Abort-debat vækker stærke følelser

Et beslutningsforslag, der skal indskrænke adgangen til sene provokerede aborter, har netop været til førstebehandling i folketinget, og selv om det aktuelle forslag næppe vedtages, er der udsigt til lovændring. En række læger og jordemødre er dog kede af den drejning, debatten har taget. De oplever en helt anden virkelighed end den, der er blevet fremlagt i medierne og på Christiansborg.

Da to sønderjyske jordemødre for to år siden gik i medierne med historier om, hvordan de måtte deltage i så sene provokerede aborter, at fostrene var i live, når de blev født - og at de derefter blev lagt til at dø en ensom død i et skyllerum, rejste det en abortdebat af dimensioner, man i Danmark ikke har set siden begyndelsen af 70´erne.

Der blev fra forskellige sider lagt pres på justitsminister Frank Jensen om at gøre noget. Han bad derfor det Etiske Råd om at behandle spørgsmålet om de sene provokerede aborter, hvilket resulterede i et arbejdspapir, der blev fremlagt for offentligheden i oktober 1997. Det Etiske Råd var delt på tværs i spørgsmålet om, hvorvidt der skulle sættes en fast øvre grænse for provokerede aborter, der bevilges på baggrund af abortlovgivnin-gens paragraf 3, stk 1 - altså aborter, der bevilges af et abortsamråd efter udgangen af 12. svangerskabsuge.

Den 21. januar i år var det så folketingets tur til at debattere de sene provokerede aborter. Den aktuelle anledning var et beslutningsforslag, fremsat af Kristeligt Folkeparti, der lægger op til et forbud mod provokeret abort på det, der i beslutnings-forslaget bliver formuleret som levedygtige fostre. Forbudet skal sikre fostre mod at blive udsat for provokeret abort, hvis de har samme alder som tidligere eksempler på levedygtige for tidligt fødte, som det direkte er formuleret i forslaget.

I forslaget hedder det endvidere, at sundhedsministeren årligt skal fastsætte den gældende aktuelle grænse for fostres levedygtighed. Denne skal dels bestemmes ud fra de medicinske/teknologiske muligheder, der er til stede i relation til ekstremt for tidlig fødte - og ud fra konkrete tilfælde på ekstremt for tidligt fødte, der har overlevet.

Ærgerlige misforståelser
I den nuværende abortlov, der blev vedtaget i 1973, er der ikke nogen øvre grænse for, hvor sent man må foretage en provokeret abort, hvis der i øvrigt er givet tilladelse fra et af de amtslige abortsamråd. Overlæge dr. med. Erik Obel fra det centrale abortankenævn, der er tilsyns- og ankeinstans for de amtslige abortsamråd, kender dog ingen tilfælde, hvor der er givet tilladelse til abort efter 24. uge. "Der er mig bekendt aldrig givet tilladelse efter 24. uge. Provokeret abort sent i svangerskabet kræver meget vægtige grunde. Man kan sige det på den måde, at jo længere henne i forløbet, jo tungere skal indikationerne der være," siger Erik Obel.

I 1996 blev der givet tilladelse til 48 provokerede aborter efter 21. svangerskabsuge. De 35 var begrundet i svære misdannelser og/eller svære genetisk betingede sygdomme hos fosteret. De øvrige var begrundet i alvorlige psykiske problemer eller sygdomme, alvorlige misbrugsproblemer eller tunge sociale problemer - eller en kombination af flere af disse forhold. Erik Obel mener, der verserer adskillige fejlopfattelser omkring dels grænsesætningen og dels de talmæssige forhold.

Dette blev bekræftet på folketingets talerstol, hvor bl.a. et folketingsmedlem gav udtryk for, at hun mente, der laves aborter langt senere end 24. uge. Margrete Auken(SF): ... og der har været græsselige eksempler på, at man helt fremme i 30. uge - 32. uge har jeg hørt om - har lavet abort på et foster med Downs syndrom, mord på det kunne man også sige.

Erik Obel synes, det er vigtigt, at man jævnligt tager etiske aspekter af lovgivningen op. Men han synes på den anden side, at det er ærgerligt, at der spredes misforståelser via en folketingsdebat.
" Aborter, der er lavet mellem 24. og 28. uge, er mig bekendt foretaget efter paragraf 2, altså den medicinske indikation, hvor morens liv er truet. Det er en beslutning, den behandlende læge kan træffe akut. En helt anden situation er den, hvor man efter 30. uge for eksempel ved ultralydsscannning påviser et svært misdannet foster, der ikke har en chance for at overleve. Det vil typisk være et foster uden hjerne. Her vil kvinden af den behandlende læge ofte blive tilbudt, at fødslen sættes i gang. Det har ikke noget med abortloven at gøre, og der er ikke lovgivet om dette. Når det sker, er det af hensyn til moren, der ikke skal gennemføre måske 10 ugers ekstra graviditet med et foster, der aldrig vil komme til at leve, siger Erik Obel.

Skyllerum og skrækhistorier
Flere af folketingsmedlemmerne vendte i debatten tilbage til temaet om fostrene, der dør i skyllerummet.
Birthe Rønn Hornbech (V): .... jordemødre kan berette om, at levedygtige og sunde fostre lægges ud i hospitalernes skyllerum for at dø en ensom og uværdig død, fordi de er uønskede, mens hele det tekniske apparat går i gang for at redde måske mindre levedygtige små væsener, som forældrene brændende ønsker skal leve."
Birthe Skaarup(DF):" Skismaet er jo, at på samme fødeafdeling skal et barn reddes i det ene rum, og i det andet må et foster ligge og dø..."
Og Jann Sjursen(KRF)." Vi kan ikke leve med det dilemma, som ikke bare sundheds-personalet står i, men som i og for sig også den kvinde, der er involveret i det, står i, og som altså også involverer tredjeparten, nemlig barnet, hvor det på den ene side kan blive hjulpet til livet, hvis det bliver født for tidligt, og på den anden side bliver aflivet, hvis det er på den forkerte gang, havde jeg nær sagt."

Overlæge Birgit Peitersen fra børneafdelingen på Hvidovre Hospital har svært ved at genkende de malende beskrivelser. " Man kan have forskellige holdninger til grænserne for abort, og det er en ting. Men det er en misforståelse, hvis man tror, at man rutinemæssigt får fostre på 24. uge og derunder til at overleve. Det har man kun set i sjældne tilfælde, og hér er der endda tvivl, om de ikke i realiteten har været ældre. Man må huske, at der kan være en betydelig fejlmargen, når det gælder fosteralder," siger Birgit Peitersen. Birgit Peitersen erkender, at der i visse tilfælde kan registreres livstegn hos fostre under 24. uge. Men hun understreger, at det er noget ganske andet med aborterne, hvor selve abortproceduren i så godt som alle tilfælde gør, at fosteret dør inden fødslen. "Livstegn er små gisp, en anelse hjerteaktion, små bevægelser. Det er ikke at forveksle med levedygtighed. Men det skal behandles etisk og ordentligt," siger Birgit Peitersen, der mener, den aktuelle debat er totalt afsporet: "Det er ekstremt sjældent, at man anvender muligheden for provokeret abort så sent som i 24. uge, og der er virkeligt vægtige grunde, når man gør det. Vores virkelighed er ikke, at vi på den ene stue kæmper for de helt smås liv, mens vi på den anden afliver jævnaldrende, som det er fremgået af debatten, fordi de er uønskede, siger Birgit Peitersen. Hun har lidt svært ved at forstå meningen i forslaget om, at sundhedsministeren skal regulere abortgrænsen i nedadgående retning årligt, alt efter hvor dygtige man bliver til at behandle for tidligt fødte børn. "Jeg bryder mig ikke om tanken med faste grænser i det hele taget. Den nuværende lov fungerer udmærket. Det er ikke et område, der er etisk nemt - og man løser ikke etiske problemer med faste grænser. Men jeg mener heller ikke, at vi når længere ned i forhold til at redde de ekstremt for tidligt fødte børn. Hvis vi skal kunne gøre noget for fostre, der fødes før 23. - 24. gestationsuge, skal man udvikle kunstige livmødre, for børnenes organer er ikke færdige - de kan for eksempel få brug for kunstig nyrefunktion, etc., siger Birgit Peitersen.

Hensyn til hvem
Erik Obel fra det centrale abortankenævn mener også, at man har glemt et par væsentlige elementer i levedygtighedsdiskussionen. "I de sene aborter, der foretages på tung social indikation, er det ofte også tale om store misbrugsproblemer. Der vil være risiko for, at barnet allerede har taget skade. Skal kvinder i den situation fratages muligheden for abort?," spørger Erik Obel, der peger på, at de kvinder, der tales om, typisk er de svageste og mest sårbare i samfundet.
" De kvinder, der får tilladelse til abort på sociale indikationer, er en meget udsat gruppe, siger Erik Obel, der savner en præcisering af, for hvis skyld man overhovedet fører denne diskussion.
" Det er næppe af hensyn til den gravide? Måske af hensyn til fos teret, hvis udgangs-punkt for at få et godt liv er utrolig ringe. Det mest sandsynlige er, at det er hensyn til personalet, vi diskuterer, og det, synes jeg ikke, er etisk rimeligt," siger Erik Obel. Han mener, at man i så fald må diskutere teknikken og eventuelt anvende metoder, hvor fosteret sikkert går til grunde i livmoderen, så hverken personalet eller kvinden udsættes for, at fosteret viser livstegn.

"Jordemoder-frustration"
Merete Larsen, formand for Den Almindelige Danske Jordemoderforening, sidder også tilbage med frustration efter folketingsdebatten. Jordemoderforeningen ønsker ganske vist en ændring af abortloven. I modsætning til Den Almindelige Danske Lægeforening, som forsvarer skønsprincippet i den nugældende lov, ønsker jordemødrenes organisation en fast øvre abortgrænse, som skal ligge ved udgangen af 22. uge - med dispensationsmulighed, når det gælder ikke-levedygtige fostre. Foreningen sympatiserer ikke med Kristeligt Folkepartis forslag. Og Merete Larsen er personligt ked af den drejning, som folketingsdebatten fik. "Det er uheldigt, at der bliver spredt misforståelser, og at det kommer til at lyde som om, der dagligt er fostre, der ligger og dør i skyllerum rundt omkring. Det er også uheldigt, at debatten blev så følelsesladet, at meget af sagligheden forsvandt. For det er ganske vist følelsesmæssige spørgsmål - men emnet er samtidig også meget nuanceret. Det, jeg er allermest berørt over, er tanken om, at der sidder kvinder rundt om i landet, der har været igennem en af disse meget sene og meget belastende aborter, der kommer til at lide hårdt under ekstra skyldfølelse, siger Merete Larsen.

Udsigt til lovændring
Beslutningsforslaget fra Kristeligt Folkeparti mødte en vis velvilje i folketinget - men vil næppe rejse flertal. Kun det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti gav umiddelbart tilsagn om støtte. Flere andre partier udtrykte ønske om en fast øvre abortgrænse - men stadig med dispensationsmulighed. De fleste partier stiller dog deres medlemmer frit på grund af spørgsmålets etiske og personlige karakter, hvilket vil sige, der ikke er bindinger på grund af partidisciplin. Forslaget gik efter førstebehandlingen videre til behandling i Retsudvalget, og justitsminister Frank Jensen bebudede en bredere høring om spørgsmålet. Justitsministeren antydede desuden i de afsluttende bemærkninger, at hans egen holdning nærmer sig den del-udtalelse fra Det Etiske Råd, som formanden for dette, prof. dr. jur. Linda Nielsen, tilsluttede sig: Nemlig at man ikke må give tilladelse til abort på levedygtige fostre, og at det skal være Sundhedsstyrelsen, der skal fastsætte detaljerede retningslinjer eller en ugegrænse. Men at der også skal være dispensationsmulighed, når fosteret ikke vil være levedygtigt efter fødslen, eller barnets liv vil være forbundet med uafhjælpelig svær lidelse.

Læs på nettet
Kristeligt Folkepartis beslutningsforslag (B 69) samt folketingsdebatten
om samme kan læses på Internettet under adressen www.folketinget.dk
Arbejdspapiret vedrørende sene provokerede aborter fra det etiske Råd
kan læses på adressen www.etiskraad.dk