Hvorledes findes balancen mellem på den ene side far/barn-forholdets retslige regulering – og på den anden side mor/barn-forholdets kropslige relation? Denne balance skal drøftes for at undgå lovgivning, der kan skade kvinder som mødre.

I løbet af 1990'erne er det blevet almindeligt med mangfoldige familieformer, og i dag er det barnet, der danner basis for forståelsen af forældreskabet. Ikke far, slet ikke mor og så langt fra ægteskabet. En slags kulmination på udviklingen kan ses i et forslag til ny børnelov, der ikke bygger på den gammeldags kernefamilieopfattelse. De tre børnelove fra 1908, 1938 og 1960 byggede på ægteskabet, og formålet var ophævelse af samfundsmæssig uretfærdighed og forskelsbehandling ved at stille alle børn lige overfor loven. 

I det børnelovsforslag, Justitsminister Frank Jensen fremsatte i foråret, arbejdes der med et helt nyt og anderledes grundlag end ægteskabet. Det nye grund-lag er meget enkelt, det kan kaldes meningsforældreskab og kan sammenfattes som følger: Alle fædre skal stilles lige overfor loven. Det politiske budskab er: Genetiske fædres retsstilling skal styrkes - favorisering af ægtemænds fortrin til faderskab skal ophøre. Det betyder, at det blot på et eller andet tidspunkt skal have været meningen med en mands seksuelle aktivitet, at han gerne ville være far. Det skal ikke længere tages med i betragtning, om en mor evt. ikke ønsker faderskabet fastslået. Forandringerne vil således afskære moderen fra selv at vurdere forhold omkring faderskab og forældremyndighed. I overensstemmelse hermed foreslås skrappere regler for moderens oplysningspligt om hendes tilknytning til en mand. Og selv om ægteskabet afvikles, så er det især den ugifte, enlige kvinde, der kan klare sig selv og sørge for sine børn, der – paradoksalt nok – skal kontrolleres stramt og i detaljer redegøre for liv og færden. 

De mange elementer i børnelovsforslaget kan indeholdes i følgende to punkter:
1) Mænd, der siger, at de har ønsket et barn, skal ikke længere være retsløse. Et barn skal således helst have udlagt en retslig far. 
2) Familieformerne ægteskab og samliv skal ligestilles. Samlivsforhold defineres som ”parternes ønsker om i fællesskab at varetage omsorgen og ansvaret for barnet”. En mand, der mener, han evt. kan være far, skal have søgsmålsret. Alle formodninger om faderskab bør prøves (strafbar incest dog undtaget). Myndighederne skal ikke længere skelne mellem samlivsmænd og ægtemænd. Også ægtemænd skal informeres om muligheden for at rejse faderskabssag, efter at hustruen har født. 
Børnelovsforslaget varetager med ensidighed den genetiske fars interesser. Og når nu genetikken helt og aldeles har taget magten fra justitsministeren, må det være tilladt at spørge om, hvorfra disse forandringer henter deres berettigelse? Der tales meget om en tilsyneladende agtværdig problemstilling: Børns ret til ikke at blive stemplet som faderløse. Målet kunne derfor være lavere konfliktniveau og øget retfærdighed – men jeg synes ikke, dette vil blive resultatet. 

Mit udgangspunkt for undren over børnelovsfor-slaget er de mulige niveauer, som retsgrundlaget kan tage afsæt i, nemlig 1) personlige (køn / krop / seksualitet), 2) private (livsstil, slægt) og 3) samfundsmæssige (ægteskab/samliv, retstilstand). Desuden har jeg som udgangspunkt en række spørgsmål:

- Skal ethvert barn altid have ret til to forældre? Hvorfor?

- Skal gifte og ugifte mænd altid være retsligt ligestillede i relation til børn? Hvorfor?

- Skal en mand altid have ret til at blive far? (Også hvis moderen ikke vil føde barnet?) Hvorfor?

- Skal samfundet ikke sky nogen midler for at fastslå genetiske faderskaber? Hvorfor?

- Skal fælles forældremyndighed ikke længere hvile på frivillighed? Hvorfor?

- Er det kun det genetiske slægtskab, der bør betyde noget for børns person-, familie- og arveretlige stilling? Hvorfor?

- Kan ingen mødre selv vurdere hensigtsmæssigheden af at tilbageholde navnet på en barnefar? Hvorfor?

Hvis Folketinget svarer ja til de seks første spørgsmål og nej til det syvende, så brydes der med den konventionelle regulering af slægtskabsforhold. Men samtidig brydes der også med en generel kvindevenlig udvikling. Kvindernes rettigheder rykkes 100 år tilbage.

Behov for en ny børnelov?
I børnelovsforslaget er det ikke belyst, om Danmark med en øget styrkelse af fædres retsstilling er ved at bevæge sig tilbage i tiden til før år 1900. Altså til en tid, hvor ægtemanden alene havde beslutningskompetencen i tilfælde af uenighed mellem forældre. Forslaget overvejer nemlig ikke, om fortsat udvidelse af fædres retslige råderum er ensbetydende med indskrænkning af mødres kropslige råderum. De overvejelser søges gjort i det følgende, idet der herunder gives et historisk rids af, hvordan udviklingen har bevæget sig på børnelovsområdet.

Et historisk rids
I 100 år har det overordnede formål med love indenfor person-, familie og arveret været at øge retfærdighed, dels mellem faderskab og moderskab, dels mellem ægte og uægte børn. Vanskeligheden ved at dele sol og vind lige ved hjælp af love var dengang den samme som nu: Faderskab og moderskab kan kun på et juridisk abstraktionsplan, der tilsidesætter kroppen, sammenlignes med børnenes ret til ikke at blive stemplet som faderløse / uægte. Imidlertid forekommer det absurd at fjerne kroppen fra en problemstilling, der har med forplantning at gøre, i hvert fald i et forsøg på at besvare, om børnelovsforslaget mindsker konfliktniveauet.

Derfor opstilles – rent teoretisk – det scenario, om retsgrundlaget bedst tager afsæt enten i værdigrundlaget (privat- og samfundsniveau) eller i kropsgrundlaget (det personlige niveau) – vel vidende, at sådan et valg ikke kan træffes absolut, og at det heller ikke én gang for alle kan træffes for alle tilfælde. 

Det er spørgsmål af følgende kaliber, børnelovsforslaget ikke sætter til drøftelse: Hvornår indtræffer det tidspunkt i et barns liv, hvor en far og en mor er udskiftelige størrelser, således at barnet kan stilles ’lige overfor forældrene’, som tidligere ’lige overfor loven’? Ved befrugtningen? – nej. Ved fødslen? – nej. Umiddelbart efter fødslen? – kun hvis den kropslige kontakt mellem mor og barn fx i form af amning ignoreres. Det vil de færreste gøre, så derfor – nej. Efter spædbarnsalderen, fx efter 6-12 måneder – ja. Med rækkefølgen af fire nej'er før et ja, åbnes for lovgivning med afsæt i kropsgrundlaget.

Ved overgangen mellem det 19. og det 20. århundrede viste Staten ingen human interesse for den ugifte mor. Hun kunne straffes for fosterfordrivelse og barnemord, men ellers havde hun fuld frihed og alle rettigheder til at passe sig selv og sine børn. Det er denne selvbestemmelsesret, man kunne kalde det moderskabsmyndighed, der i dag genfindes i gældende børnelov som retten til ikke at oplyse, hvem der er (eller kan være) fader til barnet. Naturligvis kunne moderskabet og fødslen også i vore dage være afsæt for et valg af retsgrundlag. Det ville være naturligt og vise respekt for naturens orden. Men i en tid med avancerede teknikker til kunstig befrugtning er sådanne overvejelser længe blevet skudt ned med beskyldninger om økologisk og religiøs fundamentalisme – og er nu tabu. 

Hvis svaret på spørgsmålet ovenfor – hvornår kan barnet stilles lige overfor forældrene? - er: ”Ved ægteskabets indgåelse” eller ”ved samliv”, så åbnes for en ikke-tabuiseret mulighed for – som det sker i børnelovsforslaget - at tage afsæt i et værdiløst retsgrundlag, nemlig det sociale konfliktfelt, hvor al opmærksomhed samles om fastslåelse af den genetiske fader og hans ubetingede ret til forældremyndighed og samvær. Dette retsgrundlag kalder jeg værdiløst, fordi det er ude af balance og således ikke kan bidrage positivt til samfundsopbygningen.

I mere end 100 år har det systematisk været forsøgt – med midlet styrkelse af fædres retsstilling – at fjerne den skik/uskik at betegne børn med begreber, der afhænger af forældrenes civilstand. Men børnelovsforslaget tyder på, at der stadig tårner sig en del vanskeligheder op, hvis den retslige forskel mellem børn af henholdsvis ugifte, enlige kvinder på den ene side og gifte/separerede eller samlevende forældre på den anden side helt skal forsvinde. Kernedilemmaet er forholdet mellem dels et JA til fortsat styrkelse af ugifte fædres retsstilling, dels et NEJ til fortsat diskrimination af ægteskabet. Hvorfor dog gifte sig, hvis de retslige relationer mellem forældre og børn ikke ændres derved? Men hvor meget mere kan fædres retsstilling mon styrkes, uden at det går ud over mødres? Eller det må det måske godt?

Spørgsmålet kan også formuleres sådan her: Hvorledes findes balancen mellem på den ene side far/barn-forholdets retslige regulering – og på den anden side mor/barn-forholdets kropslige relation? Denne balance skal drøftes for at undgå lovgivning, der kan skade kvinder som mødre.

Moderskabsmyndighed?
Det forekommer mig, at den store sympati for det genetiske faderskab ikke kan imødekommes, uden at mødre kommer til at undgælde. En tilsvarende sympati for den helhed, der er både kvindekroppens månedlange bidrag til forplantningen (foruden ægcellen) og den naturlige tilknytning mellem mor og spædbarn, er svær at få øje på. Derfor savner jeg debat om følgende spørgsmål: Hvilke overvejelser er egnede som afsæt for retsvirkning og samfundsmæssige retningslinier? Findes der nogen rettigheder (menneskerettigheder eller andre), som kvinder har som individer, fordi de føder børn?

Jeg mener ikke, at man med henvisning til det juridiske, det vil sige til det, mennesker forandrer over tid, kan argumentere med vægt om noget biologisk, der forhåbentligt er evigt uforanderligt: At det er kvinder, der bærer, føder og ammer børnene. Fordi de to køn har forskellig kropskompetence, mener jeg, at en lovgivning, der ikke respekterer de biologiske forskelle, der naturligt stiller far og mor ulige i begyndelsen af et barns liv, både er utilstrækkelig, uretfærdig og konfliktskabende. Foruden det spagfærdige pip i min retning, der som nævnt findes i gældende børnelov, findes der også en rest af kvindens kropslige selvbestemmelse i loven om forældremyndighed (§ 12, stk. 1), der bygger på en skelnen mellem børn over og under spædbørnealderen. Jeg citerer (KARNOV, 1998, s. 5313, note 23): ”Kerneområdet for bestemmelsen er forhold, hvor forældrene har boet sammen siden barnets fødsel, og barnet ved samlivsophævelsen er over spædbørnealderen. I disse tilfælde bør der ikke – set med barnets øjne – være regler, der giver den ene af forældrene fortrin frem for den anden.”

Der gives således i gældende ret to muligheder dels for at modarbejde en yderligere lovfæstelse af meningsforældreskabet og dels for at forhindre en tilbagevenden til historiske tilstande, hvor forplant-ningsevnen blev reguleret med regler i straffeloven. Man kunne jo kvalificere det ekko af moderskabsmyndighed, der stadig findes i gældende børnelov og forældremyndighedslov. Et bud kunne være moderskabsmyndighed, der slutter den dag, barnet rejser sig og går, det vil sige på det tidspunkt, hvor gennemsnitsbarnet fylder ét år. Begyndelsestidspunktet kunne knyttes til, at det kan konstateres, at en kvindes seksuelle aktivitet har graviditet til følge. Og anvendelsesområdet, ikke at forveksle med afsæt for retsgrundlaget, kunne være de – samfundsmæssigt set – værdiløse konflikter, hvor forældre er uenige i spørgsmål, der har med forplantning at gøre, således at retten til at bestemme principielt tillægges den gravide kvinde / småbarnsmor. 

Justitsministeren har bekendtgjort, at lovforslaget til ny børnelov genfremsættes i efterårets folketingssamling. Loven er altså fremsat som en prøveballon – hvor langt tør han gå? Hvor afholdt er ægteskabsinstitutionen?

Automatisk fælles forældremyndighed?
Den knast, der forhindrer, at vielsesattesten mister betydning for børn, findes i børneloven som denne ægteskabsbeskyttende regel: "Pater est, quem nuptiae demonstrant" (fader er den, bryllupsfaklerne udpeger). Pater-est-reglen, der oprindelig stammer fra romerretten, blev del af dansk ret med 1938-børneloven, idet man dengang meget kraftigt ønskede at styrke ægteskabet på grund af dets samfundsopbyggende værdi. Den eneste mulighed for at opnå fodslag mellem ægteskab og meningsforældreskab findes i fjernelse af pater-est-reglen.

At Justitsministeriet længe har arbejdet med fjernelse af pater-est-reglen ses i betænkning nr. 1279 fra 1994 om ændring af forældremyndighedsreglerne. Der står nemlig på side 13, at der er planer om at erstatte pater-est-reglen med en samlivs-pater-est-regel: ”En sådan regel kunne f.eks. bestå i, at forældrene erklærer, at barnet er et fællesbarn, og at de har boet sammen i en vis periode. Afgives en sådan erklæ-ring, kunne der som retsvirkning hertil knyttes automatisk fælles forældremyndighed”. Betænkningen resulterede i 1995 i en ny lov med markant styrkelse af den ugifte fars retsstilling. I 1995 kom automatisk fælles forældremyndighed imidlertid ikke til at indgå som element i styrkelsen af den ugifte fars retsstilling. Men i dag kan aftale om fælles forældremyndighed indgås allerede inden barnets fødsel, og det er ikke nogen betingelse, at forældrene bor sammen.

Imens justitsminister Frank Jensens børnelovsprøveballon svæver over tagene på de danske hjem, hvor 41% børn bor sammen med deres ugifte, samlevende forældre, så synes tusindvis af ugifte fædre og andre mænd, at der er noget uretfærdigt ved, at forældremyndighed ikke kommer automatisk, men skal forhandles. Ja, måske finder de det allermest uretfærdigt, at den, der skal opnås enighed med, forhandlingspartneren, er selveste barnets mor? 

Begås der i forældremyndighedsspørgsmålet en samfundsmæssig uretfærdighed mod ugifte mænd? Og bør det tilstræbes at afslutte den epoke, hvor ægteskabet havde en samfundsopbyggende værdi? Er det måske ikke kvinden, der med sit ja foran alteret eller på borgmesterkontoret sætter skel og sår splid mellem mænd, i og med at gifte kvinder accepterer både ægtemanden som far og som halvpart i foræl-dremyndigheden? Svaret er tydeligvis ja – kvinden og ægteskabet sætter skel og sår splid mellem mænd. Men hvorfor egentlig afskaffe denne værdibaserede konflikt?

Processen med at afvikle ægteskabet som værdigrundlag for en børnelov har været et langt, sejt træk. I Børneloven af 1908 tages der afsked med en gammeltestamentlig og katolsk forståelse af ægteskabet, og i 1938 kom det tigerspring fremad, hvorved sondringen mellem ægte og uægte børn blev helt afskaffet. Siden 1. januar 1938 har love mv. ikke benyttet betegnelsen uægte om børn, og i 1960 tages de sidste skridt til fuld gennemførelse af den principielle ligestilling af børn. I relation til forældrenes private samlivsform er der således årelang lovsikring af børns samfundsmæssige ligestilling, og derfor er der grund til undren over det formål, som Justitsministeren hævder børnelovsforslaget har, nemlig ”at indrette en lovgivning efter den moderne måde, hvorpå familierne lever i dag” (jf. 1' beh. 1/3-00). 

Er der ikke god grund til at spørge, om børnelovsforslaget er berettiget, når gældende lov netop er gearet til den aktuelle situation, hvor ca. 41% børn fødes af ugifte kvinder, der lever i et samlivsforhold? 

Meningsforældreskab?
Er der overhovedet noget, den gældende lov ikke allerede kan i relation til at øge fædres rettigheder? Ja. Den gældende lov kan ikke garantere hvert eneste barn, at det under opvæksten har kendskab til og samvær med sin genetiske far. 

Spørgsmålet er nu, om ægteskabets afløser, meningsforældeskabet, på en ny og konstruktiv måde – og vel at mærke til barnets fordel – vil kunne udjævne den naturgivne uligestilling, der er mellem det at blive mor, og det at blive far? For at kunne svare og oplyse problemstillingen yderligere, må gældende lov om forældremyndighed og samvær inddrages på ny tillige med FN's konvention om barnets rettigheder. 

Forældres ret til at aftale fælles forældremyndighed blev lovfæstet i 1985. Denne ret kan ses som en forløber for meningsforældreskabet. Og det ses da også, at det i det nye børnelovsforslag forudsættes, at aftalerettigheden om fælles forældremyndighed skal erstattes med en automatisk, obligatorisk fælles forældremyndighed. Resultatet bliver dermed øgede rettigheder til fædrene gennem indførelse af meningsforældreskab. I sig selv sætter selve udskiftelsen af frivillig aftale med automatik i forældremyndighedsspørgsmål meningsforældreskabet i højsædet, og da meningsforældreskabet vil kunne annullere velkendte og sædvanemæssige idéer for social orden, mindskes konfliktniveauet ikke. Meningsforældreskabet er jo social uorden sammenlignet med den borgerlige (menneskerettigheds) tankegang, hvor ægteskabet opfattes som den ideelle samfundsmæssige ramme for forældreskabet.

Det kan derfor forekomme paradoksalt, at det ofte har været (og er) FN-konventionen om barnets rettigheder, lovrevisionernes argumentationer har kredset omkring. I FN's konventioner er det jo stadigvæk ægteskabet, der tillægges samfundsmæssig værdi. Ikke desto mindre synes nogle, at man i konventionen om barnets rettigheder har et værdimæssigt holdepunkt for, hvad der er ”bedst for barnet” eller ”barnets tarv”. Det er måske også både hensigtsmæssigt og muligt at fastfryse tarvbegrebet i 1989, årstallet for børnekonventionens ratifikation. Men det er ikke muligt at beskylde Børnekonventionen for den meget yndede parole om, at et barn har ret til en far og en mor. Hvad der står er, at barnet så vidt muligt har ret til at kende og blive passet af sine forældre (artikel 7). I bemærkningerne til artikel 7 kan man læse, at det internationale samfund giver alle børn retten til at få et navn, at opnå et statsborgerskab og at blive registreret umiddelbart efter fødslen. Da disse rettigheder allerede var givet til alle danske børn længe inden børnekonventionens ratifikation, er der ingen argumentationskraft at hente i børnekonventionen for så vidt angår ægteskabets erstatning med meningsforældreskabet. 

Den vægtigste grund til at karakterisere Justitsministerens børnelovsforslag som uberettiget er imidlertid, at det ikke henviser til ”problemkredsen omkring anvendelsen af insemination, surrogat- og rugemødre til at undgå ufrivillig barnløshed [der] rejser nogle juridiske problemer, der ikke umiddelbart lader sig løse efter 1960-lovens system” (citat fra KARNOV, 1998, s. 5395). For lige så længe den paragraf i loven om kunstig befrugtning gælder, hvorefter børn, der bliver til ved anonym donorinsemination, er afskåret fra nogensinde at få noget som helst at vide om, hvem der donerede sædcellen, lige så længe vil der være børn, der ikke kan komme til at kende den genetiske far. Imidlertid er anonym sæddonation med til at lette vejen frem for meningsforældreskabet. For årsagen til behandlingen med donorsæd er jo netop en barneønskende, infertil mands seksuelle aktivitet. Ja, faktisk passer meningsforældreskabet allerbedst på den potente mand, der, for at skaffe sædceller, skal udfylde papirer så tidligt i faderskabet, at ægget endnu ikke er befrugtet.

Jeg synes loven om forældremyndighed, loven om kunstig befrugtning og lovforslaget til ny børnelov viser foragt for kvinder. Og jeg undrer mig over den lethed, hvormed der sættes lighedstegn mellem en kvindes krop og en sædcelle.

En ting er, at de tre love er konfliktskabende, og at de ikke lever op til princippet for god lovgivning: At afveje modsatrettede – men ligeværdige – hensyn mod hinanden. Værre er, at de er et udtryk for abstrakt ønsketænkning indenfor ligestillingsområdet. For det er en nedvurdering af gravide og spædbarnsmødre at fortolke ligestilling mellem børn og køn på den måde, at mænd og kvinder altid kan stå lige i forhold til børn. De fødte så vel som de ufødte.