|
"...det kan jeg huske lige så tydeligt, at T. og A.M. og jeg, vi startede ud en eftermiddag fra Århus i den lille røde Mascot herfra til Silkeborg, hvor vi satte plakater op. Og vi kørte videre til Ikast og til Herning og helt ud til Ringkøbing. Det var om aftenen. Vi spiste aftensmad ude hos N.N. Han var amtslæge derude, og fortalte os i øvrigt hvor det ville være godt at sætte plakaterne op.....og det var så pissekoldt og jeg blev syg. Jeg fik senehindebetændelse i begge arme fordi det var tungt det her lim, man skulle sætte på de her plakater. (Fra Kvindemuseets erindringsarkiv) En juninat 1969 blev der over hele Danmark ophængt 2000 plakater med følgende tekst: "Søger De ABORT få først vejledning på INDIVID og SAMFUNDS kontorer om Deres muligheder". På Plakaten stod desuden 10 adresser og telefonnumre rundt om i landet, hvor en kvinde kunne få rådgivning om, hvorledes hun ville kunne få en legal abort i Danmark eller udlandet. Bag plakaten stod foreningen Individ og Samfund, den tidligere ungdomskreds ved Dansk Kvindesamfund, som med denne og en række andre aktioner markerede sig i kampen for fri abort i Danmark sidst i 60'erne. Aktionerne havde stor pressedækning og vakte debat i en tid, hvor svangerskabsloven af 1956, og de normer, den repræsenterede, ramlede sammen med ungdomsoprøret og den spirende rødstrømpebevægelse. Plakataktionen var blandt andet en reaktion på den betænkning, som et udvalg afgav til folketinget i foråret 1969, hvor den gældende svangerskabslov af 1956 blev foreslået lempet på en række områder. Et af udvalgets ni medlemmer anbefalede fri abort. Flertallet på otte foreslog derimod, at kun kvinder over 38 år og unge under 18, samt kvinder med fire mindreårige børn skulle få fri adgang til abort. Andre aborter skulle som tidligere godkendes efter en vurdering ved mødrehjælpen efter fire kategorier (indikationer): 1) Den etiske indikation, hvor kvinden var blevet gravid som følge af voldtægt eller blodskamsforhold. 2) Den eugeniske indikation, hvor der var mistanke om, at der var noget galt med fosteret. 3) Defekt indikationen, hvor kvinden kunne skønnes uegnet til at tage vare på sit barn. 4) Den medicinske indikation, hvor der var fare for kvindens fysiske eller psykiske helbred ved gennemførelse af svangerskabet. Derudover blev en såkaldt "social indikation" foreslået, under hvilken kvinders personlige forhold som noget nyt skulle med i vurderingen af hendes sag. Denne betænkning tilfredsstillede ikke Individ og Samfunds ønske om fri adgang til abort for alle kvinder, som skulle ønske det. Aktionerne sommeren 1969 kan ses som et forsøg på at påvirke beslutningsprocessen op til debatten for en ny svangerskabslovgivning efteråret og vinteren 1969/70. Individ og Samfund kritiserede blandt andet, at der var stor forskel på sagsbehandlingen fra mødrehjælp til mødrehjælp. I flere byer blev plakaterne denne juninat i 1969 sat op ved de lokale mødrehjælpskontorer. I folderen “Fri Abort; Individ og Samfunds abortaktion”, som de følgende dage blev delt ud, kan man læse, at i året 66/67, var der relativt færrest tilladelser i Holbæk (31%) og flest i København, der var helt oppe på 74%. Der var således stor forskel på muligheden for abort fra landsdel til landsdel. Men tiden var, trods Individ og Samfunds høje aktivitetsniveau med argumenter og aktioner, ikke moden til helt fri abort endnu. Den 18. marts 1970 blev den ny svangerskabslov, som blev baseret på udvalgets betænkning, vedtaget. Fri abort fik vi først i Danmark tre år efter13. juni 1973. Det havde ellers ikke skortet på aktiviteter for fri abort den sommer. I København åbnede Individ og Samfund dagen efter plakataktionen et kontor med abortrådgivning i en nedlagt butik i Revalsgade. Her kunne kvinder gå ind fra gaden og få adresser i England og Polen og en snak om muligheden for abort ved mødrehjælpen. Andre steder i landet var der privatpersoner med tilknytning til Individ og Samfund, man kunne ringe til eller opsøge for en gratis rådgivning. Flere af dem boede i mondæne villakvarterer, hvor de abortsøgende kvinder kunne komme og få råd og vejledning. Rådgiverne var blandt andet motiveret af en forargelse over den sociale skævvridning, de mente, foregik på mødrehjælpen. De kvinder som var godt skåret for tungebåndet, eller hvis forældre spillede bridge med den lokale overlæge, skulle nok få en abort, medens andre, der ikke havde de samme fordele, ikke var så heldige. Socialt dårligt stillede kvinder, som var sunde og raske, var taberne i dette spil. Hos Individ og Samfunds rådgivere rundt i landet blev der først og fremmest givet vejledning i, hvad man skulle sige på mødrehjælpen for at få en legal abort i Danmark. Men der var forskel på hvorledes de enkelte rådgivere forholdt sig til, hvad der skulle siges. Nogle steder blev der strikket gode løgnhistorier sammen, medens andre rådgivere insisterede på udelukkende at hive relevante sandheder ud af kvindens egen historie. Nogle af rådgiverne havde forinden været på kursus ved Individ og Samfund, hvor mulighederne i den gældende svangerskabslov af 1956 nøje var blevet gennemgået. Med et fortroligt arbejdspapir, der indeholdt en grundig og systematisk analyse af muligheder og forhindringer i den gældende lov, ved hånden, vejledte rådgiverne de abortsøgende kvinder i de fire indikationer, som åbnede muligheden for en abort. I rådgivernes fortrolige arbejdspapirer forklares det, at den etiske indikation kræver politianmeldelse og kan medføre et ubehageligt retsforløb. Nemmere er det derimod at opnå abort på den eugeniske indikation. Det foreslås, at kvinden går til sin læge og foregiver at have haft røde hunde tre uger forinden, da faren for at fosteret har taget skade under sygdommen, vil være et eugenisk argument for at give hende abort. Tre uger efter sygdomsforløbet, kan man sidst i 60’erne ikke spore røde hunde i kvindens blod. Det gennemgås nøje hvilke symptomer kvinden skal foregive at have haft, hvilke forklaringer hun kan give på, hvorfor hun ikke har opsøgt læge før, og hvordan hun kan sandsynliggøre, at hun virkelig har været smittet. Defekt indikationen er primært tiltænkt kvinder med psykiske handicaps, såsom åndssvaghed, sinker, psykopater, psykoinfantile kvinder etc. Herunder hører også kvinder, der har taget LSD, og derfor betragtes som uegnede til at tage vare på et barn. Ved særlige tilfælde, hvor en abortsøgende kvinde ser ud til at tilhøre et miljø, som benytter hash (hvilket ikke i sig selv kan give abort), og hvor det virker sandsynligt, at pågældende kan have indtaget LSD, gives der i Individ og Samfunds interne papirer en detaljeret redegørelse for slangudtryk, hvorledes stoffet indtages, priser, barer hvor LSD forhandles etc. Ved at referere til det kunne kvinden give mødrehjælpen indtryk af at have taget stoffet. Sidst i 60’erne gives 80% af de legale aborter efter den “medicinske indikation”, hvor en psykiater blandt andet vurderer kvindens psykiske tilstand. Diagnosen depression gav således adgang til abort, da kvinden i denne tilstand ville kunne være til fare for sig selv og måske få svært ved at tage sig af et barn. I Individ og Samfunds papirer anbefales det at virke opgivende, passiv og sløv med en stille og indadvendt gråd under en samtale med en psykiater. Det advares dog mod at anføre selvmord som eneste udvej, idet psykiateren meget hurtigt vil gennemskue det. Kan kvinden imidlertid indirekte indgive psykiateren den tanke, at hun vil begå selvmord, er det en udmærket idé. Dette kan f.eks. gøres ved at kvinden virker fuldstændig apatisk m.h.t. sin fremtid. Det er diagnosen depression hun skulle forsøge at få, da rent sociale eller personlige vanskeligheder før 1970 ikke var nok til at få en legal abort. Hvis det ikke lykkedes kvinden at få en legal abort gennem mødrehjælpen, kunne hun hos Individ og Samfundsrådgiveren få vejledning i, hvorledes hun kunne komme til Polen eller England og få en abort. Rådgiveren var i besiddelse af detaljerede oplysninger om, hvordan man kom til London, hvilken klinik man skulle til, hvor meget en abort kostede alt efter hvor langt graviditeten var fremskreden, hvor meget en taxa burde koste etc. Der var mange avisskriverier omkring disse abortrejser. Nogle kvinder havde dårlige, andre gode erfaringer. I England medførte abortrejserne en vældig diskussion på parlamentsniveau, om den liberale abortlov. Men det kom ikke til nogen restriktioner. Individ og Samfund fortsatte med endnu mere rabiate tiltag samme sommer. Der blev produceret en lille "abortvejledning", hvor det udførligt blev beskrevet, hvorledes man kunne udføre en illegal hjemmeabort. Abortvejledningen indeholdt fotoopstillinger af en nøgen kvinde med benene oppe på to stole før indgrebet, forklaringer om udstyr, hvornår en læge burde tilkaldes, hvad man skulle sige etc. Pjecen var tænkt som en håndbog for illegale aborter. Den blev sendt ud til alle medlemmer af folketinget, men kun uddelt få steder, da den primært var tænkt som en provokation, som skulle få politikernes øjne op for, hvad kvinder var tvunget ud i, så længe der ikke var fri abort. Hvor Individ og Samfunds andre aktioner gik ud på at hjælpe kvinder til at opnå legal abort i Danmark eller udlandet, kunne brug af abortpjecen til en illegal hjemmeabort medføre alvorlige komplikationer for kvinden. Ud over debat i aviserne medførte abortvejledningen en del uro internt i Individ og Samfund, hvor der var uenighed om hvorvidt det var klogt at producere den. Plakater, dokumenter, prislister, breve og pjecer fra Individ og Samfunds aktiviteter anvendes i en undersøgelse Kvindemuseet laver om abort i Danmark. Historien om Individ og Samfund er typisk for sin tid, med provokerende aktioner og dygtig udnyttelse af medierne. Både før og efter har foreninger og privatpersoner kæmpet for og imod fri abort, og hver tid har sine udtryksformer. Emnet synes evigt aktuelt at diskutere, og netop denne diskussion og dens forandring søges dokumenteret på Kvindemuseet gennem indsamling af materialer og interviews med involverede personer. Abortens historie er historien om kvindens ret til at vælge for sit eget liv. Det er historien om at kunne få en abort, men også historien om at kunne vælge aborten fra, selv når den er en legal mulighed. Der er ikke mange ting at samle ind. Emnet er følsomt, og de færreste har taget billeder eller gemt deres hjælperedskaber til illegale aborter. Men der er mange personlige fortællinger og erfaringer fra såvel før som efter legaliseringen i 1973. På Kvindemuseet laves interviews med kvinder som har fået foretaget abort, og disse historier gemmes til eftertiden på uredigerede bånd, og fortæller de mange nuancer der hører til historien om den enkeltes personlige valg. Kvindemuseet er fortsat meget interesseret i henvendelser fra kvinder med personlige eller politiske erfaringer med abort i Danmark - fra både tidligere og idag. Henvendelser kan ske på tlf. 86 13 61 44. Der garanteres naturligvis fuld anonymitet. |