I 1990'erne er det et spørgsmål om livsstil, om man vil gifte sig. Af de godt 65.000 børn, der hvert år fødes i Danmark, har knapt halvdelen ugifte forældre. Livsstilen med ikke at gifte sig indbefatter typisk også, at det er kvinden, der får eneforældremyndigheden over barnet. Det hører med til tidsånden, at man lever og tænker her og nu. Problemer er til for at blive løst i den rækkefølge, de kommer.

Den livsform har ramt nogle mænd som en boomerang. For en dag fandt de ud af, at de forresten gerne ville have papir på barnet. De opdagede, at der var forskel på mænd. Juraen stillede papirløse mænd ringere end dem, der havde sørget for at få papir på kvinden, der fødte deres barn. De papirløse mænd syntes, det var uretfærdigt.

De organiserede sig, og de opfordrede regering og Folketing til at lave retstilstanden om. Justitsministeren nedsatte først et sagkyndigt udvalg, dernæst kom der et forslag til en ny myndighedslov. I den nye myndighedslovs paragraffer og bemærkninger kan man læse, at det nu er på tide at afskaffe den forskelsbehandling, der hersker mand og mand imellem på grund af valg af livsstil. De mænd, der foretrækker at leve papirløst, skal have samme ret til børn som de mænd, der foretrækker at leve med, at de har papir på konen.

Det er en uafviselig kendsgerning, at det nye forslag til myndighedslov i høj grad ligner en ligestillingslov - altså en lov, der har til formål at forhindre, at kvinder har ringere levevilkår end mænd.

Skal myndighedsloven ligne en ligestillingslov? Jeg mener nej. For de fleste af de nye retsregler i myndighedsloven er noget overflødigt pjat. Der er ikke nogen grund til, at juraen - i højere grad, end det allerede er tilfældet - skal bruges til at kompensere ugifte fædre for deres livsstil.

Jeg synes ikke, der er nogen grund til at give alle mænd lige ret til at få forældremyndighed.

Jeg er imod, at staten på denne måde skærer over en kam, hvordan mænds handlinger over for kvinder kan accepteres. Jeg har mest respekt for en mand, hvis han kan finde ud af at opføre sig sådan, at den kvinde, han venter barn med, har lyst til at gifte sig med ham. Men statistikken viser, at virkeligheden er anderledes end jeg ønsker mig: Af de godt 65.000 børn, der hvert år fødes i Danmark, har knapt halvdelen jo ugifte forældre.

Hvordan ser fremtiden mon ud? Allerede i dag kommer en tredjedel af alle danske børn ud for, at en af forældrene flytter hjemmefra, før de selv gør det. Og procentdelen af papirløse parforhold er støt stigende. altså tegner fremtiden sig sådan, at flere og flere mænd lige pludselig vil opdage, at de bliver uretfærdigt behandlet af deres egen livsstil. Nåh nej, sådan en påstand er naturligvis noget polemisk sludder; men det er så fristende at blive ironisk, når det "korrekte udsagn" er det, hvori de fleste kan genkende sig selv: Fremtiden tegner sig sådan, at hvis der ikke kommer en ny myndighedslov, så vil rigtig mange mænd føle, at de bliver diskrimineret på grund af deres køn. De vil føle sig kønsdiskriminerede, når de opdager, at retsmaskinen ikke er kalibreret, så det nulpunkt, forældremyndighed skal afgøres ud fra, er kønsneutralt. De vil ikke kunne forstå, at en kvinde, bare fordi hun ikke er gift, automatisk får eneforældremyndigheden over et barn, alene af den grund, at barnet er født af hende. Barnets fødsel er ensbetydende med, at fødemaskinen er nulstillet. De vil synes, at det er deres syn på tingenes tilstand, der bør ændre på lovgivningen.

Problemet er jo ikke nyt, og det vil nok dukke op til løsning jævnligt, lige så længe mænds kroppe ikke rummer nogen livmoder. Til gengæld synes jeg, der er lagt op til, at fremtidens løsning på problemet bliver en radikal nyskabelse.

Et langt stykke vil man nok følge sædvanen, som det passer sig for vores skriftlige kultur, for løsningen kommer til at knytte sig til et dokument, der på et snævert område - det med børn - får samme retsvirkning som vielsesattesten. Navnet på dokumentet har jeg ikke fantasi til at forestille mig - måske noget i retning af "barneadgangserklæring". Jeg ved, at den kommer til at fungere som en slags selvangivelse, for der er allerede skrevet lidt om, hvordan man forestiller sig, det vil kunne foregå:

En kvinde er blevet gravid. Ved besøg hos læge/jordemoder indtastes ændringen i hendes kropstilstand til et register. Elektronikken er programmeret sådan (bib), at hendes adresseforhold straks undersøges. Viser det sig, at en mand, der har passende alder, bor på samme adresse (bib), udskrives og afsendes der automatisk en blanket. Hvis manden og den gravide underskriver blanketten, har de erklæret, dels at de har boet sammen i en vis periode, dels at barnet, kvinden måske føder 8 måneder senere, er et fællesbarn. Senere, når informationssamfundet er blevet mere modent, kan man måske droppe det med postvæsen, underskrift og blanket. Med henvisning til, at et barn har ret til en far og en mor, kan man nøjes med at krydse registeroplysningerne. Ligesom det er tilfældet med skattevæsenets forskudsregistrering, kan man altid senere foretage de rimelige reguleringer.

Barneadgangserklæringen og automatikken sikrer en ting: At alle mænd stilles lige med hinanden, fordi de får lige adgang til at have ret til børn.

Man kunne fristes til at tro, at barneadgangserklæringen også egnede sig til at sikre, at alle børn fik lige stor adgang til at kende både deres far og deres mor. Sådan er det imidlertid ikke, fordi Danmark er et land, hvor anonym kønscelledonation er accepteret. Ligestilling af mænd med mænd har ikke som sidegevinst, at der samtidig kan redegøres for børns familieforhold.

Selv om jeg synes, at jeg har sat mig så grundigt ind i sagerne, som man kan, så er der alligevel noget, jeg ikke forstår. En eller anden fortæl mig lige: Hvordan er det gået til, at det virker så rigtigt og så vigtigt for så mange, at alle mænd - uanset livsstil - skal have lige adgang til at have ret til børn?