Provokerende aborter

Den 13. juni kan abortloven fejre sit 25 års jubilæum. Man skulle tro, at kvinders ret til selvbestemt abort indtil 12. svangerskabsuge dermed havde stået sin prøve og var blevet indiskutabel. Men sådan er det ikke. Især i de sidste 5-6 år har abortloven givet anledning til nye diskussioner, og abortmodstanden er skærpet. 

På det sidste har diskussionen om at fastsætte en tidsmæssig øvre grænse for legal provokeret abort (fx. 22. svangerskabsuge) givet abortmodstanderne ny vind i sejlene. De mest radikale ønsker at vende tilbage til forholdene i begyndelsen af dette århundrede, hvor enhver form for abort var kriminaliseret. Andre vil blot have afskaffet, at legal abort kan være selvbestemt i de første 12 svangerskabsuger. 

Da Folketingets medlemmer i 1973 diskuterede abortloven, blev der stemt 'ja' til fri abort, bl.a. fordi man troede, at loven hurtigt ville blive fulgt op med rådgivende virksomhed. Det var ikke Folketingets mening, at de abortsøgende skulle svigtes i den vanskelige afgørelse, om man magter at påtage sig det ansvar for et lille nyt barn, som svangerskabets fuldbyrdelse vil føre til. I Folketingssalen blev der sagt mange fine ord om at sikre abortområdet økonomisk - både med hensyn til neutral rådgivning og med hensyn til andre former for social og økonomisk støtte. 

Det gik imidlertid anderledes. Tre år efter indførelsen af abortfrihed blev den offentligt financierede Mødrehjælp nedlagt, og den nye, overvejende private Mødrehjælp, der tog fat i 1983, har aldrig haft mulighed for at imødekomme behovet. 

Hertil kommer, at Folketinget endnu ikke har fulgt den nye forplantningsteknologiske udvikling op med en diskussion om de behov for en samlet rådgivning på hele det reproduktive område, som den har medført, fx. begrundet i befrugtningsloven (1997). 

Man har åbenbart tillid til, at unge kvinder uden videre og på en fornuftig måde kan kombinere de rådgivningsfragmenter, de kan få på de forskellige delområder, henholdsvis af praktiserende læger, fertilitetslæger, fødselslæger og jordemødre. Jeg synes, det er store krav at stille til ungdommen. 

Måske skulle man helt opgive at forestille sig en abortrådgivning og andre rådgivningsinstanser. Måske skulle man snarere diskutere en helt ny type oplysningsinstans, der har til formål at hjælpe den enkelte kvinde og den enkelte mand personligt på hele det reproduktive område. 

Men før jeg går videre med denne tanke, vil jeg forsøge at redegøre for, hvorfor jeg skriver. Det gør jeg, fordi jeg finder det nødvendigt, at ikke bare modstandere af den nuværende abortlov giver sig tid til at udtrykke deres meninger, men at tilhængere også gør det. Jeg mener, at udviklingen af nye befrugtningsteknikker og af lægelige teknikker, som kan få ekstremt for tidligt fødte børn til at overleve, skal medinddrages, når man diskuterer abort. Den uoverskuelighed, som udviklingen af disse teknikker har skabt, gælder hele reproduktionsområdet, og uoverskueligheden vil aldrig blive mindre. Den kan kun vokse. 

Lad mig begynde med overlevelses-teknikkerne. 

1973-abortloven stadfæstede kvinders adgang til selvbestemt provokeret abort inden udgangen af 12. svangerskabsuge, såkaldt fri abort. På dette tidspunkt af svangerskabet har fosteret ingen muligheder for at overleve, hvis det kommer uden for livmoderen. 

Imidlertid bliver der også udført provokeret abort efter 12. svangerskabsuge, men i så fald må kvinden ansøge om tilladelse hos et amtsligt abortsamråd. 

En alvorlig del af den diskussion, der er opstået her i 1990'erne, drejer sig om, hvorvidt det er forsvarligt, fortsat at lade de amtslige abortsamråd udstede tilladelser til aborter. Ikke mindst, om de fortsat skal kunne gøre det i de forholdsvis få tilfælde, som man kalder sen abort. 

Problemet er, at der ved sene aborter fødes fostre, der teoretisk set kan overleve uden for livmoderen, hvis de behandles af specialuddannet sygehuspersonale, og med avanceret kuvøseteknik. Problemet opstår, fordi man ikke ved, om man kan sammenligne syge og raske fostre. Sent i svangerskabet er det kun syge fostre, som lægerne fremkalder abort på, og spørgsmålet (der ikke kan besvares) er, på hvilke måder det er rimeligt at hævde, at de ligner raske fostre, der overlever efter at være født for tidligt? 

Det eneste, man er sikker på vedrørende ekstrem tidlig foster-overlevelse er, at den kun sjældent lykkes, uden at det efterfølgende viser sig, at procedurerne har medført fysiske og/eller psykiske mén. Kunstig foster-overlevelse er og bliver et produkt af teknologisk og biomedicinsk udvikling. Vedrørende overlevelsen for kvinden og hendes familie må man tage den belastning i betragtning, som det er at have en intensiv og usikkerhedspræget sygehuskontakt at tænke tilbage på. 

Det, der aktuelt diskuteres i forbindelse med sene aborter, og som bl.a. det Etiske Råd har udtalt sig om, er som nævnt, om der er brug for en paragraf i abortloven, der fastsætter en øvre tidsgrænse i svangerskabsforløbet. Hvis 'ja' skal provokeret abort efter et bestemt tidspunkt være strafbart, og man kan undvære de amtslige abortsamråd. 

Det, der aktuelt spørges om, er, hvorvidt der er brug for at udvikle den nuværende to-leddede lov for provokerede aborter til en treleddet lov. 

Det ene af de to nuværende led er, at der gives kvinden selvbestemmelse indtil udgangen af 12. svangerskabsuge. Det andet er, at den endelige afgørelse om abort efter et vist antal ugers svangerskab henlægges til et abortsamråd, som naturligvis kun kan tage sagen op for kvinder, der selv har bedt om det. 

Det tredie led - det nye - ville være, at lægerne efter et bestemt tidspunkt i svangerskabet fik forbud imod at fremkalde abort. Med andre ord, at man som noget nyt i loven fastsatte en tidsmæssig øvre grænse for legal abort. 

Forslaget har som nævnt i indledningen givet abortmodstanderne ny vind i sejlene. Abortloven blev jo ikke vedtaget enstemmigt, og i alle de 25 år har der været mennesker, hvis samvittighed har påbudt dem nødvendigvis at argumentere for afskaffelse af fri abort, når og hvor det lod sig gøre. Der findes, som det ligeledes er nævnt i indledningen, også stadig nogle, der ønsker enhver mulighed for legal abort afskaffet. 

Det er ofte de stærke følelser, der spilles på, når abortmodstanderne argumenterer for deres sag. I en artikel i FN-forbundets blad (maj/juni 98) er Arne Munk, som er teolog og medstifter af 'Jeg vil leve - Center for retten til liv', citeret for at have udtalt følgende fra en tribune på Christiansborg Slotsplads i anledning af 22-års dagen for abortlovens bekendtgørelse: "Som man engang måtte spørge kirken, hvor den var, da små børn blev slæbt i gaskamrene, må man i dag spørge kirken, hvor er du, når 50 børn hver dag mister livet. Kvindens livmoder reduceres til en dødscelle. Den kirke, der ikke kan genkalde sig skaberens træk i et mongolbarn eller et barn med cystisk fibrose, den er ikke længere Guds kirke". 

I år har anti-abortforeningen, hvis medlemstal stiger og stiger, annonceret, at de vil gå i optog gennem København den 20. juni. 

Uanset at man her i landet forlængst er holdt op med at se ned på enlige mødre, mener jeg, det er naivt at forestille sig, at man kan få provokerede aborter til at forsvinde ved atter at kriminalisere dem. Hvis en kvinde, som opdager, at hun er blevet gravid, når frem til det resultat, at der er overvejende stor sandsynlighed for, at hun ødelægger sin egen eller barnets fremtid - eller måske begge dele - hvis hun føder barnet, skal der en hel del både social og økonomisk støtte til, for at hun vil undlade at risikere liv og førlighed. 

Før abortloven blev vedtaget i Danmark, måtte adskillige kvinder hvert år ty til kvaksalvere, når de blev klar over, at de umuligt kunne overskue konsekvenserne ved at give liv til et barn. De, der havde råd, rejste til England eller til Polen, hvor man kunne betale sig til medicinsk sikker abort på klinik eller sygehus. Et ikke nærmere opgjort antal kvinder, der ikke havde råd til at rejse, døde eller fik livsvarige skader. 

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO koster det på verdensplan stadig hvert år mindst 200.000 kvinder livet, at de mangler mulighed for at kunne få foretaget medicinsk sikker abort inden for de første 12. svangerskabsuger (safe abortion). 

Abortmodstanderne har skabt et diskussionsteater med 3 scener. På den ene, hvor de fleste tilskuerpladser står tomme, bliver der opført et spil, der viser, hvordan samvittighedskvaler med hensyn til abort kunne undgås, hvis alle fostre fik retten til at leve. Lægerne ville blive fri for at udføre abortindgreb, og kvinderne ville blive fri for at tage stilling til, om de skulle sige nej eller ja til at føde barnet. 

På den anden scene opføres et stykke, der viser, hvor få abortindgreb, der ville blive nødvendige, hvis man begrænsede legalt provokerede aborter til kun at omfatte ganske særlige tilfælde. Det kunne for eksempel dreje sig om tilfælde af voldtægt eller af incest, eller det kunne dreje sig om, at det lægeligt var dokumenteret, at kvinden var i overhængende livsfare, medmindre graviditeten blev afbrudt. 

På den tredie scene opføres et debatstykke, hvor tilskuerne opfordres til at tage stilling til, hvorledes et begrundelses-hierarki skulle se ud. I dette stykke gøres ethvert abortindgreb afhængig af en eller anden form for begrundelse, og jo længere henne i svangerskabet, kvinden er, jo vægtigere skal begrundelsen være. Indtil 12. svangerskabsuge kunne retten til provokeret abort fx. gøres afhængig af, at den kvinde, der søgte abort, var i stand til at dokumentere, at hun havde modtaget en autoriseret form for abortrådgivning. 

Og hvad ville der så være i vejen med en dansk scenarie-2-abortmodel eller en dansk scenarie-3-abortmodel? Ingen af dem ville kriminalisere abortindgrebet totalt. De ville kun afskaffe kvindernes selvbestemmelse. 

Kunne man ikke henholde sig til, at det lige siden abortlovens vedtagelse har været meningen, at loven skulle følges op af en ret til rådgivning, så kvinder nøjes med at gribe til provokeret abort, hvis det er helt umuligt at finde en anden udvej? Kunne abortsøgende kvinder ikke bare have tålmodighed, få igangsat fødslen, når barnet er overlevelsesdygtigt, og så adoptere det væk? Der er jo stor efterspørgsel på børn til adoption! 

Ingen af disse spørgsmål lader sig besvare på samme nemme og uskyldige måde, som de kan stilles. Allerede dette vanskeliggør ethvert forsøg på at besvare dem og dermed fejre abortlovens jubilæum. 

Her er det min opfattelse, at man kommer længst ved at forholde sig til nogle af de argumenter fra den lægevidenskabelige udvikling - herunder argumenter for de livsskabende teknikker - som i vore dage har fornyet diskussionslysten hos abortmodstanderne. 

Det er vigtigt at huske på, at de kunstige befrugtningsmetoder har aktualiseret og fornyet de mulige forestillinger om, hvornår livet som menneske tager sin begyndelse. Indtil læger og forskere helt konkret fik succes med reagensglasbefrugtningen (England 1978, Danmark 1984), var det fremherskende synspunkt, at det er fødselstidspunktet, der er konstituerende for livet som menneske. Først når man er født, kan man registreres (folkeregister, navn og CPR.nummer), og først da kan man optræde som et retssubjekt (arvesager). Imidlertid har både teknikker til befrugtning uden for den menneskelige livmoder og teknikker til nedfrysning, opbevaring og optøning af befrugtede menneskelige æg skabt såvel tvivl om forældremyndigheden over sådanne æg, som om sådanne ægs mulige arveret. 

Endvidere har forskning på befrugtede menneskeæg bl.a. skabt tvivl om, hvor langt fertilitetslægernes og forskernes forpligtelser går til at indberette om, hvordan de anvender sådanne æg. Under alle omstændigheder skal der ifølge dansk lovgivning (1992) foreligge et samtykke fra et befrugtet ægs mor, for at det kan doneres til forskning. 

Da abortloven blev vedtaget i 1973, argumenterede lovens fortalere med, at det var en umistelig ret for mennesket - også for kvinden - at have selvbestemmelse over sin egen krop. Retten til selvbestemmelse over egen krop talte for at give kvinder selvbestemmelse over de tidlige fosterstadier frem til udgangen af 12. svangerskabsuge. Men mulighederne for befrugtning uden for den kvindelige krop og alle de provokerende scenarier, der kan udvikles på denne baggrund, har skabt tvivl om, hvorvidt dette argument nu også er et lødigt argument i vore dage. 

Foruden udbredelsen af befrugtningsteknikker har udbredelsen af seksualoplysning og svangerskabsforebyggende metoder, og ikke mindst befolkningens accept af alle disse faktorer, skabt grobund for den tanke, om ikke kvinder efterhånden har fået selvbestemmelse nok. Hvis man vil argumentere for, at kvinder også efter årtusindskiftet bør bevare retten til selvbestemt abort i det mindste i de første 12 svangerskabsuger, risikerer man at blive mødt med et "Hvorfor beskyttede hun sig ikke? Der er jo mange sikre metoder! Brugte hun ikke p-piller?" 

Fastholder man, at det må være muligt at argumentere for kvinders selvbestemmelse i de første 12 svangerskabsuger, burde man måske pege på uoverskueligheden i befrugtningsteknikkernes fremtidsscenarier. Netop uoverskueligheden belyser både abort- og adoptionsproblematikkerne på nye måder. For ikke at tale om de fremtidsscenarier, som befrugtningsteknikkernes udvikling og udviklingen af den kunstige foster-overlevelse med tiden vil komme til at byde på. 

I dag er det sådan, at det reproduktive område - af nogle benævnt det procreative område - er opsplittet i del-problematikker. Der findes antikonceptionsproblematik, abortproblematik, fertilitetsproblematik, fosteroverlevelsesproblematik og fødsels- og efterfødselsproblematik. 

En anden karakteristisk ting for hele dette store og livsomfattende område er, at der meget ofte - og altid inden for en begrænset tidsramme - skal træffes afgørende og uigenkaldelige valg (eksistentielle valg). Endvidere er det karakteristisk, at det er afhængigt af, hvilken af ovennævnte del-problematikker, man som kvinde befinder sig i, om man selv har det sidste ord at skulle have sagt, eller om det er de andre, der bestemmer. Og endelig er det karakteristisk for området, at det bagefter er den enkelte kvinde og mand, der skal finde ud af at leve videre med den afgørelse, der er truffet. Uanset om afgørelsen stemte overens med hendes/deres inderste personlige holdning til tilværelsen, eller den ikke gjorde.

Hermed vil jeg vende tilbage til udgangspunktet, som ikke kun var den voksende abortmodstand og abortlov-tilhængernes problemer med at forsvare loven i sin nuværende form. Mit udgangspunkt var også at argumentere for at få indført en helt ny type oplysningsinstans for hele det reproduktive område. 

Jeg ønsker at hævde et helhedssyn, som giver kvinder ret til selvbestemmelse i hele den reproduktive periode. Ikke som det er nu: dels i begyndelsen (indtil udgangen af 12. svangerskabsuge) og dels i forbindelse med selve fødslen. Jeg foreslår, at abortselvbestemmelsen og den selvbestemmelse, der i dag er koblet til almindelige fødsler af fuldbårne børn bliver knyttet sammen og kommer til at gælde for hele forløbet. 

Jeg er sikker på, at mange er enige med mig i, at det ihvertfald ikke ville være uproblematisk, hvis man gik igang med at begrænse eller ophæve kvinders nuværende selvbestemmelse. I forvejen findes der pålidelig dokumentation for, at kvindelivet her i landet ikke er nær så gnidningsløst, som velfærdsstaten gerne vil give det udseende af. Kvinders gennemsnitslevealder er stagneret, og danske kvinders sygelighed er stigende i forhold til sygeligheden i de lande, vi plejer at sammenligne os med. 

I stedet for at lade den enkelte unge kvinde pendle rundt mellem læger og jordemødre, der hver især danner sig deres begrænsede syn på hendes situation og problem, kunne man beslutte sig for at sikre, at hun får én bredt sammensat instans, hvor hun kan gå hen og selv danne sig sit eget personlige overblik på baggrund af et oplyst valg. 

Oplyst valg (engelsk: informed choice) er et forholdsvis nyt udtryk, der har fundet anvendelse på sundhedsområdet. Det dækker de valg, som et menneske kan foretage, efter at en professionel sundhedsperson har givet sådanne oplysninger om de problemer, som vedkommende står over for at skulle løse, at lige netop dette menneske føler sig veloplyst og bliver i stand til at foretage sit valg.

Oplyst valg kunne blive fremtidens nøgleord på det samlede reproduktionsområde. Det ville være rart, hvis man omsider kunne blive enige om, at det er en seriøs samfundsopgave at forholde sig så fordomsfrit som muligt til alle former for svangerskabsproblemer. Unge kvinders svangerskabsproblemer veksler over tid, men der eksisterer ikke noget fornuftigt alternativ til den medicinsk sikre provokerede abort. 

Provokerede aborter forsvinder aldrig, og aborter vil altid være provokerende.