Sundhed er fastslået som en menneskerettighed, som samfundet - uden hensyn til dets livsanskuelse eller ideologi - har pligt til at sikre alle sine borgere. 

På det Europæiske kontinent foregår arbejdet i Europarådet, hvor det er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, der danner basis. I 1992 blev Den europæiske Menneskerettighedskonvention en del af dansk lov. Den praktiske følge er, at danske domstole siden har skullet dømme i overensstemmelse med de europæiske menneskerettigheder. Et område, hvor dansk lovgivning er bagud i forhold til domstolen i Strasbourg og EU-domstolen er lighedsprincippet: Der må ikke diskrimineres på grund af køn, nationalitet, politisk eller religiøs opfattelse.

Helt overordnet samles arbejdet med menneskerettigheder i FN. De grundlæggende værdier, f.eks. ret til liv, men også retten til sundhed, findes i FN's Verdenserklæring fra 1948. To sideordnede, grundlæggende menneskerettighedskonventioner er 1) Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder (den ældste) og 2) Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De forenes af det befolkningspolitiske styringsinstrument familieplanlægning.

Ved hjælp af det universelle begreb "reproduktiv sundhed" byggedes i 1990'erne bro mellem to værdier, frihed, som tilhører den ældste konvention (borgerlige og politiske rettigheder), og sundhed, som tilhører den yngste (økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder). Hertil kommer, at ny forplantningsteknologi har skabt en ny situation. Derfor må det overvejes, om det er muligt at forandre begrebet "reproduktiv sundhed" fra at være universelt (d.v.s. gældende for begge køn) til at være gældende for hvert køn for sig (d.v.s. til at være positivt diskriminerende).

Betydningen af værdierne liv og sundhed fremgår af definitionen på menneskerettigheder. Heraf kan man konkludere, at menneskerettigheder ikke er noget, man har i kraft af noget specielt - så som evner, køn, stand eller tro. Man har dem, fordi man er et menneske. 

Man kan stille sig det spørgsmål: Hvad er en menneskerettighed ikke? Menneskerettighederne er ikke naturlige, ikke konstante og ikke specielle. 

Hvad kan menneskerettigheder så bruges til? De kan bruges til at neutralisere sociale kræfter, som truer vitale interesser, de kan bruges som støtte for krav om retfærdighed, der ikke har grundlag i den gældende ret. Alt efter hvilke krænkelser, der er tale om, vil menneskerettighederne ændre ansigt. Man kan sige, at det står fast, at retten til liv trues på forskellig måde til forskellige tider, men selve ideen om, hvad et menneske og hermed hvad en menneskerettighed er, er til stadighed til justering.

Positivt kan det siges, at menneskerettigheder er betingelser for at mennesker kan leve og udvikle sig optimalt, og at de kan omgås hinanden på en civiliseret måde, altså de minimale betingelser for, at et samfund kan kalde sig demokratisk. Minimale betingelser bestemmer ikke, hvordan hvert enkelt menneske skal indrette sig. Der sikres blot fælles betingelser. 

Man kunne også sige, at der sikres en mindste fællesnævner. Deraf følger, at menneskerettighederne er formelle: De giver den enkelte ret til frit at forme et livsforløb, men livsindholdet kan ikke kræves. 

Med menneskerettighederne kan man kræve tolerance, derfor er de kernen i kravet om demokrati. Tolerancens grænse går dér, hvor tolerancen selv er truet. Ingen kan kræve ret til frihed, hvis det er en frihed, som gør indhug i andres frihed. Demokratiet er moralsk, og menneskerettighederne knytter ret og moral. Demokratiet er en moralsk etableret samfundsorden.

Groft kan menneskerettigheder opdeles i to typer rettigheder: positive rettigheder og negative rettigheder. 

Positive rettigheder indebærer, at der er nogen, der har ret til og krav på bestemte ydelser fra andre (ydelse = bidrag). Et eksempel på en sådan ydelse kunne være børnefamilieydelse.

Derimod forholder det sig anderledes med negative rettigheder. Et eksempel på negative rettigheder er retten til ikke at blive tvunget til noget. Det er også en negativ rettighed at være i fred. Den enkelte borger skal kunne være i fred for statsmagtens overgreb. 

Menneskerettighedernes værn mod overgreb har altså karakter af negative menneskerettigheder. Det giver god mening at bruge negative rettigheder som værn imod overgreb mod kroppen f.eks. som værn mod lægelige eksperimenter og behandlingsforsøg. Reglen findes i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, art.8, stk.2.

Positive menneskerettigheder er ikke andet end at få dækket sine simpleste materielle overlevelsesbehov. Hvis man bruger den sammenligning, at de positive menneskerettigheder er en slags forbrugerrettigheder, kan man let se, at der er forskel på at have ret til at køre i Mercedes eller at have ret til ikke at gå sulten i seng. 

De borgere, der synes, at det er en menneskerettighed at få et barn, skelner ikke mellem forbrugerrettigheder og positive menneskerettigheder. 
Det er jo kun i tredie-verdens-lande, børneavl hører til kategorien at få dækket sine simpleste materielle overlevelsesbehov.

En tredje type rettigheder er natur-rettigheder, også kaldet de naturlige rettigheder. 

Det kan godt diskuteres, om naturlige rettigheder primært er kropsnære eller om de primært handler om samfundets indretning. Derimod kan det ikke diskuteres, om naturret i absolut forstand drejer sig om almindelige principper og grundlæggende betingelser for, at et samfund kan eksistere. Således definerede Aristoteles naturret som den statsform, den fornuftige menneskenatur ville vælge. Såvidt det generelle. 

I menneskerettighedekonceptet findes to grundlæggende værdier, henholdsvis retten til liv, der kan belyses med kvindekonventionen, og retten til sundhed, der belyses med bio-etik-konventionen. På denne måde belyses det paradoks, at retten til liv rummes dobbelt af den gravide kvinde.

Siden 1946 har FN haft til formål at klarlægge alle de områder, hvor kvinder er blevet nægtet de samme rettigheder som mænd. I 1979 blev formålet nedfældet i Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, CEDAW. Kvindekonventionen udvikler positive menneskerettigheder, der skal sikre, at kvinder - uanset ægteskabelig status - har ret til ydelser fra samfundet.

I 20-års-perioden 1975-1995 er fire verdenskvindekonferencer blevet afholdt. - Men det var på befolkningskonferencen i Kairo i september 1994, at de dybe konflikter blev tydelige. De uoverensstemmelser, der er mellem menneskerettighedskonceptets enkelte dele for så vidt angår kvinders rettigheder, kolliderer med den beskyttelse af fosteret, der fremgår af præamblen til børnekonventionen. 

Menneskerettighederne anstrenges, når området 'retten til liv' trækkes ind i selve livmoderen for at beskytte fosteret. 

I slutdokumentet fra Kairo fremgår det, at der er tale om rettigheder og krav, der ikke kan forenes. Det er på den ene side et krav om kvinders fri adgang til sikre aborter som del af sundhedssystemet og på den anden side et krav om respekt for og beskyttelse af fosterets liv fra undfangelsen. Dette forhold er kun et af flere selvmodsigende forhold i menneskerettighedskonceptet. Der er tale om selvmodsigelser, der giver manglende konsistens og kun en middelbar forståelighed, som det kræver et stort pædagogisk arbejde at formidle til befolkningerne. 

Nogle vil hævde, at disse modsigelsesforhold ikke behøver speciel opmærksomhed. Særlig ikke i de lande, hvor fri adgang til provokeret abort har vænnet befolkningen til at leve med den konflikt, at to uforenelige rettigheder mødes inde i kvindens krop.

Her bliver det helt centralt at gøre opmærksom på en karakteristisk ting ved børnemuligheden i vores historiske tid. Det historisk nye ved vor tids børn er, at det ikke længere er u-sædvanligt, at børn ikke er resultat af en befrugtning i den menneskelige krop på den måde og på det sted, hvor befrugtning ellers altid er sket (i æglederen). 

Som følge af forplantningsteknologiens komplicering er der opstået et behov for en ny refleksion og en konsekvens af denne. Den enkelte kvinde må støttes til overvejelse om, hvorledes hun bedst kan beskytte sig med de positive og negative rettigheder.

Forplantningsteknologi bringer forvirring på moderskabsområdet og revitaliser kravet om fosterbeskyttelse. Derfor må der tages initativ til et arbejde med at formulere negative rettigheder, så kvinder kan være i fred de få gange i deres liv, hvor de på grund af forplantningen fungerer anderledes end mænd.

Det betyder, at det ikke længere er tilstrækkeligt at arbejde med positive rettigheder på de områder, hvor kvinder nægtes de samme rettigheder som mænd. Ingen af FN's konventioner kan bruges som rettesnor ud af den forvirring på moderskabsområdet, som forplantningsteknologien har ført med sig. Heller ikke kvindekonventionen. 

Om moderskabets beskyttelsesværdighed har kvindekonventionen ikke andet at sige til staterne, end at de skal "sikre, at undervisning i familiekundskab omfatter den rette forståelse af, at moderskab er en samfundsfunktion". Der er altså ingen direkte beskyttelse af reproducerende kvinder i kvindekonventionen.

I lyset af historiens gang er det således ikke mærkeligt, at det først er nu, det begynder at blive et problem, at ingen menneskerettighedsdokumenter har artikler, der har til formål at beskytte den forskel, der er på de to køns funktion i forbindelse med forplantningen. Dette gælder også Bio-etik-konventionen. Når forplantningsteknologiens komplicerende følger så let kan konstateres, kan man undre sig over, at den nye konventionstekst fra Europarådet om bioetik ikke har taget de konsekvenser i betragtning, som forplantningsteknologi har for kvinder som befolkningsgruppe. 

Sundhed er, som et tema for sig selv, knyttet sammen med menneskerettigheder i de dokumenter, der udfærdiges i FN-organisationen WHO. I 1984 vedtog WHO en ny sundhedsstrategi, nemlig: Sundhed for alle år 2000 (SFA-strategien). Sundhedsstrategien er en væsentlig del af rammen, hvor begrebet kvinders menneskerettigheder kan udvikles videre. Synspunktet støttes af, at et nyt begreb, som betyder næsten det samme som kvinders menneskerettigheder, er vokset frem i de senere år, nemlig "kvinders reproduktive sundhed og rettigheder". WHO har da også formuleret en strategi om reproduktiv sundhed i 1996. 

På baggrund af ovennævnte konstateringer kan konkluderes, at menneskerettighederne ikke tager højde for kvinders reproduktive sundhed i en tid med forplantnings-teknologisk udvikling. Efter at specialister i 10 år har arbejdet med formuleringerne, kan man undre sig over, at det ikke er kommet til at fremgå af bio-etik-konventionen, at der er fundamental forskel på den funktion, de to køn har i forbindelse med forplantningen.

Måske hænger det sammen med, hvad det i virkeligheden er, bio-etik-konven-tionen har til hovedformål at beskytte. Om bio-etik-konventionens hovedformål har Europarådets presseservice skrevet (Ref.321(96)): "Konventionen er den første bindende tekst der er designet til at beskytte mennesker imod det mulige misbrug af nye biologiske og medicinske teknikker". (Min oversættelse, BHN). Hovedformålet med bio-etik-konventionen er således at sikre den fri forskning og forskningens interesser. Det vil nærmere betegnet sige den forskning, der arbejder med at udvikle metoder til organtransplantationer, genetiske undersøgelser og kunstig befrugtning. To modsat rettede rettighedsaspekter kan isoleres i konventionsteksten: 1) beskyttelse af mennesker imod misbrug (negativ rettighed), 2) sikring af forskningsinteresser (positiv rettighed). 

Granskning af menneskerettighedskonceptet viser således, at det ikke er indlysende, at kvinder som svangre mennesker er beskyttelsesværdige. Menneskerettighederne anstrenges, når deres område strækkes ind i kvinders indre organer, livmoder og æggestok.

Men forskningens efterspørgsel efter menneskeæg og fostre kan jo - ifølge sagens natur - ikke lige så godt efterkommes af den mandlige del af befolkningen. Den historiske situation er altså dén, - at der i dag og fremover er og vil være et særligt behov for beskyttelse af kvinder, og - at menneskerettighedskonceptet bør udvikles, hvis svangre mennesker skal kunne beskyttes af det.

Tiden vil vise, om det kan lykkes at udvikle de argumenter, hvormed det selvfølgelige kan legitimeres, der af norske kvinder er blevet kaldt, at genteknologi og forplantningsteknologi ikke må accepteres videre end dertil, at såvel "mor/-foster-enheden" som "livmor/æg-enheden" kan bevares som et selvfølgeligt udgangspunkt for begrebsudvikling.

Fordi den normale kvinde, efter hun har født og ca. 1 år frem, har evnen til at imødekomme sit barns spontane ytringer, kunne det besluttes, at denne evne skulle have tilknyttet retsvirkning til sig, for eksempel i form af moderskabsmyndighed.

Moderskabsmyndighed kendes allerede fra den situation, at det ikke er alle kvinder, der føder et barn, som har giftet sig. En praktisk udformning af moderskabsmyndighed kunne være, at den trådte i kraft, inden selve besvangringsforsøget starter (dette sikrer kvindens ret til selvbestemt abort), at den blev taget i brug, når to, hvoraf den ene har født barnet, ikke er enige i spørgsmål, der har med forplantning og forældremyndighed at gøre. Moderskabsmyndighed som menneskerettighed kunne cementere den praksis, at kvinder, der ønsker det, kan få fred til at have forældremyndigheden alene - altså igen et negativt rettighedsaspekt. Beskytte såvel kvinde som barn som samfundets interesse i så optimal reproduktion som muligt. 

Den virkeligt store udfordring ligger i at spørge, om retten til at vokse til eksistens i den menneskelige livmoder i kvindens krop og moderskabsmyndighed kan kvalificeres som positiv rettighed? 

Den første udfordring vil da være det problem at tænke u-personligt om moderskabet. Men - ligger det ikke lige for at fortolke det u-personlige moderskab ind i kvindekonventionen? I så fald bliver det 'et gode' ved kvindekonventionen, hvis det i virkeligheden er det u-personlige moderskab, kvindekonventionen beskytter! 'Et gode', fordi det så er kvindekønnet, der er fundet beskyttelsesværdigt. Men kan det være andet end det u-personlige kvindekøn, der er på tale, når det i kravet til staterne hedder, at staterne skal "sikre, at undervisning i familiekundskab omfatter den rette forståelse af, at moderskab er en samfundsfunktion"?

Den gevinst, der kunne følge med en eventuel positiv beskyttelse af kvindekroppens særart, burde kunne måles i sundhedsmål. Men hvis formålet med beskyttelsen var at øge sundhedsmængden i samfundet, så er det nødvendigt at inddrage den tredje type rettigheder, naturrettighederne, om hvilke Aristoteles sagde, at de gav ophav til den statsform, den fornuftige menneskenatur ville vælge. 

Kvindekroppens særart og sundhed handler om de fundamentale forhold i samfundets indretning - i hvert fald i vores historiske tid, hvor det stadigvæk er reglen, at det er kvinder, der føder børn. 

Så længe det er kvinder, der føder børn, ligger det indenfor rækkevidde i konventionsform at beslutte den internationale fælles værdi og norm, at respekten for kvinders særart - som naturret - skal høre med blandt de almindelige principper og grundlæggende betingelser, der gør, at et samfund kan eksistere. Kvindekonventionens u-personlighed peger i den retning. Men også FN's verdenserklæring om menneskerettigheder byggede i 1948 på naturretten i og med menneskerettighederne blev defineret u-personligt som betingelser for, at hver person kan leve og udvikle sig. 

På denne baggrund kan moderskabsmyndighed ikke afvises som en samfundsgavnlig, sundheds-øgende positiv menneskerettighed.