn alternativt et levende barn, som dør umiddelbart efter fødslen, er at sikre forældrene kommer igennem perioden på bedst mulige måde under hensyntagen til samfundets ressourcer, organisation og opgavefordeling iøvrigt. Arbejdsgruppen finder, at samfundets indsats bør tage afsæt i forældrenes behov. Samfundets virkemidler er tilbud om sociale ydelser og rettigheder med hensyn til at få det dødfødte foster/barn døbt eller navngivet, begravet eller bisat samt indføjet i kirkebogen med eller uden kaldenavn. Kontakten med sundhedsvæsenet, når hændelsen indtræder, er formodentligt ikke mindre væsenligt for forældrenes samlede oplevelse og sorgbearbejdning. Der kan peges på kvindens muligheder for rekreation på sygehuset, samt de involverede fagpersoners engagement og støtte. (...) Den gældende grænse mellem spontan abort/dødfødsel samt grundlaget for forældrenes rettigheder og adgang til kirkelige handlinger, sociale ydelser mv. blev fastlagt for mange år siden, hvor man vurderede fosteret potentielle muligheder for overlevelse til at være omkring 28. uger. Ny viden og bedre behandlingsmuligheder har forrykket denne grænse ned ad til ca. 24 uger (side 65-66). Arbejdsgruppen anbefaler, ud fra overvejelser om kvindens/parrets situation og specielt de psykosociale konsekvenser, der er forbundet med den nuværende grænsesætning: 1) at 28.-ugers grænsen mellem registrering af spontan abort og fødsel af et dødt barn sænkes. Ud fra en afvejning af de etiske, samfundsøkonomiske og praktiske konsekvenser 2) at den fremtidige grænse mellem spontan abort og fødsel af et dødt barn bør være 22 uger. 3) at forældrenes afgang til sociale ydelser ikke længere er baseret på den lægelige vurdering af, hvorvidt barnet/fosteret udviser livstegn, og derved betegnes som levende eller vurderes til at være dødfødt. 4) Kvinder, der mister et levende eller dødt barn efter 22 ugers graviditet, bør have ret til "sorgorlov" i minimum 22 uger med mulighed for forlængelse. Orlovens varighed må planlægges individuelt under hensyntagen til graviditetens varighed, kvindens og hendes families situation og andre relevante omstændigheder. 5) "sorgorlov" i visse tilfælde kan være påkrævet før de 22 uger, samt i nogle af de tilfælde, hvor der foretages provokeret abort. 6) "Barselsorlov" efter fødsel af et dødt barn eller neonatale dødsfald bør afskaffes og erstattes af "sorgorlov" (side 68-69). I juli 1996 udsendtes redegørelse til høring: "Spontan abort eller fødsel? En vurdering af praksis og konsekvenser ved gældende regelsæt samt forslag til ændringer". Jfr. Tidsskrift for Jordemødre september 1996.

^[71]For fuldstændighedens skyld: Politiske partier: Enhedslisten, De Grønne, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet (xx jfr. med Håndbog i Dansk Politik). Det offentlige Danmark (tilskud over finansloven): Sex og Samfund, Komiteen for Sundhedsoplysning. I repræsentantskabet for Sex og Samfund: AIDS Fondet, AIDS-Linien, BUPL, Danmarks Apotekerforening, Dansk Demografisk Forening, Dansk Dermatologisk Selskab, Dansk Forening for Klinisk Sexologi, Dansk Kvindesamfund, Dansk Psykologforening, Dansk Pædiatrisk Selskab, Dansk Skolelægeforening, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Danske Kvindelige Lægers Forening, Den Alm. Danske Jordemoderforening, Den Alm. Danske Lægeforening, Ernærings- og Husholdningsøkonomforeningen, HIV-Danmark, Foreningen Støttecenter mod Incest, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Landsforeningen Ungdomsringen, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, Mødrehjælpen af 1983. I Danske Kvinders Nationalråd sidder 43 organisationer, hvoraf enkelte er nævnt under Sex og Samfund.

^[72]Idé Politik henviser 3/11-95 til en Observa-undersøgelse fra 1992, der fandt frem til at 19% af befolkningen gik ind for et generelt forbud mod fri abort.

Berlingske Tidende refererede 1/8-93 en undersøgelse foretaget af Gallup Instituttet 17.-22. juni 1993. 730 forældre (til ialt 1.594 børn) svarede på to spørgsmål: "Nogle børn kommer til verden efter at en kvinde lidt uventet er blevet gravid, og så derpå har besluttet at få barn. Er der nogen af Deres børn, der er kommet til verden på baggrund af en måske lidt uventet graviditet?". "Andre børn kommer til verden decideret som et ønske, ligesom det var planlagt, at de skulle komme til verden. Er der nogen af Deres børn, der er kommet til verden på denne baggrund, nemlig at de var planlagte i forvejen?". Undersøgelsen konkluderer: Fri aborts indførelse og bedre svangerskabs-forebyggende midler synes ikke at have reduceret antallet af uventede og uønskede graviditeter (...) Selv om fødselstallet er faldet, er antallet af "uheld" (aborter og uventede børn) således samlet steget fra 19.800 til 29.200, således at "uheldene fra at udgøre ca. 22 pct. af årets graviditeter er steget til at udgøre ca. 35 pct. af årets graviditeter. Trods et væsentligt højere uddannelsesniveau (...) trods øget informationsniveau til de unge og langt nemmere adgang til flere og bedre svangerskabsforebyggende midler, er den triste kendsgerning, at hver 3.graviditet er enten uventet eller endog så uønsket, at den medfører abort.

RFMnyt, 14. årg. nr.3, efterår 1993 refererer en meningsmåling, fra 28/8-93 (1199 spørgeskemaer) bestilt hos Gfk Danmark af Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv. Torben Riis sammenfatter: "Nok er et stort flertal tilhængere af, at provokeret abort skal være lovlig - men på betingelser". Meningsmålingen viser, at provokeret abort af et flertal i den danske befolkning kun betragtes som en acceptabel løsning i de tilfælde, hvor der foreligger særligt belastende omstændigheder (s.12).

^[73]Landsforeningen Jeg vil leve! - Center for retten til liv er præsenteret i bilag X.(Bilaget ej på internet)

^[74]Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv er præsenteret i bilag Y.(Bilaget ej på internet)

^[75]Tilflugten præsenteres i bilag U.(Bilaget ej på internet)

^[76]Kristeligt Folkeparti er præsenteret i bilag Z.(Bilaget ej på internet)

^[77]Katolsk Orientering, 21 årg. nr 8, 26. april 1995, forsiden: "Pave Johannes Paul II i sin nye rundskrivelse: Opbyg en ny livets kultur! Den 30. marts udgav pave Johannes Paul II sin 11. rundskrivelse "Evangelium Vitae", Livets evangelium. I den 222 sider lange rundskrivelse opfordrer paven alle mennesker til at opbygge en "ny livets kultur". Alle mennesker af god vilje opfordres til at modarbejde den truende "dødens kultur" ved at fremme det menneskelige liv, udøve praktisk næstekærlighed, social og solidarisk handlen og politisk engagement. Det indskærpes, at selv ikke et demokratisk flertal har ret til at afskære nogen fra retten til livet. "Den etiske relativisme" er en af hovedårsagerne til "dødens kultur", siger paven. I dag tillægges personlig frihed absolut værdi, og denne "perverse frihedsopfattelse" må overvindes. Yderligere omtale f.eks. i Newsweek 10/4-95 og i RFMnyt, 16.årg. nr.1, forår 1995.

Dr.theol. Peter Kemp har i en argumentation for anvendelse af væv fra aborterede fostre distanceret sig helt fra pavens livssyn. Se Peter Kemp: "Brug af fostre i terapi og forskning" i "Fostermiljø - ny teknologi", Dansk Selskab for sundhedsuddannelserne, 1985 (7'artikel): "Den debat, der kommer fosterdebatten nærmest, er abortdebatten, men de to etiske problemfelter er alligevel meget forskellige. Der er ganske vist en form for argumentation fra abortdebatten, som man ser gå igen i fosterdebatten. Det er tanken om, at man skal lade naturen passe sig selv eller lade Vorherre råde. Alle indgreb, der på nogen måde adskiller fosteret fra livmoderen, betragtes derfor som forkastelige. Desuden hævder f.eks. de mest pavetro katolikker, at befrugtningens adskillelse fra seksualiteten er umoralsk: derfor var man imod p-pillen, og nu er man imod befrugtning in vitro. Men eftersom de mennesker, der har disse synspunkter, som regel anerkender en mængde andre tekniske indgreb i naturen, er deres argumentation, for så vidt den kun vender sig mod tekniske indgreb som sådanne, uden vægt - den er tom metafysik. Vi kan ikke afvise forskningen med fostre, blot fordi der gøres teknologiske indgreb. Vi er nødt til at formulere nogle normer om, hvilke indgreb der er tilladelige og hvilke ikke. Men vi kan heller ikke anvende normerne fra abortdebatten. De normer, som de modstridende parter opstiller i denne debat, falder under bordet i fosterdebatten. Den ene part siger: alt menneskeligt liv har ret til at leve. Derfor er vi imod abort. Men med befrugtning i reagensglas kan vi netop få flere fostre til at leve end før, ja, vi kan masseproducere levedygtige fostre, bl.a. ved kloning, og vi kan med aborterede fostre redde menneskeliv og helbrede sygdomme - så det giver en helt ny problematik, hvor retten-til-livet forkæmperne rent logisk set skulle være de mest ivrige for brugen af de nye teknologier. Men det er de som regel ikke. Den anden part i abortdebatten siger: en kvinde har ret til at råde over sin egen krop og må derfor selv bestemme, om hun må gennemføre et svangerskab. Derfor skal hun have ret til abort. Men eftersom en kvinde nu kan bruge sin krop til at udvikle fostre til forskningsbrug (jeg taler ikke kun om kosmetikindustrien, men også om al medicinsk forskning), så er fosterets liv ikke mere blot et spørgsmål om hendes eget liv og vel, men om andres brug af fosteret i deres liv og arbejde - og derved får forholdet mellem kvindens krop og fosteret et nyt perspektiv. Men selv om således alle hidtidige normer kommer til kort, betyder det ikke, at vi er uden etisk holdepunkt. Blot må vi gå bag om normernes abstrakte univers til en vision om, hvad der er det gode liv, og hvad der er menneskelig værdighed. Når vi så har fundet en vision, vi kan være fælles om, kan vi derudfra søge at formulere de nye normer, vi behøver."

^[78]Folkekirkens præster har ikke en fælles holdning til fri abort. F.eks. skriver sognepræst Karen E. Hansen, St.Fuglede: "Engagement er fint hvis det smager af kærlighed. Vedtagelsen af abortloven for 20 år siden var udtryk for et opgør med kirkens magtudøvelse" i Kristeligt Dagblad 14/7-93: "Da abortloven dengang blev vedtaget i Folketinget, sad der på tilhørerpladserne en række præster i ornat. Meningen med den demonstration vil jeg gerne opfatte så positivt som muligt: At markere det kristne menneskesyn, respekten for livet og omsorgen for de svageste. Forhåbentlig var det meningen. Men jeg tror, at synet af de sorte kjoler var medvirkende til at få loven vedtaget... De repræsenterede jo også den præstelige hånd, der så omhyggeligt engang indføjede et "uægte født" ved barnets navn i kirkebogen - og straffende lod det følge de svageste oven i de sociale og menneskelige problemer. I samme kirkebog skrev kirkens repræsentant ud for dødsfaldet, når den unge, fattige tjenestepige gik i mosen: "Selvmord - formentlig på grund af kærestesorg"... Hvad hun bar på, kan vi kun gætte. Men hun og en del andre valgte mosehullet i et kristent land, hvor respekten for liv og omsorgen for de svage skulle råde! Kirken havde for de 100 år siden magt til at hævde "Guds vilje", i lovgivning og moralopfattelse - og var dermed ofte medvirkende til at lægge åget på de svagestes skuldre... Da loven i 1973 blev vedtaget, var den også et udtryk for opgøret med kirkens magtudøvelse... Hvad der kunne have forhindret dens vedtagelse var måske, at der i kjolerne i stedet havde siddet en række gravide kvinder - eller en række af de bedstemødre, der tog tørnen i de vanskelige situationer og i kærlighed og stilfærdighed værnede om det udsatte liv. Men det danske Folketing valgte med loven om såkaldt fri abort den for samfundet nemmeste, billigste og formålstjenlige udvej - og lagde dermed også åget på den til enhver tid svagest stillede. (...) Engagement er godt nok, hvis det smager af kærlighed og ikke stenkast... Men i hvert fald ikke med smag af en fortrængt drøm om kirkemagt... Derfor risikerer Orla Villekjærs initiativer at gøre mere skade end gavn.".

^[79]Dr.Theol.h.c. Rudolph Arendt, der bekender sig til traditionel kristen etik, forholder sig kritisk til begrebet afkriminalisering (anledningen er udgivelsen af Det Etiske Råds publikation om aktiv dødshjælp (eutanasi)). I Kristeligt Dagblad 31/5-96, "Intet nyt under solen", henviser han til, at Det Etiske Råd afviser aktiv dødshjælp fordi en afkriminalisering ville åbne for en række tungtvejende muligheder for misbrug. Rudolph Arendt bruger Hippokrates til at lave en koblig i 1996 mellem aktiv dødshjælp og fri abort, som han derefter ser som én ting: "Man lægger mærke til, at Hippokrates nævner abort og eutanasi i samme forbindelse. Han må altså have set en sammenhæng mellem disse to ting. (...) Hippokrates' [læge]ed viser også, at modstanden mod disse ting ikke er noget specielt kristent. (...) Der har været røre om dette spørgsmål så langt tilbage vi kan følge den europæiske kultur. Det var fremme i dens barndom, og nu er det altså fremme igen - i dens alderdom.". I artiklen "Kristen tro og medicinsk etik" i "Medicinsk Etik", FADL's Forlag, 1985, skriver Rudolph Arendt: "Men når vi nu i forvejen har fri abort, hvorfor da gøre så mange ophævelser over abort på grundlag af prænatal diagnostik? Man kunne også vende spørgsmålet om og sige: når de medicinske fremskridt på dette område rejser sådanne problemer ved abortspørgsmålet, kunne det så ikke være en anledning til at sætte spørgsmålstegn ved den selvfølgelighed, hvormed fri abort i det hele taget efterhånden accepteres?" (s.157).

^[80]Et temanummer af "Nordisk Medicin", Vol 105, 2/1990 gør status over de meget uens og på mange måder usammenlignelige abortsituationer i de nordiske lande.

Sverige: Barbro Davidson og Christina Forsling: "Abort förr och nu - en bok om aborträtten", Bokförlaget Röda Rummet, 1982 (side 94-102). I indledningen spørger de: "Varför en bok om aborter?": I efteråret 1980 blussede debatten om den nuværende abortlov op. Statsminister Torbjörn Fälldin spillede ud i Filadelfiakyrkan, idet han sagde, at han var for en skærpelse af abortloven. De antiabortgrupper, Sverige har haft siden 60'erne, hilste udspillet med glæde, og på to år har de udviklet en intensiv virksomhed mod den gældende lov. I kapitel 6 gør forfatterne status over abortmodstanden i Sverige: "Ja till livet", "RÅDO - Rum åt de ofödda", "Rätt till liv-grupperna", "Förbön for Sverige" og "AAS - Alternativ till abort i Sverige". Også antiabortmaterialet gennemgås, bl.a. nævnes ægteparret Wilkes antiabort håndbog, der er en vejledning i argumentation og propaganda.

I Norge er en antiabortaktion refereret i Udfordringen nr. 24, 17/6-93: "Sognepræst Ludvig Nessa og ni andre abortmodstandere blev sidste tirsdag fjernet af politiet, da de demonstrerede på Aker sygehus i Oslo. De ti blev idømt bøder på mellem 2.500 og 4.000 n.kr. og nogle timers ophold i arresten. De ti var gået ind på sygehusets gynækologiske afdeling for at demonstrere mod de abortindgreb, som foretages der." I Kristeligt Dagblad refereres 12/2-94 (interview med Biskop Georg Hille, formand for kirkernes olympiske komite) at abortmodstanden er repræsenteret ved Vinter OL i Lillehammer: "Aviserne fortæller (...) om præsterne Ludvig Nessa og Børre Knudsen, der har varslet dramatiske anti-abort demonstrationer under OL og som sammenligner Lillehammer-OL med OL i Hitler-Tyskland i 1936. - De er jo voldsomme og noget fanatiske. Knudsen og Nessa. De har kontakt med en ganske stor gruppe rabiate amerikanske aktivister, som skulle ankomme til Lillehammer. Men politiet er meget opmærksomme på fænomenet, så det bliver vanskeligt for dem at komme i rampelyset.". Senterpartiets partileder Anne Enger Lahnstein er leder af "Folkeaksjonen Mot Abort" (Morgenavisen Jyllands-Posten 14. september 1993) og Prinsesse Märtha Louise blev genstand for omfattende kritik, da hun sagde ja til at være protektor for en international anti-abortkonference i Oslo juni 1994: "Prinsessens modige handling vil give en enorm signaleffekt til ungdommen om, at abort er forkert, siger anti-abortpræsten Börre Knudsen." (Kristeligt Dagblad 12/2-94 og Ide Politik 25/3-94). I Norge findes også "For Livsrett og Menneskeverd", Postboks 6716, St.Olavs pl., 0130, Oslo. I tidsskriftet "Vern om Livet" fortæller forfatteren Elin Brodin: "At flere steder i den engelsktalende verden har deler av kvinnebevegelsen blitt svært negative til provosert abort. Skader, ettervirkninger og psykiske problemer er så omfattende at man faktisk har funnet ut at det er kvinnefiendtlig å være for. Hadde jeg vært enehersker, skulle jeg fjernet loven om selvbestemt abort med øyeblikkelig virkning". "Alternativ til Abort i Norge" har 19 lokalafdelinger med AAN Landsforbund, Dronningensgate 8B, 0152 Oslo. AAN opgiver medlemstilgangen i 1993 til 3459.

^[81]"Indre Missions Tidende", 22/9-91 no.38, 138 årg. (s.11): "Tokyo-erklæringen 1991. Delegerede fra 25 lande vedtog i april '91 på den internationale Pro Vita kongres i Tokyo følgende erklæring om det ufødte barns rettigheder. Erklæringen. Indledning. Eftersom hvert enkelt menneske har krav på fra befrugtningsøjeblikket til en naturlig død at blive respekteret som et enestående og derfor uerstatteligt individ, giver vi, der har udformet denne erklæring, offentligt vores tilslutning til de følgende 6 artikler. Art.1. Vi bekræfter den videnskabelige kendsgerning, at hvert eneste ufødt barn er et menneskeligt individ på alle stadier af sin udvikling fra befrugtningsøjeblikket. Art.2. Vi forpligter os til at respektere de rettigheder, der omtales i denne erklæring, således at der ikke sker forskelsbehandlng af nogen art, f.eks. på grund af race, alder, køn, nationalitet, religion, social herkomst, økonomisk status eller af nogen anden grund. Art.3. Vi bekræfter, at det ufødte barn har de samme fundamentale rettigheder som alle andre mennesker, herunder også retten til livet som udtrykt i De forenede Nationers verdenserklæring om menneskerettighederne af 1948. Vi kræver, at disse rettigheder bliver stadfæstet gennem lovgivningen. Art.4. Vi anerkender, at ethvert ufødt barn har ret til at udvikle sig under forhold, der ikke skader dets sundhed. Dette må forudsætte, at der tages behørigt hensyn til moderens helbred i hele svangerskabsperioden, samt at samfundet i rimeligt omfang støtter forældrene med sociale hjælpeforanstaltninger. Art.5. Vi bekræfter, at det ufødte barn fra befrugtningsøjeblikket har ret til ikke at blive gjort til genstand for videnskabelige - medicinske eller ikke-medicinske - eksperimenter, medmindre sådanne indgreb udføres direkte til gavn for det ufødte barn. Art.6. Vi vil bestræbe os på at udbrede kendskabet til de videnskabelige kendsgerninger vedrørende fosterudviklingen og dermed beslægtede emner. Vi vil ligeledes arbejde for en bedring af de sociale, økonomiske og lovgivningsmæssige forhold, der gør det vanskeligt for kvinder at føde deres børn. Konklusion. Derfor opfordrer vi alle internationale forsamlinger, regeringer og organisationer til at ratificere artiklerne i denne erklææring og til at føre dem ud i livet.

(Ikke at forveksle med Tokyo-deklarationen, vedtaget af den 29. verdenslægeforsamling oktober 1975, der fastsætter retningslinjer for læger angående tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i forbindelse med tvangstilbageholdelse og fængsling. Trykt i "Lægeforeningens Vejviser", Lægeforeningens forlag, kapitlet om lægeløftet og etiske regler for læger).

^[82]Finn Ebbesen: "Præster i aktion mod fri abort", Morgenavisen Jyllands-Posten, 27/3-93. Folk og Kirke 17/93, 39/4-93.

^[83]Ole Skjerbæk Madsen: "Abort, bod og bøn. Et par citater fra bodstjenesternes syndsbekendelser og bønner", Kristeligt Dagblad, 18/6-93: "Jeg har selv været med til at forme liturgien, og er derfor ked af, at debattører tager afstand til selve initiativet uden at tage hensyn til indholdet (...) Hverken syndsbekendelserne eller bønnerne fokuserer ensidigt på abort som Synden (med stort S), men udtrykker langt dybere forhold, nemlig at Guds ord ikke længere er målestok i folket for dets liv og derfor heller ikke for lovgivningen (...) Et par citater kunne være oplysende: Fra syndsbekendelsen: "Særlig bekender vi vor og vort folks synd. Imod dine bud har vi gennem vor lovgivning tilladt, at det spæde liv kan tages i dets moders liv. Vi bekender, at vi og vort folk har gjort os skyldige i tusinder af fostres død. Hellige Gud, hvordan skal vi og vort folk bestå i din nærhed?" (...) Og fra bønnerne: Giv os som kirke mod, visdom og kærlighed til at påtale synd i lovgivningen og i folkets liv, hver gang livet trues, og giv os vilje til at være værn og fællesskab omkring børnene og deres forældre, så at ingen føler sig tvunget til at tage fostres liv". "Lad regering og folketing ledes af dit ord, så at der gives love i overensstemmelse med din vilje og til beskyttelse af det ufødte liv og enhver, som er forsvarløst udleveret til menneskers velvilje. Velsign og vejled læger og sygeplejersker til at værne livet - især det forsvarsløse og ubeskyttede". "Værn om de mødre, som er gravide, styrk familierne, og giv forældrene glæde og forventning, ja, skab tryghed for deres og deres barns fremtid. Lad det undfangede liv vokse og komme til verden uden trussel om tilintetgørelse og vold". Ole Skjerbæk Madsen er sognepræst ved Bethlehemskirken. Se også Præsteforeningens blad 1993 side 381.

^[84]Med hensyn til udtalelsen om Arne Munks personlige erfaringer fra sit fosterliv, tages tråden op i et senere afsnit, hvor programmeringshypotesen (teorien bag grundforskningsprojektet "Bedre sundhed for mor og barn") sammenstilles med Alfred Lorenzers socialisationsterori. Med Lorenzer kan antagelsen om en mulig intrauterin socialisation diskuteres. Med henvisning til Alfred Lorenzers teori kan man seriøst forestille sig et undersøgelsesdesign gående ud på at be- eller afkræfte, at graviditetsadfærd kan korreleres til fosterets køn.

^[85]Kristeligt Dagblad 9/6-93, 10/6-93, Morgenavisen Jyllands-Posten 10/6-93, 11/6-93, 13/6-93, Information 14/6-93.

^[86]Kristeligt Dagblad 15/6-93, 16/6-93, 19/6-93, 23/6-93, Det Fri Aktuelt 19/6-93, Berlingske Tidende 21/6-93, 23/6-93, 27/6-93, 30/6-93. Se bilag T om definition af begrebet fri abort.

^[87]Kristeligt Dagblad (Hans Jørgen Hansen) 6/9-93: Advarer mod at konkretisere synden fra prædikestolen. Kirkejurist forudser juridiske og teologiske problemer omkring bodsgudstjenester. I interwievet henviser Jørgen Stenbæk til et fortilfælde inden for folkekirken, nemlig i 1950 da en præst i en begravelsestale over en afdød soldat udtrykte kritik af det danske militær. Det medførte en næse fra kirkeministeriet og en opfordring til præstens biskop om at pålægge præsten større takt og skønsomhed i fremtiden. Det skete med henvisning til Danske Lov og med en belæring om, at ytringsfriheden har sine begrænsninger, når præsten varetager sit embede.

^[88]Kristeligt Dagblad 30/3-94 og 14/5-94.

^[89]Uddrag af brev fra "Jeg vil leve! - Center for retten til liv" til Lægerne på Gynækologisk afdeling, Silkeborg Centralsygehus, Falkevej 1-3, 8600 Silkeborg v. Overlæge Sven Davidsen, dateret 15/10-94, underskrevet af Orla Villekjær, Mette Swartz Andersen, Lisbeth Filtenborg, Inger Gimm, Lars Due Kristensen, Christian Nørgard Laursen, Arne Munk, Aksel Holst Nielsen, Benna Asmussen Hørlück: "(...) Som slutpunkt på en fredelig demonstration henvender vi os derved til Dem, som én af de ansvarlige for aktiviteterne på Gynækologisk/obstetrisk afdeling. Vi betvivler ikke Deres lovbegrundede ret til at gøre, som De har valgt at gøre, men henvender os til Deres samvittighed og etiske dømmekraft, i det vi beder Dem om at stoppe abortus provocatus på Deres afdeling. Vi er klar over, at ingen læger føler behag ved at udføre abort-indgrebet. Enhver læge ved, at indgrebet principielt er at sidestille med drab på et medmenneske. Vi tror, at der derved gøres ubodelig skade på den moralske og etiske arv, vi er sat til at forvalte. Vi mener, at legaliseret abort dybest set er et angreb på vor egen eksistens. At vi selv blev født bliver en tilfældighed, og det vil intet samfund kunne overleve. Rodløshed, afmagt og manglende selvfølelse eller afstumpethed vil blive uvægerlige konsekvenser, og med rette føler allerede nu grupper af handicappede sig truet. (...) Ved fakkeloptoget i dag - med efterfølgende kransenedlæggelse ved Silkeborg Sygehus - vil vi gøre opmærksom på denne indlysende uret, der her overgår ufødte. Med 25 små blomsterbuketter ønsker vi at gøre synligt, at der her på dette sted, i hver af årets 12 måneder - også september og oktober måned i år - fjernes 25 små ufødte fra deres mors liv. 25 lovlige aborter, men ikke destomindre 25 liv, der aldrig blev levet. 25 medmennesker, men tabt for verden. Uden at negligere de dybt alvorlige bevæggrunde en kvinde, der søger abort, måtte have, kan det blive samme 25 kvinders dybe og knugende smerte i år frem i livet. Derfor er de 25 månedlige aborter 25 for mange. Vi skal gøre opmærksom på, at enhver læge i følge lovændringen i 1989 har ret til at nægte at udføre abort. Vi vil stærkt opfordre Dem og Deres kolleger på afdelingen til fremover at gøre brug af denne ret. Mange læger ønsker ikke at foretage abort. Men i praksis gør de det. Der er derfor brug for, at læger lægger alle fordomme og hensyn bag sig og for alvor markerer de værdier, som de tror på og vil gå ind for. Et eventuelt kollektivt nej til abort ville give alvorlig genklang i den danske lægeverden, men det vil samtidig skabe ny respekt om det at være menneske og vort fælles værdigrundlag. Vi opfordrer, at lægerne på Deres afdeling får en åben debat om deres inderste tanker vedrørende abortus provocatus, og at den enkelte læge stilles fri for "partidisciplin", således at det ikke fremstår som noget odiøst eller karriereforringende at være læge mod fri abort. Vores ufødte næste behøver det.

^[90]Biskoppen over Viborg Stift, den 32.XI.1994. J.nr.902-V.

^[91]Referat i Kristeligt Dagblad, onsdag den 14. juni 1995 v/Jens Ravn-Olesen.

^[92]Iflg. Berlingske Tidende 22/3-92, portræt v/Marianne Harbo er Orla Villekjærs yngste barn, Britt, mongolbarn: Det er med Britt i baghovedet, at han nu kalder til kamp mod den fri abort. Og det på en måde, så selv de mest ligeglade og sløve danskere får noget at tænke over. Orla Villekjær mener, at de mange aborter i Danmark er rent mord, manglende respekt for barnet, og at kvinder ved for lidt, når de vælger en abort (...) Vi ønskede ingen fostervandsprøve, da vi skulle have Britt, og hun blev mongolbarn. Ikke at jeg vil glorificere det at have et handicappet barn, for det er en stor byrde og en stor lidelse - men hun har ret til at leve og giver os utroligt meget igen". Lignende udtalelse findes i Indre Missions Tidende 24/3-91, no.12, 138 årg (s.4-5): "Har man ikke større byrder i livet end et mongolbarn, skal man ikke klage. Brith giver os meget. Hun er en spændende person, der ser virkeligheden på en anden måde end os andre. Hun er meget harmonisk og har det godt med sig selv. Det er næsten det vigtigste." Og: "Det er som at bære et kors at have et handicappet barn. Det er ikke romantik det hele. For vi ved, at hun aldrig bliver selvstændig. Dermed ikke sagt at hun får et dårligere liv.". Se også Morgenavisen Jyllands-Posten 14/6-93, portræt v/ Gerhardt Eriksen.

^[93]Brev fra "Jeg vil leve! - Center for retten til liv" til Folketingets medlemmer, dateret 12/6-95, underskrevet af Orla Villekjær, Mette Swartz Andersen, Benna Asmussen Hørlück: "I dag d. 13. juni er det 22 år siden, at den nuværende lov om svangerskabsafbrydelse blev stadfæstet. Loven der giver alle kvinder adgang til fri abort. En udråbt frihed til kvinder. Noget der kun holder stik, hvis man lukker øjnene for de svære omkostninger denne "frihed" har ført med sig. Tusindvis af mennesker betaler en meget høj pris, og oplever det ikke som en vunden frihed. Kvinder, der lider af følgevirkningerne som ingen fortalte dem om. Kvinder, der lever i tavs smerte, med en sorg som ingen vil tage alvorlig. Kvinder, der føler sig presset og svigtet, fordi omgivelserne glider uden om deres ansvar ved at tilråde abort. Retsløse fædre, der ingen mulighed har for at beskytte deres ufødte barn. Konsekvenserne af den frie abort har sat dybe spor i vores syn på det enkelte menneskes værd. I den sammenhæng skal vi også se de medicinske konsekvenser af fostervandsdiagnostik, genterapi og den nye og nu snart mulige blodprøve som afslører et uhyggeligt menneskesyn, hvor "defekte individer" sorteres fra og hvor "normalitet" bliver kravet om et "fejlfrit" menneske. Den stigende etiske debat i disse år viser med al tydelighed mange menneskers betænkeligheder og ubehag ved disse skræmmende perspektiver i lægevidenskaben. Det er en udhuling af det kristne menneskesyn. Respekten for det enkelte menneskeliv, og det enkelte menneskes ret til at leve, og til at være forskellig, er truet. Derfor opfordrer vi Dem, som politiker, til at tage hele abortspørgsmålet op til fornyet overvejelse. Vi beder jer om at bruge jeres indflydelse til: 1. at stoppe drabene på vore ufødte medborgere. 2. at medvirke til, at Grundloven fremover i overensstemmelse med det kristne menneskesyn, beskytter ethvert liv fra undfangelsens øjeblik til naturlig død. 3 at midler afsættes til undersøgelse af samt behandling af de svære psykiske følgevirkninger mange kvinder oplever efter en abort, kaldet "Post-abort-syndromet". Denne appel er rettet på vegne af deltagerne i "Ja-til-livet-Gudstjenesten" samt "Ja-til-livet-marchen" d. 13. juni 1995."

^[94]I Information 24.-25. juni 1995 redegør Bruno Jerup for, at Enhedslisten var med til at organisere en moddemonstration: Enhedslisten deltog bl.a. med bandere og råbte slagord og ØV - nogle med mere energi end andre. Det kan muligvis (...) opfattes som "at ville forhindre en lovlig demonstration", det mener jeg ikke, at vi gjorde." Iflg. Information/(RB) 14/6-95 demonstrerede De Grønne med et banner med den dobbelttydige påskrift: Ja til livet og Ja til fri abort.

^[95]Information og (RB) 13/6-95: "Kvinderåd kritiserer anti-abortmarch".

^[96]Den voldelige abortmodstand i USA er bl.a. refereret i Morgenavisen Jyllands-Posten 23/10-93, Politiken 30/7-94, 22/8-94, 5/11-94, 6/3-95. I Information 10/1-95 og 21/1-95.

^[97]Dagspressen sluttede op bag jordemoder Bente Torp m.fl.: Abortloven er forældet; politikerne må sætte et øverste tidsgrænse for samrådsarborter. Hvem kunne være uenig med den jordemoder, der fandt det smertefuldt at stå med et nyfødt foster i f.eks. 24' uge, som måske ville have kunnet overleve med en aktiv medicinsk behandling, vel vidende, at dette lille liv på forhånd var dødsdømt? Ikke Jørgen Steen Nielsen: Grænselandet. Leder i Information 8/7-96 i anledning af jordemodermarkeringen: "Hvis man sætter den ultimative abortgrænse ved f.eks. 22. uge, fordi fosteret efter dette tidspunkt er udviklet nok - menneske nok - til at kunne besidde overlevelsesevne, er man så ikke automatisk forpligtet til også at søge ekstremt for tidligt fødte holdt i live allerede fra 22. uge, hvis de ellers viser overlevelsesvilje? (...) Kan man - i den biologiske gråzone fra 20.-28. uge hvor der kan være livskraft til stede - forsvare at tildele det uønskede barn en ringere retsstilling end ønskebarnet? (...) Konklusionen [er] vel, at man (...) nægter det - muligvis levedygtige - barn i 20.-28. uge nogen som helst rettigheder.". Heroverfor anfører Jytte Aa. Møller: "Abort i Danmark", Tidsskrift for Jordemødre nr.9, september 1996, 106.årg. (s.6-8): "Der er meget at sige om denne vanskelige sag. Især hvis man vil sige noget, der utvetydigt er kvindevenligt. Og det skulle jordemødre efter min mening gerne kunne gøre (...) Vi må konstatere, at det er en del af civiliserede samfunds samfundsorden, at "nogen" (...) kan bemyndige enkeltpersoner til i visse afgrænsede situationer at "slå ihjel/"tage liv". Enkeltpersoner får ikke frit en "ret" til at gøre det. Således har også 1973-loven udtrykkeligt grænsen "indtil 12. uge", når det drejer sig om enkeltpersonens, kvs. kvindens bemyndigelse (...) Jeg skelner mellem at diskutere forskellen på, om et foster kan overleve ved egen hjælp, eller om det måske ville kunne overleve ved hjælp af teknologi og intensiv behandling.".

^[98]Jeg vil leve! - Center for retten til liv, Nyhedsbrev maj 1996 (s.4): "Denne gang er det kirken vi henvender os til. Dybest set er vort folks holdning til provokeret abort et åndeligt spørgsmål. Det er en klar hån og afvisning af livets skaber, og viser samtidg, at vort folk ikke kender Guds kærlighed. Det er en total mangel på tillid til, at Gud har en særlig plan med hvert menneske, som er unikt og aldrig siden vil blive erstattet af et kopi. (...) D. 14. september er planen, at vi slår 9 teser op på døren af hver domkirke. Samtidig sender vi et brev til Kirkens ledere (...) Den storm som vi satser på er ikke nødvendigvis en mediestorm, som den vi oplevede sidste år i København ved vores aktion foran Christiansborg. Men vi håber på en storm, som Guds ånd kan skabe i den uro, der ligger under overfladen i vort folks holdning til den fri abort - en storm, der udsætter det enkelte menneskes livsværdier og menneskesyn for en sand styrkeprøve. Det der vil holde, hvis guds ånd for lov at piske op i vandene, det er det menneskesyn, der tager livet som en gave fra Gud, og som ser på sine medmennesker med respekt og kærlighed." Der annonceres med Ja-til-livet-Gudstjeneste i Sct. Pauls kirke i Århus. Ja-til-livet-march til Århus Domkirke med opslag af 9 teser om mennesket - et udtryk for Kirkens Ja til livet.

^[99]Kirkeministeriets skrivelse til Orla Villekjær dateret 12/9-95, J.nr. 902-5007.

^[100]Domsforhandlingen er fastsat til 18/12-96 (Vestre Landsret, civil retssag). Advokat Aksel Holst Nielsen skal forsvare Orla Villekjær. Parterne har udvekslet fire processkrifter: Stævning med påstand om, at præsten ifølge sit præsteløfte er forpligtet til at tale imod fri abort og derfor har han/hun ret til at bære præstekjole under antiabortdemonstration. Svarskrift med påstand om at præstedragten er en tjenestedragt; og fordi biskoppen havde givet pålæg om, at præstedragten skulle blive hængende hjemme er der tale om lydighedsnægtelse. Replik med påstand om at arbejdsgiverne ikke har kompetence til at bestemme, hvornår præstekjolen skal anvendes. Der henvises til, at andre præster har demonstreret i præstekjole uden det har ført til påtale. Duplik med påstand om, at abortdemonstrationen var en privat handling.

^[101]Jfr. et senere afsnit, hvor det i forbindelse med implementeringen af forplantningsteknologien beskrives, at netop eksistensen af fri abort fungerer som værdiudgangspunkt for retsreglerne omkring kunstig befrugtning.

^[102]Diskussionen tager tråden op fra Lone Fatum: "Abort i kristen tradition" i "Livet begynder ved befrugtningen - Om nødvendigheden af fri abort", Else Marie Kjerkegaard (red), Tiderne Skifter, 1989 (s.35-64), der slutter med en tankevækkende note: "At det idag er de sociale kriterier, der giver mulighed for fødselskontrol fra samfundets side både nationalt og globalt, bør ingen for alvor være i tvivl om (...) Ret beset er grænsen idag flydende mellem medicinske og sociale indikationer, takket være fosterdiagnostikkens udvikling og den voldsomt udvidede adgang til selektiv abort. En diskussion af fri abort indgår således i den meget mere omfattende diskussion af de moralske spørgsmål, der er forbundet med fosterdiagnostikken, herunder muligheden for selektiv abort inden for 12 ugers grænsen på grundlag af moderkageprøvens kønsbestemmelse. Men til de moralske overvejelser om liv som et kvalitetsbegreb hører tillige en besindelse på spørgsmål vedrørende kunstig befrugtning og tilvejebringelsen af de såkaldte reagensglasbørn med de muligheder for genmanipulation, dette implicerer. Et afgørende skred er sket i moderskabs- og moderkaldsforestillingerne; men endnu helt uoverskuelige sociale og moralske problemer knytter sig til den voksende udnyttelse af ruge- eller surrogatmødre. Ingen moralsk afgørelse kan træffes uafhængigt af det kulturelle, teknologiske og politisk økonomiske miljø, hvori den træffes. Netop derfor må det globale perspektiv på de sociale kriterier, og de moralske problemer de rejser, være en effektiv understregning af, i hvor høj grad abortens moral idag er mordets moral, domineret af udnyttelse og spekulation og tilrettelagt af profithensyn inden for en ressourcepolitik, der er skæv i sin fordeling, fordi den er fundamentalt skæv i sit syn på menneskeliv og menneskeværd.".

^[103]Karl Kristoffersen: "Graviditet - forebyggelse og afbrydelse" i "Medicinsk Etik", Daniel Andersen (red), FADL's Forlag, 1985 (s. 295-311): "Fosterets relation til moderorganismen. Under graviditeten er fosterets liv og vækst helt afhængigt af dets forbindelse med moderen gennem navlesnoren og moderkagen (placenta). Fosteret har sit eget kredsløb, hvor fosterets blod pumpes rundt i placenta. Det kommer igennem de fineste villi, moderkage-totterne, i så tæt relation til moderens cirkulerende blod, at der kan udveksles oksygen (ilt), kuldioksyd og næringsstoffer. Fosteret får således her sin næring og kommer af med sine affaldsstoffer, og man kan sige, placenta varetager de funktioner, som efter fødslen overtages af lunger, tarm og nyrer. Fysiologisk betragtet er fosteret således helt afhængig af moderen, medens det biologisk-genetisk dvs. arvemæssigt betragtet er et selvstændigt individ, hvor halvdelen af de arvelige egenskaber er kommet fra faderen og halvdelen er fra moderen. Man kan betragte det som et halvt allotransplantat (transplanteret organ), som pga. ganske specielle forhold i livmoderen, kombineret med moderens produktion af beskyttende hormoner og proteiner, i de fleste tilfælde kan få lov til at udvikle sig inden udstødelsen (=fødslen). (...) Det [er] ikke særlig godt undersøgt, hvorledes de psykiske forandringer foregår, samt hvilken virkning det har på kvindens psyke, at hun mister et foster mod sin vilje ved en såkaldt spontan abort, eller ved afbrydelse af svangerskabet (fri abort). Det er ikke ualmindeligt at man oplever, at det kan tage ualmindelig hårdt på en kvinde, der gennemgår en abort. Dette gælder specielt ved de aborter, som gennemføres på eugenisk indikation, altså hvor der påvises abnormiteter hos fosteret (abort på eugenisk indikation efter fostervandsanalyse blev sygehusopgave i henhold til cirkulære i 1978, BHN). Selv om kvinden har indset, at det er nødvendigt at få afbrudt et svangerskab pga. ydre omstændigheder, har det i flere situationer givet hende så stærke reaktioner, at hun straks forsøger graviditet igen. (...) Selve nidationen (fastvoksningen, BHN) af det befrugtede æg ca. 7 dage efter befrugtningen synes at være den vanskeligste fase i udviklingen, og man har her påvist, at der er et overordentlig stort spild fra naturens side, idet det synes godtgjort, at det ikke lykkes for op mod 70% af de befrugtede æg at sætte sig fast i livmoderen" (s.297).

"De modsætninger, som er beskrevet (...) mellem tilhængere og modstandere af abortloven, (...) viser hen til en uløselig konflikt mellem hensyn til de to parter, fosteret og moderen. Fosteret blev efter 1866-straffeloven beskyttet fra undfangelsen til fødslen ved strenge straffe for fosterfordrivelse. Imidlertid havde moderens liv allerede dengang højest prioritet, idet øjensynlig fare for moderens liv kunne berettige til abortindgreb ud fra et nødretssynspunkt. Med vedtagelse af svangerskabsloven i 1937 åbnedes for abort på videre indikationer end afstukket af nødretsprincipper, altså et udtryk for en forstærket prioritering af moderen over for fosteret. Med de følgende svangerskabslove har hensynet til moderen i den grad fået prioritet, at fosteret regnes for moderens ejendom, en del af hendes legeme, som hun har ret til at råde over. Denne totale underordning af fosteret i forhold til moderens liv, helbred, sociale forhold og livsomstændigheder i øvrigt er udtryk for fuld respekt for kvindens autonomi" (s.301-302).

^[104]Som medlem af repræsentantskabet for Sex og Samfund og som part af det offentlige sundhedsvæsen har jordemoderprofessionen anerkendt lovgivningen. Som profession og fagforening kan jordemødre ikke være imod fri abort.

^[105]Rudolph Arendt: "Kristen tro og medicinsk etik" i "Medicinsk Etik", FADL's Forlag, 1985 (s.145). Arendt kritiserer i denne artikel Peter Kemp, som i samme bog gør sig til talsmand for, at man kan slutte sig til, hvad man bør gøre, ud fra en opfattelse af, hvad det gode liv er. Arendt udpeger hermed, at Peter Kemp benytter sig af et kunstgreb - et retorisk fif - fordi hans sprogbrug tilslører, at der i opfattelsen af, hvad det gode liv er, allerede ligger et bør. Se Peter Kemp: "Etisk livssyn og moralsk praksis", ibid. (s.29). Peter Kemps (og mange andres) modvilje mod at respektere den naturalistiske fejlslutning stammer fra indsigten i, at etik ikke kan funderes i naturvidenskab. Alternativt foreslås en omdefinering af fejlslutningen: "Det er nok bedre at definere fejlslutningen som en slutning fra KAN til BØR eller til MÅ GERNE: videnskaberne fortæller os en mængde om hvad vi KAN, bl.a. på det bio-medicinske område. Deraf følger ikke, at vi GERNE MÅ, endsige BØR gøre alt, hvad vi kan. Derimod kan vi godt filosofisk tale om, at der er noget, vi IKKE BØR gøre, fordi det strider mod vor opfattelse af, hvad mennesket ER. Moralen hviler jo på livssynet."

^[106]Lone Fatum: "Den etiske fordring som kvindeetisk udfordring" i "Forum for Kvindeforskning", tema: "Den etiske ud/fordring", Forlaget Melusine, 4.årg. nr. 2, 1984 (s.5-10). Artiklen lægger frem til debat, at K.E.Løgstrup i "Den etiske Fordring", der udkom første gang i 1957, udelukker kvinder fra personlig identifikation - fordi Løgstrup kun beskæftiger sig med mænds tankeverden. Lone Fatum efterlyser respekt for kvinders reproduktive erfaringer. Her er Lone Fatum på linie med FINRRAGE-kvinderne og Debbie R. Floyd-Davis.

^[107]Tak til Lone Fatum, fordi hun så tydeligt har skrevet om disse brudlinier.

Dr.theol., lektor i etik og dogmatik på Københavns Universitet, Svend Bjerg hører til samme position. Efter 1965, hvor N.H.Søe's sidste udgave af "Kristelig Etik" udkom, er det Svend Bjerg, der betegnes som dansk teologis historieskriver: Svend Bjerg: "Århusteologerne P.G.Lindhardt, K.E.Løgstrup, Regin Prentner, Johannes Sløk. Den store generation i det 20. århundredes danske teologi", Lindhardt og Ringhof, 1994. Hans anvendelse af den naturalistiske fejlslutning og udlægning af forholdet mellem moderskab og moderkald ses i "Kvinders reproduktive sundhed". Rapport fra temadag på Danmarks Jordemoderskole i København, den 24. februar 1994 (s.29): "Nu vil jeg gå ind i de konkrete spørgsmål om moderskab. Der er diverse problemer for mor og barn i det dér samspil. For moderens vedkommende drejer det sig i første omgang om selvstændighed. Eller rettere: Om autonomi/selvbestemmelse. Retten til selv at bestemme, om man vil være gravid eller ikke vil være gravid, og om man vil gennemføre en graviditet. Jeg vil nævne to problemer, der ligger i det. Forudsætningen er, at ingen lever som Palle alene i Verden. Vi lever i magtrelationer. Vi befinder os altid i afhængighedsforhold. Større eller mindre. Man kan f.eks. se det i en rådgivningssituation, som også er et magtforhold, hvor man sidder over for hinanden i en to-mands-situation. Hvordan skal man forvalte den magt, der ligger i en sådan situation? Man kan teknisk set gøre det på tre måder:

1) Den professionelle kan rage magten til sig - dvs. umyndiggøre den anden. Eller omvendt: Klienten kan rage magten til sig, evt. ved ikke at sige sandheden eller ved at føre den professionelle bag lyset. Enhver ved erfaringsmæssigt med sig selv, hvor meget han bestemmer.

2) Så kan man dele. Det er selvfølgelig den rigtige eller den smukke løsning. Endelig er der en sidste situation,

3) Den professionelle kan lade som om, at det er klienten, der har magten, men i realiteten beholde den ved ikke at udlevere alle oplysninger. Det vil sige en forskudt form for magtforvaltning.

Problemet, der dukker op, er, at autonomi - altså selvbestemmelse - skal udskilles fra SELVRÅDIGHED. Selvrådighed betyder, at jeg bilder mig ind, at alt er godt, bare jeg selv bestemmer. Og det passer selvfølgelig ikke. Det er indlysende, at dét man selv bestemmer - også på dette felt - er noget, som i princippet skulle kunne accepteres af andre. Selvbestemmelsesret vil altså sige at kunne handle sådan, at andre siger: "Det var fint!" Man skal kunne forsvare sine handlinger over for andre. Man lever nemlig i et fællesrum - simpelthen. Det var det ene problem. Det andet vil jeg fremføre her: Der er grader af selvbestemmelsesret. Grader i retning af, at man ikke altid magter sin viden. Typisk i det her felt. Man kan blive overvældet af en masse tilbud. Det vil man normalt ikke kunne magte, hvis man ikke får hjælp til det. Så ens selvbestemmelse, det er simpelthen et spørgsmål om udvikling: Man får magt i takt med, at man får overblik over situationen.

Der ligger et problem for moderen i dette forhold: Kan hun helt selv bestemme, hvordan det symbiotiske forhold skal udfolde sig? Det afgørende, når moderen forvalter sin ret til at bestemme er selvfølgelig, at retten til selv at bestemme er en del af det gode liv. Simpelthen. Det afgørende i dét spil, det er, om hun forvalter sin selvbestemmelsesret, så den omfatter barnet. Og det afgørende ved dette forhold - vil jeg mene - er, at det er en dobbeltrelation, mor/foster imellem. Barnet/fosteret er en del af mors krop, men det er en SELVSTÆNDIG del. Så der er en RELATIV UAFHÆNGIGHED de to imellem. Der er et relativt retskrav, kan man sige - eller etiske krav hos begge parter i det forhold.".

^[108]Jens Glebe-Møller: "Om moralen - dens betydning, grundlag, anvendelse", Gad, 1980 (s.104-109).

^[109]Sygeplejerske Ulla Fasting, fhv. medlem af Det Etiske Råd, har arbejdet teoretisk ud fra denne position og forsøgt at forfatte de ufødtes menneskerettighedserklæring.

^[110]Udtrykket stammer fra Henriette Sinding Aasen: "Hva slags barn? Abortdebatt med nytt innhold", i Retfærd nr. 50, 13. årg. 1990 nr. 3 (s.37).

^[111]Diskussionen om relationerne mellem provokeret abort, moderskab og moderkald i henhold til fornyet kristen etik er et forsøg på indkredsning af "det gode liv for kvinder". Men der er allerede store problemer med at finde frem til kriterierne, som kan definere "det gode liv" generelt. De relevante spørgsmål er: "Det gode liv"? - et spørgsmål om "det nyttige liv", eller et spørgsmål om rettigheder? Hvis både barnet og moderen har rettigheder, har man så ikke et problem med at afgrænse forholdet mellem pligter og rettigheder i moralsk henseende fra de teoretiske kategorier "det mest nyttige" og "det mest lykkelige"? Spørgsmålene blev 24/2-94 stillet af Pia Lübcke og besvaret af Svend Bjerg: "De to synspunkter nytte og rettigheder hører selvfølgelig med til et godt liv. "Det gode" er imidlertid mere fundamentalt. "Det gode" er erfaringer af, hvordan livet udfolder sig for os - ens egne elementære dagligdags erfaringer. Og før man har lært at være tro overfor sine egne erfaringer og beskrive sine dagligdags erfaringer, er det ulykkeligt at komme med en hel masse teorier - efter min mening." Kassettebånd fra temadagen hos forfatteren.

Den ambition, Svend Bjerg fører frem, er vanskelig at opfylde. Hvor vanskelig den er på mor/barn området giver Ulla Fasting et eksempel på. Se Ulla Fasting: "Sygeplejefaget venter på Godot. Forfriskende frejdig antologi lægger op til en nødvendig diskussion af, hvad god, professionel sygepleje indebærer - ud over teorier, modeller og systemer", boganmeldelse af Emmy Brandt Jørgensen (red): En antologi om sundheds- og sygepleje. Akademisk Forlag, 1994, i Cekvina Nyt nr, 2/95, Tema: Dæmoner. Udg. Center for Kvinde- og Kønsforskning i Aarhus. Ulla Fasting refererer om en fødsel: "... min ældste datter fødte sit andet barn på Rigshospitalets jordemoderledede fødeafdeling. Hun var, i betragtning af, at hun var andengangsfødende, igennem en lang og hård fødsel. Men ikke en revne, ikke et klip. Hun beskrev bagefter jordemoderens arbejde ved at sige: "Hun havde trolddomsfingre".

Problematikken er enklere at håndtere for tilhængere af traditionel kristen etik: Det er muligt at slutte fra "er" til "bør" fordi troen på Gud sættes ind mellem kendsgerning og bud. Se Rudolph Arendt: "Kristen tro og medicinsk etik" i "Medicinsk Etik", FADL's Forlag, 1985 (s.146-147). Begge positioner har den svaghed, at de let - populært sagt - kommer til at ordne verdenssituationen med vægt på at undgå etisk relativisme, men uden afbalanceret respekt for gravide kvinder. Enten bliver kvinden helliggjort på grund af moderskabsevnen, eller også bliver kvinden amatør i sit eget svangerskab, fordi moderskabsevnen reduceres og banaliseres.

^[112]I 1990'erne uddelegeres nogle af de vanskeligste spørgsmål - heriblandt slægtsreproduktionen - til de(n) enkelte borger(e), fordi ingen "i systemet" ønsker (at beskyldes for) formynderi. Mange af de (tungeste) beslutninger, der skal tages i forbindelse med sundhed og slægtsreproduktion, er således uddelegeret til at blive truffet på det mest kaotiske og irrationelle bestemmelsessted, samfundet har: Soveværelset. Denne form for politisk håb til det irrationelle som en mulig styrende grundværdi står i skarp modsætning til de kvindeetiske betragtninger, Lone Fatum formulerer i artiklen: "Graviditet - et kvindeproblem. Eller: hvis er vi, hvad kan vi, og hvem bestemmer? Nogle kvindeetiske betragtninger" i "Forum for Kvindeforskning", Tema: Den etiske ud/fordring, 4.årg. nr.2, 1984 (s.54-62): "..jeg vil ligesom alle andre kvinder stadigvæk kunne overrumples positivt og livsbekræftende og intenst forpligtende af enhver graviditet; for jeg vil nemlig stadigvæk, at mit køn og min krop skal være min og alle andre kvinders særlige livssag, så at vi sammen kan kende pligten til liv og ansvaret for livets fremme og fortsatte videreførelse - også selv om vi skulle føle os nødsaget til i det konkrete tilfælde at sige livets vilkår imod, fordi vi lever i et samfund og i en verden, hvor krig og oprustning kaldes for fred og forsvar, hvor de mange må dø af sult, så længe det kan betale sig for de få at destruere deres overskudslagre, og hvor graviditet og fødsel følgelig må betragtes som det unormale og unaturlige, der skal behandles som en sygdom.".

Ufuldstændigt personkatalog

Inger Stilling Petersen, lærerinde. Medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti indvalgt i 1973. Formand for partiets udvalg om familiepolitik og partiets ordfører i sager om familiepolitik.

Lone Fatum, cand.theol, lektor ved institut for bibelsk eksegese.

Henrik Hoffmeyer, speciallæge i psykiatri, overlæge ved Mødrehjælpen og ansvarlig for familierådgivningsvirksomheden, der påbegyndtes i 1949. Tilhænger af fri abort og medlem af svangerskabskommissionerne. Betænkning om Mødrehjælpens adoptionsarbejde. TV-udsendelser i slutningen af 1960'erne for skoleungdommen om prævention.

Karl Kristoffersen, professor, dr.med. Fra 1956 reservelæge på en række større hospitalers gynækologiske afdeling. Siden 1963 overlæge først ved Viborg Amts Sygehus gynækologiske afdeling. Siden 1966 ved Gynækologisk/obstetrisk afd. Odense Amts Sygehus. Fra 1971 professor i gynækologi ved Odense Universitet.

Klaus Laursen, journalist

Svend Bjerg, cand.theol., afløser i 1990'erne med .... H.N.Søe's lærebog fra 1962 i kristelig etik

Birgit Petersson, cand.med., lektor i medicinsk kvindeforskning,

Hanne Risør, cand.med, praktiserende læge, formand for Sex og Samfund (afløser Mogens Osler)

Mogens Osler

Pernille Frahm, (SF)

Orla Villekjær, cand.theol, sognepræst, Sdr. Felding, Formand for "Jeg vil leve - center for retten til liv"

Vibeke Jørgensen, cand.med., praktiserende læge, formand for Kvindelige Lægers Forening

Katja Marcuslund, cand.phil., formand for Fenemalforeningen

Flemming Kieler, cand.med., overlæge, oversætter af "Salomons dom". Katolik.

Arne Munk, cand.theol, lektor Københavns Universitet, institut for Gl.Testamente

Poul Boeg, Cand.jur. Siden 1971 lærer ved Københavns Universitet. Debattør i tidsskrifter og dagspresse om juridiske emner.

Tove Ross Niklassen, Cand.med. Formand for foreningen Læger der respekterer menneskeliv.

Jens Møller: Missionsstudier ved Københavns Universitet, missionær i Indien for DMS i 1951-53, lærer Nr.Nebel skole 1953-58, Horsens private realskole 1958-60, konverteret til den katolske kirke 1960, leder af Dct. Ibs katolske friskole, Horsens 1960-69, overlærer ved Sct. Michaels skole, Kolding fra 1969. Medlem af Kristeligt Folkepartis hovedbestyrelse fra 1971, formand 1973, medlem af folketinget 1973, medlem af Radiorådet 1974.