I Danmark er man parat til at følge efter USA og lovgive om meningsforældreskabet og formalisere "det intentionelle forældreskab". Forhåbentlig bliver det ikke til noget allerede ved den forestående revision af myndighedsloven.

Hvis mandeforeningerne i Danmark får deres vilje, så er vi på vej til at få en helt ny form for forældreskab i Danmark.

Det kendes allerede fra USA. Retsgrundlaget for forældreskabet er følgende: På et eller andet tidspunkt skal det have "været meningen" for en mands og en kvindes fælles seksuelle kontakt, at de "ville være forældre". Det kaldes "det intentionelle forældreskab". Og det er dét, mændene i de danske mandeforeninger ønsker sig.

Ganske vist efterlyser foreningerne "bare" ligestilling på hjemmefronten, og "bare" en definition af barnets tarv. Men det er den type ligestilling og barnetarv, som baner vejen for "det intentionelle forældreskab" og automatisk fælles forældremyndighed. For mange moderne mennesker lyder ideen om automatisk fælles forældremyndighed som om, der er tale om en banalitet. Men hvis den skulle gå hen og blive en realitet i dansk lovgivning, vil det få ganske stor rækkevidde. F.eks. vil automatik i forældremyndighedsspørgsmålet bane vejen for at knytte retsvirkning til meningsforældreskabet.

Meningsforældreskabet vil sætte nogle fundamentale grænser for social orden ud af kraft.

Jeg tænker her først og fremmest på den grænse, der beskrives i naturretsfilosofi, og som i denne forbindelse (forældremyndighed) burde sættes af kvinders kroppe.

Naturretsfilosofi kender de fleste til i dag, fordi de kender til menneskerettigheder. Menneskerettigheder og naturretsfilosofi har biologiens grænser som normativt grundlag. Men meningsforældreskabet vil også skabe uorden i den borgerlige tankegang, som sætter ægteskabet op som den ideelle ramme for forældreskabet som institution. Det er ikke naturen men borgerskabet, der har skabt juraen og dermed en menneskeskabt konkurrent til naturretten ud i det normative.

Opfattelsen af børns værdi skifter, når opfattelsen af andre værdier skifter. Når opfattelsen af værdier skifter, genoplives debatten om, hvilket af de to mulige normative grundlag, der er det mest efterstræbelsesværdige. Derfor blusser diskussionen: Far, mor - og hvis børn? op med mellemrum.

Det er ofte FN-konventionen om barnets rettigheder, der udgør diskussionens akse. Nogle synes, at man i konventionen om barnets rettigheder har et holdepunkt, eller måske snarere et nulpunkt for, hvad der er "bedst for barnet". Det er måske også både hensigtsmæssigt og muligt at fastfryse tarvbegrebet i 1989, årstallet for konventionens ratifikation.

Ude på diskussionsaksens ene ende kan man finde interesseområdet for fødte børn. Her arbejder Socialdemokratiet, Ligestillingsrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder og mandeforeningerne. De vil have myndighedsloven revideret og parolen lyder "afskaf det juridiske mødremonopol fra 1922".

På diskussionsaksens modsatte ende (interesseområdet for børn, der endnu ikke er født) arbejder Kristeligt Folkeparti og foreningen Respekt for Menneskeliv, som vil afskaffe den fri adgang til provokeret abort.

I debattens hede trumfes ofte med en sætning, som angiveligt skulle stå i FN-konventionen, nemlig: Et barn har ret til en far og en mor.

Men parolen om, at et barn har ret til en far og en mor, er ikke hentet fra FN-konventionen om barnets rettigheder! Det, der står, det er, at barnet så vidt muligt har ret til at kende og blive passet af sine forældre (artikel 7). I bemærkningerne til artikel 7 kan man læse, at det internationale samfund giver alle børn retten til at få et navn, at opnå et statsborgerskab og at blive registreret umiddelbart efter fødslen.

Sætningen er nemlig blevet til i en helt anden sammenhæng. Den er lånt fra interesseområderne omkring behandling af ufrivillig barnløshed. I forbindelse med afvejningen af, hvem der skal nyde godt af de nye reproduktionsteknikker i det offentlige sygehusvæsen, udspiller der sig også en debat om forældremyndighed og barnetarv. Men det er de samme to grundlag for normer, det drejer sig om at vælge imellem: Skal naturen eller juraen have fortrinsret i spørgsmålet: Hvordan finder man ud af, hvem der må blive behandlet gratis for ufrivillig barnløshed? (Med insemination og reagensglasbefrugtning). 

Der er altså to akser, man kan diskutere forældreskab omkring.

Og selv om de fleste nok synes, at dét med fordeling af forældremyndighed, og dét med fordeling af sundhedsydelser, ikke har noget med hinanden at gøre, så henter interesseområderne argumentationskraft hos hinanden. F.eks. har frugtbarhedslægerne længe argumenteret med den "sandhed", at forældre til kunstigt befrugtede børn er de allerbedste til at holde sammen som kernefamilie. Og ligestillingsideologien spiller også ind på befrugtningsområdet i og med, at lovgivningen ikke skelner mellem sædportioner og ægceller.

I historisk perspektiv ser det sådan ud, at det juridiske mødremonopol blev til for 100 år siden, fordi tiderne skiftede. I 1800-tallet havde børn haft økonomisk værdi for familien. De øgede husholdningsbudgettet, idet de i mange år tjente penge, inden de selv stiftede familie.

Arbejdsmarkedets krav skiftede, da århundredet skiftede, og fra at være en kilde til indtægt blev børn til et økonomisk dræn.

Privatpatriarkerne anså ikke børn for at være en kilde til glæde, og de konstruerede derfor mødremonopolet, så de i tilfælde af skilsmisse kunne overlade udgifterne og børnene til moderen. Spørgsmålet er nu i 1990'erne, hvor tiderne skifter igen, om forældreskabet kan/skal/bør konstrueres på en helt ny måde.

Justitsministeriet arbejder med spørgsmålet. Inden udgangen af februar vil der være kommet et lovforslag. Det er under udarbejdelse på baggrund af betænkning nr. 1279 om ændring af myndighedsloven. Betænkningen kom i oktober 1994, og den indvarsler stor social uorden. Der står nemlig på side 13, at der er planer om at indføre en "samlivs pater est regel": "En sådan regel kunne f.eks. bestå i, at forældrene erklærer, at barnet er et fællesbarn, og at de har boet sammen i en vis periode. Afgives en sådan erklæring, kunne der som retsvirkning hertil knyttes automatisk fælles forældremyndighed".

I Danmark er man altså parat til at følge efter USA og lovgive om meningsforældreskabet, formalisere "det intentionelle forældreskab".

Forhåbentlig bliver det ikke til noget allerede ved den forestående revision af myndighedsloven. Omvejen til automatisk fælles forældremyndighed ved fødselsøjeblikket går omkring det udvalg, Justitsministeriet har siddende til at forberede en revision af børneloven. Det er børneloven, der udgør den mulige omkobling. Der mangler bare, at børnelovsudvalget foreslår "samlivs pater est"-konstruktionen. Og det gør det nok. For udvalgets formand har allerede udtalt sig positivt herom.

Der er gode grunde til, at man kan være imod automatisk fælles forældremyndighed fra fødselsøjeblikket, sådan som jeg er. Der kan også være gode grunde til at opprioritere det sociale faderskab i en tid, hvor det genetiske faderskab truer med at tage over. Imidlertid kan sympati for det sociale faderskab komme til at foregå på bekostning af respekt for naturretten og kvindekroppens biologiske grænse.

Mine MOR-øjne kan ikke opdage noget behov for en absolut definition af, hvad der er dansk norm for barnets tarv. I min fantasi kan jeg heller ikke forestille mig, hvordan nogen skulle kunne udarbejde retningslinier i henhold til en sådan definition.

Det, jeg kan se, der er brug for, er, at man prøver at arbejde med at svare på følgende spørgsmål: Findes der nogen rettigheder (menneskerettigheder eller andre), som kvinder har som individer FORDI de føder børn? Det var sådanne rettigheder, som burde have retsvirkning knyttet til sig, og som burde være udgangspunkt for samfundsmæssige retningslinier.

Jeg synes, mandeforeningerne viser dyb foragt for kvinder. Det er foragt at fortolke "ligestilling" på den måde, at mænd og kvinder altid kan/skal/bør stå lige i forhold til børnene, og at det kan/skal/bør ske fra fødselsøjeblikket.

Jet mener ikke, at man med henvisning til det juridiske, d.v.s. til det, mennesker forandrer over tid, kan argumentere med vægt om noget biologisk, der forhåbentligt er evigt uforanderligt: At det er kvinder, der med livmoderorganet skaber børnene.

Derfor mener jeg, at der er god grund til at udvide debatten om forældreskabet og ændringen af myndighedsloven, så der seriøst bliver set på de biologiske uligheder, der naturligt stiller barnets far og mor ulige i forhold til børnene.

Jeg mener, man kan modarbejde mandeforeningerne med dette konkrete forslag: Undgå meningsforældreskabet - indfør moderskabsmyndighed.

Moderskabsmyndighed

• skal træde i kraft, inden selve besvangringsforsøget starter
• skal tages i brug, når to er uenige i spørgsmål, der har med forplantning at gøre
• skal slutte den dag, barnet rejser sig og går, d.v.s. på det tidspunkt, hvor gennemsnitsbarnet fylder ét år
• skal medføre, at retten til at bestemme principielt tillægges den kvinde, der har investeret sin krop.