Retten til fri abort er i disse år igen genstand for en følelsesladet og hidsig debat herhjemme, præcis som i andre vestlige lande. I en tid, hvor flere og flere fasttømrede værdier og samfundsnormer langsomt forsvinder, er emnet et af de få, som stadig kan medføre lidenskabelige meningsudvekslinger. 

Det handler om tro, etik og moral. Men også om livsopfattelser og retten livet. Og her tænkes ikke kun på de ufødte børns liv. For et kvart århundrede efter aborten blev fri, skal danske kvinder stadig yde en indsats for at bestemme over egen krop - og dermed eget liv.

Herhjemme fik kvinder retten til fri abort i 1973. Som en markering af jubilæet udkom i efteråret 1998 bogen "Abort i 25 år", en række punktnedslag i den fri aborts omtumlede historie både før og efter frigivelsen. Bogen gør på udmærket vis status og giver for første gang et fornuftigt overblik over perioden. Et over- og tilbageblik der, i lyset af den fornyede debat, er god brug for. 

Tiden før 1973 var præget af, at mange politikere ikke kunne se bort fra, at en abort betyder udslettelse af liv. Men de gamle partier havde vanskeligt ved at håndtere presset for en lovændring. De mange illegale aborter, enlige mødre og abortrejser til bl.a. England var ikke til at ignorere, og podet med tidsånden sidst i 60'erne gled Danmark  - som andre ikke-katolske lande - med i retning af en liberalisering. Fri abort kom ikke med et slag, tværtimod, hvad man i dag helt synes at have glemt. For abortproblematikken er blevet diskuteret herhjemme lige siden 30'erne, og lovene i 1956 og 1970 er stationer på vejen, som bevidner dette. 

Med vedtagelsen af 1970-loven stod det klart, at den fri abort ville komme, og komme meget snart. De indgreb, som lægen J.H. Leunbach i 30'erne måtte vandre i fængsel for, skulle lægerne efter den 1. oktober1973 nu rask væk udføre på de offentlige hospitaler. En del læger blev fritaget, typisk de ældre. Modstanden var om ikke betydelig, så i al fald til stede. 

I den løbende debat der rejste sig i årene efter advarede røster mod, at fri abort kunne blive en sovepude, således at mange ville sløse med præventionen. Den opfattelse luftes stadig, idet den dog er svær at bevise. Eller tilbagevise. 

"Abort i 25 år" stiller spørgsmålet, om der ved 25-året var grund til at fejre indførelsen af fri abort indtil den 12. svangerskabsuge - og dermed retten til at slå liv ihjel? Skal flaget på halv eller på hel, spørger antologiens redaktører, abortanalytikeren Lisbeth B. Knudsen, samt lægerne Birgit Petersson og Karin Helweg-Larsen. Det skal på fuld mast, siger de, og bogens mange udmærkede egenskaber til trods skal værket således ses som et grundlag, en argumentation for denne opfattelse. 

Redaktørerne, som alle har erfaringer med abortproblematikken via deres fagområder, har valgt at samle tekster fra 19 bidragydere med samme type baggrund. En oplagt styrke ved bogen er de mange personlige indfaldsvinkler, for abort er nu engang en følsom og individuel sag. Bidragene omhandler både tiden før den fri abort med dens kvaksalvere og svangerskabskommissioner, og tiden med den fri abort i funktion. Seks af bidragyderne er mænd, hele 12 er læger, mens resten er samfunds-, social- og kulturforskere. Dette kunne betyde en skævvridning i bestræbelserne på at komme hele vejen rundt om emnet, men det sker ikke. 

Bogen er opdelt i korte kapitler, nogen af dem så korte, at man til tider spørger om de reelt hører under denne betegnelse og burde slås sammen. Værkets struktur er tilstræbt kronologisk, og afslutningsvis gør redaktørerne i hvert deres kapitel op med abort i dag; det være sig nødvendigheden af at forholde sig til den fri abort, sådan at man kan indføre forbedringer i forhold til den oprindelige lov i 1973.

Bogen lider i nogen grad under mangelfuld redigering. De mange gentagne opremsninger af de samme facts (specielt i de første kapitler) virker tilfældig, og disse kunne være medtaget som bilag, hvortil der kunne henvises. Specielt når der faktisk er andre bilag i bogen. Derudover har nogle kapitler noter/henvisninger midt i teksten, hvilket virker en anelse forstyrrende og endelig havde det været rart med et register, nu da vi endelig har fået en bog om de mange aspekter omkring abort. 

Det havde desuden styrket bogen, om et af kapitlerne tegnede et rids af det historiske forløb, som de øvrige bidrag kunne bruge som en slags referenceramme. Der bliver undervejs brugt en del plads på at forklare begreber, og hvordan tal skal tolkes. 

Betragtes bogen som helhed, virker disse forhold forstyrrende. Nu behøver man imidlertid ikke læse bogen i ét hug for at få udbytte af den. Flere kapitlerne kan sagtens stå alene, f.eks. Vagn Seles, der går fra modstander til rationalist, Hanne Wielandts om grænsen mellem prævention og abort, og Birgit Peterssons eftertænksomme bidrag om de for tiden meget diskuterede sene aborter. Alene i kraft af disse og andre kapitler, lever værket.

Derudover har der gennem årene manglet en samlende bog om abort. Abort er for mange stadig tabu, og derfor er det vigtigt at få overvejelserne frem i lyset. Overordnet burde der dog have været plads til, at mere hårdhudede modstandere ytrede sig i bogen. Det nærmeste vi kommer er læge og medicinsk etiker Søren Holm, og han er ikke decideret modstander, idet hans ønsker går på forbedringer/ændringer af loven, således antallet af aborter kan begrænses. 

"Abort i 25 år" skildrer dog så mange aspekter af emnet, at den langt fra bliver konform, ensidig eller tilfældig og bliver således - enkelte svagheder til trods - en vigtig og relevant bog, der ikke blot nøjes med at fortælle om "dengang", men også ligger op til debat omkring ændringer og forbedringer inden for den nuværende lov. Bogen informerer om et emne, der i dag og i årene fremover vil vedblive med at være følsomt, og giver samtidig et nuanceret billede af en tid og hændelser, som man - med kvaksalverne in mente - ikke skal ønske sig tilbage. Lægen Ellen Ryg Olsen lader i sit kapitel kvinder, der fik foretaget illegale aborter før 1973, komme til orde. Bedre argument for fri abort er svært at finde.

Den dag i dag til tider larmende debat om abort fortjener denne bog, og modstandere som præsten Orla Villekjær med sit korstog burde tvinges til at læse den. For aborttilhængerne råber ikke enstemmigt et rasende ja til loven, men er klar over, at der med held kan foretages justeringer. Og tidssvarende lovændringer er vel kun naturligt set i lyset af, vi har levet med fri abort i 25 år, og at aborttallet er betænkeligt højt. En af bogens fortjenster er da også, at den gør opmærksom på, at abort skal ses som en absolut nødhandling/-udvej - en "sidste nødløsning".

Det store antal - omkring 18.000 sidste år - burde kunne nedbringes ved f.eks. at forbedre og omstrukturere oplysningen om prævention og måske seksualundervisningen i det hele taget. At skræmme og fordømme, som Orla Villekjær gør med sin mindesten ved Vedersø Kirke, flytter næppe grænser i et moderne samfund, hvor kvinder har vundet hævd på muligheden for at få foretaget en legal abort. 

Når man diskuterer abort, må alvoren ikke gå i glemmebogen. Med blikket rettet mod lande, som vi ynder at sammenligne os med, såsom Tyskland, hvor abortadgangen efter genforeningen er blevet drastisk begrænset, nytter det ikke at tage den fri abort for givet. Kun ved at oplyse om både positive og negative aspekter, men altid pointere nødvendigheden af denne lov, vil retten til fri abort fremover kunne opretholdes.

Marianne  Ulrik Kaarsted har skrevet speciale i historie om abortloven.