Vi kan se frem til, at der i det tidlige efterår (1998) bliver afholdt dels et internationalt møde om 'Fundamentalisme og Kvinders Rettigheder', dels en IAW-kongres. Det første i København 21.-23. august, den sidste i Malmø 23.-27. august.

IAW er en NGO-organisation, og bogstaverne står for International Alliance of Women. IAW er den eneste internationale kvindeorganisation, der har kønnenes ligestilling som sit primære mål. Udgangspunktet for IAW's arbejde er dels CEDAW (Convention on the Elimination of All Discrimination against Women (vedtaget af FN 1979, ratificeret af Danmark 1983), dels Platform for Action, der blev vedtaget på FN's Verdenskvindekonference i Beijing i 1995. 
IAW har en konsultativ status 1 ved FN og særorganisationerne, og desuden er IAW repræsenteret i Europarådet og EU's kvindelobby.

IAW's nuværende præsident er den australske jordemoder og internationalt kendte politiker Pat Giles, som også er formand for WHO's Global Commission on Women's Health. Danmark er repræsenteret i IAW's bestyrelse af fhv. forkvinde for Dansk Kvindesamfund, rektor Lene Pind.

Hvorledes arbejder IAW for kvinders menneskerettigheder og kvinders forplantningsmæssige sundhed?

I 1996, da IAW-kongressen fandt sted i Calcutta, blev følgende princip formuleret vedrørende kvinders seksuelle og forplantningsmæssige sundhed (IAW's Action Programme 1997-1999): "The IAW has identified healthy lifestyles for women throughout their life-span as a major issue to be promoted in the current triennium. The girl child should be as valued as the boy child in matters of nutrition and nurturing. The self-determination of women in matters relating to reproductive health must be recognised using the World Charter on Sexual and Reproductive Rights of the IPPF as a guide." IPPF står for International Planned Parenthood Federation, og World Charter udkom i 1996 ISBN 0860891097).

IPPF's World Charter refererer primært til befolkningskonferencen i Kairo, hvor der i 1994 bl.a. blev udtrykt bekymring i forhold til kvinders og børns rettigheder. Bekymringen gik på den iagttagelse, at det nok ikke ville være muligt at gennemføre familieplanlægning i sin videste betydning. Den risiko, der blev set i øjnene, var lukning af de familieplanlægningsprogrammer, der inkluderede kvinders ret til at afbryde uønskede svangerskaber som 'safe abortions'.

I sig selv er IAW's formulering og accept af princippet healthy lifestyles for women throughout their life-span et fremskridt, der må hilses velkommen som et vigtigt led i organisationens bestræbelse på at fastholde og videreudvikle et kvindevenligt sundhedsprincip. Spørgsmålet er imidlertid, på hvilke måder IAW vil blive i stand til at kombinere de to sundhedssager, som IAW-princippet omtaler: På den ene side livslang sund livsstil og på den anden side selfdetermination of women in matters relating to reproductive health - herunder den mulighed, at kvinder skal kunne vælge 'safe abortions'.

Der er nemlig afgørende forskel imellem disse to sundhedssager, hvis de bliver set i et ligestillingsperspektiv. Et krav om 'livslang sund livsstil' kan rejses på basis af en traditionel opfattelse af ligestilling, idet det siger sig selv, at kvinder såvel som mænd bør have ret til at få forebygget sexuelt og socialt betingede sygdomme (fx. syfilis og underernæring). Til forskel herfra, kan den anden sundhedssag, der jo alene drejer sig om kvinders forplantningssundhed, ikke rejses på basis af ligestillingsbegrebet. Tværtimod kan et krav om kvinders forplantningssundhed kun rejses, hvis der samtidig hermed også stilles et krav i retning af ikke-ligestilling mellem kønnene! Dette kvindesagsdilemma - nødvendigheden af ligestilling og ikke-ligestilling på samme tid - findes især på sundhedsområdet, og det kommer sjældent højere op på den politiske dagsorden end til diskussioner om paragraffer i abortlovgivning.
Der er en tendens til, at verdenssamfundet overhører kvinders egne ønsker i forbindelse med reproduktiv sundhed og reproduktive rettigheder, og IAW's nuværende formulering af et sundhedsprincip i relation til kvindelig forplantning drejer sig ikke om at finde balancen mellem på den ene side selvbestemmelse for en kvinde og på den anden side frihedsgrader i en abortlov.

Udviklingen af ny forplantningsteknologi efterhånden gjort det mere tydeligt, at CEDAW som en del af menneskerettighedskonceptet ikke yder tilstrækkelig beskyttelse, når kvinders menneskerettigheder skal sikres som krav om sundhed de få gange i livet, hvor kvinder fungerer anderledes end mænd, det vil sige i de reproduktive/procreative perioder. Endvidere har CEDAW siden 1989 måttet vige for den beskyttelse, som blev fosteret til del, da menneskerettighedskonceptet blev udvidet med Børnekonventionen.

Indenfor WHO fortoner kvindesagsdilemmaet sig i de høje abstraktioners tåger. Pr. definition skal WHO være såvel religiøst som kønsligt neutral, og bestræbelsen i WHO retter sig derfor om fastlæggelsen af en terminologi, der både samler flest trosretninger og tilgodeser begge køn. WHO har derfor konstrueret et kønsneutralt 'gender-begreb', der ikke har noget som helst med sundhed at gøre. Man kan sige, at WHO har defineret sundhedsbegrebet til at være et udsagnsord, og at WHO reducerer sundhedsvidenskab til at være en aktivitet, der katalogiserer sundhedsproblemer, som om de kan ordnes i køn og kasus på samme måde, som det kendes fra sprogvidenskabens bøjningsmønstre.
Man kan også sige, at WHO har rendyrket den ene halvdel af et 'sex-gender-begreb', der ellers bruges i det  internationale kvinde- og kønsforskningsmiljø, dels til at forklare noget om det ikke-kønsneutrale 'sex', dels som et redskab til at komme uden om kvindesagsdilemmaet! Dog er det ikke helt lykkedes for WHO at bortabstrahere kvindesagsdilemmaet. Det er nemlig en kendsgerning, at der siden 1996 har foreligget en WHO-strategi til varetagelse af kvinders reproduktive sundhed.

Uanset at 'sex-gender-begrebet' er omstridt i teoretiske sammenhænge, har WHO, som den pragmatisk-politiske institution, den jo er, besluttet at lægge sig fast på et 'genderkoncept', der udelukker den biologiske kønsnuance. Fra WHO's Health Commission samling i 1997 findes følgende entydige udlægning af begrebet 'gender': "The concept of Gender refers to women's and men's roles and relationships which are shaped not by biology but by social, economic and cultural factors" (min understregning, BHN).
Kvindesagsdilemmaet er ikke let at udrydde. Tværtimod. For det er med WHO's u-kønnede genderkoncept og med WHO som primus motor i udviklingen af sygdomsforebyggelse og
sundhedsfremme, at IAW's kvindesundhedsprincip om healthy lifestyles for women throughout their life-span skal opnå lydhørhed!

Hvor store de vanskeligheder er, som IAW's politik står overfor, fremgår af en leder i det amerikanske tidsskrift Office of Disease Prevention and Health Promotion (hvor lederskribenten kommenterer Prevention Report, US Department of Health and Human Services, 12:3 1997). Lederen fastslår i overensstemmelse med WHO, at forebyggelse for så vidt angår kvinders helbred "traditionally has focused on reproduction", men i vor tid "women's health, a national public health priority, encompasses much more than these services and the traditional areas of reproduction and childbearing".

Hvis IAW i sine bestræbelser på at fastholde og at udvikle et kvindevenligt sundhedsprincip - det vil sige et ikke-kønsneutralt sundhedsprincip - følger WHO's u-kønnede genderkoncept på en ukritisk og ureflekteret måde, er der stor risiko for, at kvindernes egne ønsker i forbindelse med reproduktiv sundhed og reproduktive rettigheder fortsat vil blive prioriteret lavt på verdenssamfundets dagsorden for sundhedssager.

På verdenskvindekonferencen i Beijing i 1996 kunne kvinder, der ikke var organiseret i IAW, mødes i enighed med de katolske føtalister i en betragtning af det ufødte som værende lig med et menneske fra og med befrugtningen.
Enigheden gik på, at den statistiske stigning i antallet af mødredødsfald og invalidering af kvinder i forbindelse med svangerskab, fødsel og efterfødsel er forkastelig. På verdenskvindekonferencen blev mødredødeligheden og svangerskabsinvaliditeten imidlertid ikke diskuteret i forhold til den forplantningsteknologiske udvikling. Det er måske årsagen til, at enigheden ikke rakte så langt som til at formulere en praktisk politik, der kunne højne sundheden for alle verdens kvinder. I hvert fald kom der ikke en entydig opfordring fra verdenskvindekonferencen til FN om at gå i gang med at inkludere 'safe abortion' i alle kvindesundhedsprojekter.

Hvis kvinderne, der nu stævner mod IAW-kongres, vil bruge lidt tid til at belyse deres vedtagne sundhedsprincip med de forplantningsteknologiske fremskridt - både den kunstige befrugtning og den kunstige overlevelsesmulighed, der i dag stilles til rådighed som kuvøser for små bitte spædbørn - er der håb om, at det alligevel kan lykkes for IAW at give self-determination of women in matters relating to reproductive health en ligestillet plads med healthy lifestyles for women throughout their life-span indenfor organisationens vedtagne sundhedsprincip. Måske kunne det ske ved at IAW på kongresdagene i Malmø begyndte at argumentere for en FN-rapporteur på området 'procreative choice'. Det ville ligne den internationale argumentationsmetode, der kendes fra mange andre områder, der er lige så private, fx. vold i parforholdet, og som har medvirket til, at FN fik en rapporteur for the elimination of violence against women.

Den forskel, der er mellem de to områder healthy lifestyle og self-determination of women in matters relating to reproductive health mødes jo i begrebet informed choice - på dansk 'oplyst valg' - der har med selvbestemmelse at gøre. I en tid, hvor forebyggelse og behandling i medicinsk forstand nødvendigvis sker på baggrund af en accelererende teknologisk udvikling, har ingen af de to områder mulighed for at virke selvstændigt på baggrund af menneskerettighedskonceptet - med mindre det 'oplyste valg' udvikles som generaliseret praksis.

Måske må IAW-kongressen i Malmø afstå både fra at medinddrage tabuemnet 'safe abortion' og fra at tage kvindesagsdilemmaet op. I så fald vil dette i sig selv være bemærkelsesværdigt. Ingen vil bedre end IAW kunne sørge for, at FN flytter 'safe abortion' højt op på sin dagsorden.

Verdens kvinder har brug for IAW til at sige det højt, til at sige det igen og igen og til at sige det, så det ikke kan misforstås: Det er de reproduktive sundhedsrettigheder i videste forstand - herunder retten til 'safe abortion' - som hverken kvinder eller børn kan undvære. Vel at mærke under forudsætning af, at verdenssamfundet virkelig er enig i det, som var den overordnede udtalelse fra Beijing, nemlig at kvinders rettigheder er menneskerettigheder.