Bliv sprogbevidst, og frels verden

I de seneste år er det blevet den almindelige opfattelse, at Danmark er verdens lykkeligste land. I hvert fald i EU. Det skyldes en statistisk undersøgelse foretaget af Eurobarometer i 1997. Undersøgelsen blev foretaget i alle EU-lande, og man spurgte simpelt hen befolkningerne, om de var tilfredse med deres liv, og lod dem svare på en skala med 4 muligheder.

Resultatet blev, at Danmark toppede suverænt med 62% "very satisfied" foran Holland, Sverige, Irland, Luxembourg med ca. 40%; herefter et spring ned til Storbritannien, Finland med ca.30%. Dernæst fulgte to mellemeuropæiske lande, Østrig, Belgien med ca. 20%. Dernæst Tyskland og de fleste sydeuropæiske lande: Spanien, Grækenland, Italien, Frankrig med ca. 13 %, og i bunden Europas fattigste land, Portugal, med 6%. At landene samlede sig så pænt i naturlige geografiske grupper, tyder på, at hvad der end måles ved slige undersøgelser, er det ikke det rene fatamorgana. Men at Danmark skulle skille sig ud i den grad, syntes jeg ikke kunne passe. Jeg undersøgte sagen nærmere og fik de originale spørgsmål på befolkningernes modersmål. Det engelske lød: "On the whole are you very satisfied, fairly satisfied, not very satisfied....with the life you lead?"
Det danske lød tilsvarende: " I det store hele, er De så meget tilfreds,...?" Nu er der imidlertid det ved det danske ord meget, at det både kan betegne en meget høj grad og en kun jævnt høj grad, nærmest svarende til pænt. Forskellen mellem disse betydninger udtrykkes ved hjælp af tryk. Hvis en forestilling er méget gód (med ens tryk på ordene som i ejegod), ja, så er den glimrende, hvis den derimod kun er méget gòd (med bitryk på god som i Ejegod), så er den ikke noget særligt. Noget tilsvarende gælder andre adjektiver, meget rar, meget pæn, meget sund, meget tilfreds, og også meget tilfredsstillende. Dette danske spørgsmål er altså tvetydigt i skriftsprog, og det forklarer fuldt ud den danske "overtilfredshed", eftersom de andre EU-sprog ikke rummer denne tvetydighed (mycket nöjd, sehr zufrieden osv.).

 I dette tilfælde bevirker en høj sprogbevidsthed altså, at en farlig fælde undgås, men også at Danmark fremtræder mindre lykkeligt. Men ellers er det min tese, at højnet sprogbevidsthed kan frelse verden. Sådan da. I 1930'rne og frem til 50'erne gik der en sproglig vækkelse gennem Amerika tegnet af navne som Hayakawa, Sapir og Whorf. Bevægelsen kaldte sig bl.a. General Semantics, altså Almen Betydningslære. Dens mål var at højne sprogbevidstheden, og dens tese den samme som min. Gennem bogen "The Tyranny of Words" af Stuart Chase, som min amerikansk orienterede far lånte mig, da jeg var 17 år, blev jeg uhjælpeligt fanget af budskabet, velsagtens fordi det bevidstgjorde nogle slumrende tanker. Bevægelsen, eller bevidstheden, vågnede lidt op til dåd i 70'erne, hvor man gjorde meget ud af reklameteksters manipulationer såvel som politikeres og andre magthaveres. Man analyserede derimod aldrig kritisk Karl Marx' begreber, fx det ganske uholdbare merværdibegreb.

 Selv flertallet af lingvister har ikke rigtig set lyset. Det gælder sproghistorikerne, stednavneforskerne, dialektforskerne, fonetikerne, sprogrigtighedseksperterne og leksikograferne. Kun de såkaldte pragmatikere (tekstanalytikere, fx af reklametekster) og visse grammatikere klarer frisag - dette naturligvis afmalet med den brede pensel. Hertil kommer så en stor håndfuld filosoffer og retorikere.

 Kendsgerningen er imidlertid, at der snart sagt ikke er et samfundsspørgsmål, der ikke dybest set, helt eller delvis, er et sprogspørgsmål: Hjernedødskriteriet fx er et rent sprogligt spørgsmål om ordet døds betydning. Problemet om abort (eller fosterfordrivelse) er sprogligt: Er det drab? Er det liv? Er fosteret en del af kvindens krop? Retfærdighed - fx i Serbien - er dét et objektivt fænomen? Er folkeslagenes nationale selvbestemmelse i bekræftende fald retfærdigt? Frihed - er det andet end et tomt slagord? Eller lighed - hvad vil det egentlig sige, at alle mennesker er født lige? Eller vort hellige demokrati - hvad betyder det ord præcist, og er det overordnet det almindelige trivselskriterium? Efter min mening kan der svares klart på alle disse spørgsmål. Lad os tage et enkelt op, abortspørgsmålet, og kort afhandle det.

 I selve udgangspunktet er der et sprogligt problem. Hvad skal vi nemlig kalde det? Fosterdrab (-fordrivelse) eller abort? Fosterdrab er negativt værdiladet og skulle derfor ikke egne sig til en nøgtern vurdering. Modstandere vil dog kunne hævde, at den, der erstatter mord med eliminering, manipulerer og tilsvarende med abort. Det er nu ikke rigtigt. Vi er alle sammen imod mord. Derfor er den hævdvundne negative glose, mord, passende.
Abort er derimod kontroversielt, og så duer det ikke med et værdiladet ord. Men så abort, er dét ikke positivt ladet? Medsender den, der siger abort, ikke sin accept? Hvis alle modstandere sagde fosterdrab, ja, så ville abort naturligvis signalere accept. Men sådan er det jo ikke. Talrige modstandere - og tilhængere - siger abort. Derfor er glosen neutral, og derfor skal dén bruges. - Er fostrene mennesker? Efter almindelig sprogbrug foreligger der først et menneske, når det fødes. Fysiologisk er den klare grænse, at det ånder ved egne lunger. Er fostre liv? Det er nemt at besvare.
Ja! Efter enhver definition er svaret ja. Alle celler lever. Er fostret en del af kvindens krop? For at besvare det må man vide, hvordan fostret sidder i livmoderen. Svaret er nej. Mor og foster har ikke en bloddråbe tilfælles. Kun navlestrengen forbinder de to. Fosteret snylter på moderen, men netop sådanne snyltere plejer vi ikke i naturen at kalde en del af værtsorganismen. Et barn, der klamrer sig til sin mors hånd, vil jo heller ingen kalde en del af moderens krop. Er abort så drab? Det giver sig selv, når vi har fastslået, at fosteret er liv. Den aborterende - og lægen - får dette liv til at ophøre. Det er drab, men dermed er jo ikke sagt mere, end at den, der smækker en flue, dræber. - Heraf følger nu, at den, for hvem livet er helligt, må være imod abort. Og man må respektere det standpunkt. -Når fostre ikke er mennesker, falder det femte bud og al tale om menneskemord bort. De, for hvem livet ikke er helligt - men det er det jo sådan halvt om halvt for de fleste - kan herefter nøgternt se på verdens trivsel. Det er et faktum, at der er for mange mennesker på jorden, også i Danmark, så hvis det nye liv ikke væsentligt forøger sin families trivsel, bør det ikke leve. Man kender også situationen, hvor det vordende menneske må formodes at få et ubehageligt liv, uønsket og til besvær, som det er. Kun hvor barnet bringer glæde og selv bliver glad, bør det leve.

Hele det politiske liv er gennemsyret af uklare politiske begreber. Hvad vil det nu fx sige at være venstreorienteret? Efter min mening vil det sige, at man generelt holder med den svage, med sygeplejerskerne mod overlægerne, med patienterne mod sygeplejerskerne, med patienternes husdyr mod patienterne, kort sagt med David mod Goliat - ganske uanset deres kontrovers. Og når man indser det, forekommer venstreorienterethed egentlig ret tåbelig; den svage har jo ikke altid ret. Ligeså galt står det til med højreorientering. Dette begreb dækker over 3 vidt forskellige ideer:
1) Liberalisme, dvs. kræfternes frie spil, så få love som muligt, natvægterstaten,
2) Autoritetsprincippet: Gud over mennesker, Konge over undersåtter, mester over svend, mand over kvinde, voksen over barn; et reguleret samfund, hvori de stærke regerer og beskytter de svage,
3) Det konservative eller bevarende princip: Samfundet skal bevares, som det er, eller som det var i tilhængerens ungdom. - 1) regnedes i forrige århundrede for venstreorienteret og stod skarpt over for 2), der under enevælden faldt sammen med 3). Vort uddannelsessystem træner slet ikke argumentation og sproglogik. - Kaj Munk udtalte engang: "Derfor vil jeg Enevælde. Thi var det ikke altid Stordaad at fælde Tyranner? Og er saa ikke Betingelsen for Stordaad, at der er Tyranner til?" Munk var ellers logisk særdeles stringent, når han ikke lige hævdede livets supremat over logikken. Men her begik han en brøler. Kan læseren se den? Også helt nede på jorden, i ægteskabets og skolegårdens skænderier, krænkes sproget og logikken groft. Børnene siger: Det kan du selv være! De voksne: Du skulle nødig snakke! Som om en kritik kan affejes med, at kritikeren selv har forsyndet sig tilsvarende. Hvis den kunne det, måtte der være en underforståelse a la: Jeg er selv fejlfri, eller: Hvis jég har gjort noget lignende, er brøden ikke alvorlig. Ofte hører man forsvaret:
Det er ikke min opgave at..., hvor der altid er tale om, at anklageren foreholder en moralsk forsømmelse, ikke en pligtforsømmelse. Hvis jeg har undladt at redde en druknende, er det jo irrelevant at gøre opmærksom på, at jeg ikke er professionel livredder. Jeg greb også engang mig selv, da jeg var kommet for sent til en middag og man havde sat sig til bords, i at sige: De kunne nu godt have ventet. Sandt, men irrelevant.

Lad os nærlæse 3 tekster, der hver på sin måde er sprogligt horrible. Det vil forhåbentlig skærpe læserens sprogkritiske sans. Den første er en analyse af tegneserien Tarzan foretaget af en århusiansk gruppe danskstuderende i 1973:
Tarzan som person og det rum, han opretholder, er udtryk for en derealisation, der er en klar afstandtagen til de vilkår, der gælder i metropolens civilisationssfære. Derealisationen udtrykker, at det anonyme kulturindivids latente potens hævdes, men kun som fungibel på præ-kapitalistiske præmisser.
Denne mageløse parykstils forsyndelse er ikke budskabet, men at den blæser et ret trivielt indhold op, så det virker dybt og lærd. En kollega og jeg har oversat teksten, så den kan forstås af 12-årige børn: Når menigmand læser Tarzan, kan han slappe af fra storbylivet et øjeblik. Han forestiller sig, at han er Tarzan, en kæmpe-kraftkarl. Men det er en virkelighedsflugt, for i vores samfund kan menigmand ikke være en kraftkarl. Det kan han kun, når han drømmer sig tilbage til urskoven.
Herefter kan vi se på indholdet. Det er meget sandt - hvis menigmand da ikke er professionel bokser, men det skadelige i virkelighedsflugten. Det glemmer teksten jo bag alle sine falbelader helt at argumentere for.

Den næste tekst er en kunstanmeldelse:
I tæppet har Jan og Benedikte Groth holdt sig til hvidt og sort, men en brun farve spiller ind og nuancerer varmt den sorte flade. Det er tegningens hvide søgende linier, som bærer billedet. De har stadig deres tilblivelse i sig og ser lige så spontane og umiddelbare ud, som dengang de først blev tegnet op som skitse. Deres funktion er at skabe spænding mellem det beskrevne og det ubeskrevne rum. Men de er samtidig vævningens nervestrenge, som aktiviserer fladen og snart rykker en anelse nærmere, snart forsvinder en anelse bagud i rummet. ...Billedtæppet er frapperende smukt og enkelt. I en sum giver det sin oplevelse videre, og man forstår, at det er en lyrisk purisme, denne kunstner søger efter. Også her er ordene sat på skruer, men det er der en slags mening med. Rent indholdsmæssigt står der intet andet end det om de tre farver, og at stilen er bevidst enkel. Absolut intet andet kan falsificeres, og når en tekst ikke kan falsificeres (om man så havde Guds viden om verden), er den tom. Det har Karl Popper lært os. Helt tom? Nej, den gengiver anmelderens subjektive oplevelse: Han oplever, at linierne er ligesom på den første skitse til værket, han oplever noget, der minder om spænding samt en optisk afstandsillusion, og han er begejstret for værket. Men lykkes den rent subjektive formidling? Ikke helt. De søgende linier vækker ikke min oplevelses-genkendelse, skønt jeg strenger mig an. Ordvalget er er udsøgt som i et lyrisk digt, og man kan vel sige, at dets elegance bliver et symptom på anmelderens inspiration af værket og derigennem formidler hans oplevelse.

Den sidste tekst er filosofisk. Forfatteren til tankerne er berømt, så berømt, at jeg ikke tør nævne ham. Her er han imidlertid koncentreret og klarificeret for Gymnasiets ungdom: Efter hans sprogbrug er det altså kun mennesket, der eksisterer; dyr og planter f.eks. eksisterer ikke, de er simpelt hen til. Men når eksistens ikke betyder simpelt hen at være til, hvad betyder det da? Det betyder, at man nok sådan set er til, men at man samtidig er stillet over for det krav at skulle tilegne sig, det man er. Mennesket er ikke uden videre sig selv; det skal blive sig selv ved rent personligt at overtage sig selv som den ganske bestemte person, det nu engang er. Mennesket skal ville sig selv.