Vor tids brug af forplantningsteknik giver de gamle ord om fødsel, frihed og lighed en hul klang - der bliver manipuleret med menneskerettighederne før fødslen

Den 10. december har vi haft en Verdenserklæring om Menneskerettigheder i 50 år. Det gør det aktuelt at spørge: Er det en menneskeret at få børn. Hvad må det "koste"? Er der behov for i menneskerettighedserklæringen at sikre menneskeheden ret til at blive født af sin biologiske mor og at sikre kvinder særrettigheder i forbindelse med svangerskab, fødsel og amning?

Lige kromosomniveau
Først et historisk perspektiv. Da De Forenede Nationer i 1948 vedtog Verdenserklæringen, var der meget, der så anderledes ud. I 1948 havde man lige vænnet sig til den tanke, at en far og en mor bidrog med lige meget arvemasse til deres afkom. Dén medicinske viden blev allerede slået fast i 1875. Før 1875 troede man, at alt det, der afgjorde barnets egenskaber, intelligensen for eksempel, kom fra manden.. Men i 1875 mistede sæden sit særpræg. Selv om det siden 1875 har været et dokumenteret faktum, at kønnene kan ligestilles på kromosom-niveau, så er det imidlertid først nu, at kvinders menneskerettigheder er kommet op på linie med mænds. Måske var det kromosomligestillingen, der fik Verdenserklæringens fædre til at inddrage fødslen i erklæringens allerførste sætning. Der står der jo, at "alle mennesker er født frie og lige". 
Det er i høj grad artikel 1, der bestemmer, hvad menneskerettigheder er. Men med vor tids brug af forplantningsteknik får de gamle ord om fødsel, frihed og lighed en meget hul klang. Der bliver jo allerede nu manipuleret med menneskerettighederne før fødslen. 
Menneskerettigheder kan være enten negative eller positive. Et eksempel på negative rettigheder er FN's Kvindekonvention, Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women (CEDAW). Med Kvindekonventionen i hånden kan kvinder som alle andre mennesker stille krav om at være i fred og blive respekteret. Det betyder imidlertid ikke, at kvindekønnet kan kræve noget på egne vegne i de situationer, hvor kvinder er anderledes mennesker end mænd. Derfor kunne kvindekonventionen lige så godt kaldes moderskabskonventionen. For CEDAW beskytter nemlig snarere en luftig tanke om moderskabet, end den beskytter den konkrete kvinde, når hun er ved at blive en mor. At Kvindekonventionen snarere er en Moderskabskonvention, kan man bedre forstå, når man indser, hvad det er, de stater, der har tilsluttet sig konventionen, forpligter sig til at gøre.
Staterne forpligter sig kun til "at sikre, at undervisning i familiekundskab omfatter den rette forståelse af, at moderskab er en samfundsfunktion". Hverken mere eller mindre! 

Hvad kom egentlig først?
Ånden i menneskerettighederne, at mennesker skal respektere hinanden. Derfor virker det næsten som logik, at når mennesker skal respektere hinanden, så skal de også respektere moderskabet. Det virker logisk på samme måde som når man siger: Hvem kom først - hønen eller ægget? For hvis moderskabet ikke var til, så ville der jo heller ikke være nogen til at stille krav til hinanden om gensidig respekt. De to udgangspunkter, respekten for mennesket og respekten for moderskabet, hænger tæt sammen: Hvem kom først - mennesket eller moderskabet? 
Når det er vigtigt at tænke på den måde, så er det fordi, det er vigtigt, at borgerne i et samfund er enige om, hvad der er de mindste enheder, der ikke må krænkes. 
Da det ikke kan benægtes, at der er fornuft i at snakke ligestilling på kromosomniveauet, så betyder pligten til respekt, at vi hver især skal tage stilling til, om det kan være andet end et positivt fremskridt, at næsten alle kvinder nu om dage kan opleve at blive mødre? Er det ikke godt, at de barnløse kvinders tragedie i vor tid kan vendes til moderskabslykke ved hjælp af befrugtningsteknologi? Er det ikke godt, at også mænd med dårlige sædceller kan komme til at give deres gener videre? For det er jo sådan, at hvis sædcellerne ikke duer, så kan gén-materialet isoleres og sprøjtes ind i ægget med en kanyle. Metoden kaldes mikroinsemination, og kombineres den med ægtransplantation, så kan alle mennesker teoretisk set blive genetiske forældre.
Hvis man er skeptisk, så har man et problem med at glæde sig over, at forplantningens  mysterium og fødslens mirakel i dag ligger blottet under videnskabens skærende, skarpe spotlight. Man er imod, at forskernes ambition er at blive bedre end naturen. Man synes ikke godt om, at der i to-års perioden 1994-95 var 9.471 kvinder, der begyndte at gå til kunstig befrugtning. Man vil gerne vide, om de eksisterende konventioner om menneskerettigheder dækker forplantningsområdet på fornuftig vis? Men det ved vi ikke rigtigt - hverken i Danmark eller i andre lande.
Det Danske Center for Menneskerettigheder (Eva Ersbøll) mener, at menneskerettighederne beskytter retten til at formere sig. Men heri ligger der ikke nødvendigvis, at alle og enhver kan stille et krav til staten om at få børn. Staten har ikke pligt til at sørge for, at alle barnløse kan blive kunstigt befrugtede. Herom siger Eva Ersbøll: "Det er for tiden nok ikke en menneskeret at få kunstig befrugtning, hvorimod det anses som en menneskeret at føde børn og at kunne adoptere." Men så længe, der ikke er anlagt en retssag til afgørelse af, om det er en menneskeret at få et barn, så er sagen til debat. 

Rugemoderskab som job
Skeptikeren kan yderligere belyse status ved at inddrage to forplantningsteknikker, der krænker kvinders menneskerettigheder. Det drejer sig om ægdonation. Her er sundhedsministeren kommet med et udspil: Om ægdonation siger Carsten Koch, at det er i orden med ham, hvis alle kvinder får ret til at donere æg. Det drejer sig om rugemoderskabet. Hvis samfundet forlader den traditionelle far-mor-barn familie samtidig med, at det bliver nemt at få fat i et menneskeæg, så vil den ligestillingsopfattelse kunne brede sig, at når kvinder kan danne familie, bare fordi de er kvinder, så bør samfundet ikke lægge hindringer i vejen for, at mænd kan gøre det samme. Det betyder, at rugemoderskab kan blive et kvinde-erhverv på linie med prostitution - reproduktions-prostitution. Rugemødre og rugemoderkontrakter er almindelige i USA (og ikke forbudt i Finland). Men en analyse af fænomenet rugemoderkontrakter viser, at dét at godkende rugemoderskaber, er det samme som at acceptere slaveri.
Hvordan kan man forhindre, at accepten af rugemoderkontrakter og fri ægdonation breder sig i Europa? Måske gennem at gøre sig overvejelser over, hvad dét mon kan være, der inden for forplantningen fortjener at blive udnævnt til at være den mindste enhed, der kan gøre krav på respekt og beskyttelse. Fra Norge er der kommet to bud på, hvad forplantningens mindste beskyttelsesværdige enhed kan være. Den ene er livmoder-æg-enheden. Den anden er mor-foster-enheden. Måske kan det også hjælpe at stille spørgsmål, som kritiserer menneskerettighederne for ikke at være så kvindevenlige, som de godt kunne være. For eksempel: Findes der nogen rettigheder, som kvinder har som individer, fordi de føder børn? I dag er svaret nej. Som individer har kvinder ingen rettigheder, fordi de føder børn. Dertil kommer, at selv om forplantningsteknikkerne kan medføre krænkelse af kvinder, så er teknikkerne indført med begrundelsen: Kvinder skal selv bestemme. 
Men forplantningsteknikkerne har udhulet den sociale betydning og de retsvirkninger, der hidtil har været tilknyttet svangerskab og fødsel. Ønsker vi et samfund, hvor kvinder ikke må bestemme over deres egen krop?
Tendensen er, at kvinder ikke skal være enerådende på dét område. I Danmark vil staten gerne forhindre, at lesbiske får børn. Lesbiske er blevet symptomet på, at kvinder ikke må være selvbestemmende vedrørende deres reproduktive evne. Dén skal deles med mændene, og det gælder ikke bare for lesbiske, men for alle kvinder. Er der ikke tale om foragt for Verdenserklæringen, når der er forskel på henholdsvis lesbiskes / enliges og andre kvinders mulighed for at formere sig? Man plejer at svare, at når det ikke er godt for et barn at vokse op hos to kvinder, så er det fordi, et barn har ret til en far. Men hvis det skal tages alvorligt, så er det næppe den rene science fiction at forestille sig et fremtidssamfund, hvor børnene tilhører fædrene. Når Verdenserklæringen fylder 100 år, bliver forældreskabet måske afgjort af det genetiske bånd, der er mellem faderen og barnet. Den accept er jo på vej, at en mand skal kunne gå hen til et biologisk register med sin DNA-profil og få besked på, om han er far.

Kunstig livmor - hvad så?
For mig at se var det kromosomligestillingen, der styrede pennen for 50 år siden, da Verdenserklæringen blev skrevet. Men hvilken indflydelse har vore dages viden om forplantning mon på, at kvinders rettigheder endelig har opnået status af menneskerettigheder? Forplantningsteknikkerne er i dag udviklet så vidt, at muligheden for kunstig livmor IKKE længere kan afvises totalt. Kan vor tids ændrede vilkår for forplantningen mon betyde, at kvinders nyvundne menneskeretsstatus forfalder? Hvordan kan vi bedst sikre, at kvinders ligestillede medmenneskelighed går ind i det nye årtusind som en selvfølge?
Jeg tror, det bliver nødvendigt at forbedre Verdenserklæringen. Verdenserklæringens artikel 1 må gøres så kvindevenlig, at den positive udvikling af kvinders  menneskerettigheder ikke behøver at blive bremset igen. Det kan gøres ved at tilføje ganske få ord. Lad os ændre Verdenserklæringens artikel 1 sådan, at den indforståethed bliver tydelig, at det gælder for alle mennesker - uden undtagelse - at en kvinde har født dem. Hvad med: "Alle mennesker er født af en kvinde, og alle fødes frie og lige i værdighed og rettigheder". Hvis det sker, kan vi mennesker begynde at spørge hinanden, om ikke det er sidste udkald, hvis det skal sikres som en menneskeret at blive født af en kvinde?

(Artiklen er et bearbejdet foredrag holdt i Aalborg Kongres & Kulturcenter på FN-dagen den 24. oktober 1998 i anledning af fejringen af 50-års jubilæet for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Arrangører Dansk Kvindesamfund og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske).