Undskyld - hvor er kvindekroppen?

af Bente Holm Nielsen og Lone Nørgaard

I forbindelse med den aktuelle diskussion om kloning er der et enkelt og ikke ganske uvæsentligt aspekt, der næsten konsekvent glimrer ved sit fravær: Kvindekroppen. Hvilket er ret tankevækkende, taget i betragtning at uden æg hentet ud af kvinders kroppe, er der hverken mulighed for terapeutisk kloning (skabelse af væv og organer til transplantation)  eller kunstig befrugtning. 

Og at der er mangel på donoræg er en kendsgerning. Derfor mener flere fertilitetslæger og Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse da også, at alle kvinder bør kunne donere æg. Som loven er nu, kan kun kvinder, der allerede er i fertilitetsbehandling, donere æg, men mange af disse kvinder foretrækker at beholde deres æg til eventuelle senere behandlinger. Argumentet for begrænsningen i loven er, at den hormonbehandling, der skal stimulere produktionen af æg, kan give komplikationer. Risikoen for de alvorlige komplikationer er dog langt mindre i dag, fordi lægerne er blevet bedre til at dosere hormonerne, udtaler Tomas Therkildsen, der er formand for Foreningen for Ufrivilligt Barnløse. Også professor dr.med. Svend Lindenberg, overlæge ved fertilitetsklinikken på Herlev Sygehus vurderer, at der i fremtiden blive brug for flere donoræg. Det skulle blandt andet skyldes, at flere kvinder i barndommen har gennemgået kræftbehandling med ødelagte æggestokke i tilgift. 

Vi har tidligere i forbindelse med vores medlemskab af Dansk Kvindesamfund bl.a. rejst følgende spørgsmål over for politikerne:  

Er kerneløse menneskeæg stadigvæk menneskeæg?
Bør anvendelse af kerneløse menneskeæg omfattes af en indberetningspligt? 
Bør anvendelse af kerneløse æg fra anonyme æggestokpræparater omfattes af indberetningspligt?  (F.eks. kerneløse æg importeret fra den tredje verdens kvinder og piger). 

Baggrunden for at  vi ønsker, at beslutningstagerne sætter fokus på kerneløse æg er, at terapeutisk kloning forudsætter såvel brug af stamceller, fx fra befrugtede æg, som brug af u-befrugtede æg, hvorfra kernen er fjernet. Vi frygter – og med rette lader det til - at en kommende revision af lov om kunstig befrugtning vil lægge op til en udvidelse af ægdonationsområdet med henblik på at kunne mætte efterspørgslen efter menneskelige æg til terapeutisk kloning – og selvfølgelig til kunstig befrugtning.  
Vi opfatter ikke fri ægdonation hverken som en øget selvbestemmelse for kvinder over egen krop, eller som et bidrag til ligestillingen mellem de to køn. Afvisningen af fri ægdonation udspringer af en respekt for svangerskabet og en kritik af den medicinske teknologi, der ændrer kvindekroppens helhedsfunktion.  

Nu er det jo ikke første gang i nyere Danmarkshistorie, at den reproducerende kvindekrop usynliggøres. Den krop, der én eller flere gang i sit liv kan blive udsat for en 2-i-1-krop-situation. 
Men hvordan er det lykkedes at skjule den reproducerende krop, når det på godt og ondt forholder sig således, at det stadigvæk er kvindekroppen, der er eneste vækstrum for et kommende barn? En usynliggørelse, der paradoksalt nok finder sted samtidigt med, at aldrig har kvinders kroppe været mere synlige i det offentlige rum og i medierne. Men det er den seksualiserede kvindekrop, der er fokus på. Den krop, der stiller sig til rådighed for mænds blikke og mænds seksuelle lyster. Ikke den kvindekrop, som er forudsætning for graviditet, fødsel og moderskab, og som i denne proces udsætter sig for en række risici i form af bækkenløsning, åreknuder, hormonelle ubalancer og rygskader. 
Vores bedste bud på usynliggørelsen er, at i det øjeblik man insisterer på, at kvindekroppen er fundamentet for en hvilken som helst diskussion om forplantning, går man stik imod den dominerende ligestillingsdiskurs, der sidestiller de to køns indsatser i forplantningsprocessen. Og det på trods af at de to præstationer overhovedet ikke kan sammenlignes med baggrund i fundamentale biologiske forskelle.

Usynliggørelsen af den reproducerende kvindekrop er blevet hjulpet godt på vej af leverandører og tilhængere af forplantningsteknologien. De har på deres side spillet sig et stærkt kort på hånden, der hedder ligestilling mellem kønnene. I ligestillingens navn slås der på, at kvinder og mænd er lige væsentlige bidragydere i frembringelsen af et barn: En mand leverer noget sæd fra den ene side, og en kvinde leverer nogle æg fra den anden side, og i reagensglasset bliver de to køns bidrag set som lige stor.  
At denne kønsneutrale tankegang er blevet almindeligt gods, er ubegribeligt, men det er den altså. For ellers kunne der ikke tales om fx æg- og sæddonation i samme åndedræt, som om der reelt var tale om den samme ydelse. 
Selv om det forekommer os grotesk, at det skulle være nødvendigt, er der god grund til at præcisere, at kvinder og mænds kroppe ikke er konstrueret fysiologisk til at kunne/skulle yde det samme i reproduktionen. Den forestilling, at mænd og kvinder på det punkt har mere til fælles, end hvad der skiller dem, er hentet på Ønskeøen:

For det første fordi den ikke tager højde for det reproduktive arbejde, kvinder foretager i de måneder, de bærer rundt på deres barn. 
For det andet fordi mænd producerer i millionvis af sædceller i løbet af deres liv. Kvinder producerer i sammenligning hermed ganske få æg. 
For det tredje fordi mænds sædceller som regel kommer ud af kroppen uden operative indgreb, uden lægernes mellemkomst - i modsætning til kvinders æg, hvis tilvejebringelse nødvendiggør medicinsk og kirurgisk indgreb under social kontrol. Mænds bidrag er noget ydre i forhold til deres krop, kvinders er noget indre og integreret i kroppen. 
For det fjerde fjernes ægget fra sit rigtige/oprindelige tilhørssted, hvorimod sæden som altid transporteres til bestemmelsesstedet. 
For det femte fordi kvinder kun kan lægge krop til et begrænset antal børn i modsætning til mænds ubegrænsede muligheder for at plante deres sæd. 
For det sjette er det ved kloning kvindens kønscelle, der ligger til grund, fordi sædcellen ikke kan dele sig.
For det syvende er udtagelse af ægget forbundet med helbredsrisiko for kvinden. 
For det ottende - og absolut vigtigste - fordi forplantningen for kvinder er en kontinuerlig proces fra undfangelse over svangerskab til fødsel, mens den for mændene er diskontinuerlig: De afleverer deres sæd, og først 9 måneder senere er barnet en fysisk realitet. De kropslige erfaringer er følgelig vidt forskellige. (Punkterne 3, 4, 6 og 7 relaterer sig begribeligvis til reagensglasbefrugtning).

Hvis man vælger at se stort på disse otte forskelle, er det det samme som at annullere kvindekroppens betydning. 

For at vende tilbage til udgangspunktet: Efterspørgsel på ægceller med og uden kerne vil boome, og biologiske vævsbanker skal mætte markedet. Industri og forskere vil argumentere for lempelse i lovbeskyttelsen af kerneløse menneskeæg, herunder ophævelse af reglen om, at ægdonationsretten skal være forbeholdt barnløse kvinder i reagensglasbehandling. Regulering af ægfremskaffelsen gælder for kvinder, der opholder sig i Danmark og som opfylder betingelserne for at kunne afgive informeret samtykke.
 
Hverken i menneskerettigheds- eller i ligestillingskonceptet kan der findes belæg for, at fri ægdonation skulle øge kvinders selvbestemmelse over egen krop. Og oplistningen ovenfor viser klart den meget store biologiske forskel på sædceller og ægceller. Ikke mindst derfor er det vel ret relevant at spørge: 

Hvor blev egentligt kvindekroppen af? 

Til oplysning tilsluttede Dansk Kvindesamfund sig i 1997 holdningen om et globalt forbud mod det kloningsprincip, der har identiske mennesker som resultat. Desuden har Dansk Kvindesamfund siden 1996 anbefalet et forbud mod at udvikle en teknik, der gør det muligt at nedfryse u-befrugtede menneskeæg. I forbindelse med revisionen af lov om kunstig befrugtning i 1999 udtalte Dansk Kvindesamfund tilfredshed med, at lovrevisionen IKKE lagde op til, at alle kvinder frit skulle kunne donere u-befrugtede æg. 
 
Hvad angår det kloningsprincip, hvor stamcelleproduktion er resultatet efter anvendelse af såvel kropscelle som kerneløst æg, er det mængden af kerneløse æg til rådighed der bestemmer, om de tekniske muligheder, der er så lovende, nogensinde kan komme til udnyttelse i større skala. Kerneløse menneskeæg kan i sagens natur kun fremskaffes fra kvinder, og det betyder, at mange meget snart vil ønske sig lovbeskyttelsen af kerneløse menneskeæg lempet og ægdonationsretten frigivet. Ellers kan behovet for menneskeæg i produktions- og forskningsrelevante mængder simpelthen ikke tilfredsstilles. 

Vores begrundelse for at afvise fri ægdonation udspringer dels af ønsket om at respektere svangerskabet, dels af den konsekvens forplantningsteknologi har, nemlig ændring og fragmentering af  kvindekroppens helhedsfunktion fra menstruation til moderskab. 
Vi ønsker forbud mod indgreb, som primært opfylder professionelle og forskningsmæssige og kommercielle interesser. Vi er imod fri ægdonation, fordi vi ønsker at beskytte kvinder mod operative indgreb, som ikke øger deres egen sundhed.
Alle kvinder skal ikke nødvendigvis have børn, og det er vigtigt at skelne imellem, hvad der er i gruppen kvinders interesser, og hvad der er kapitalinteresser i de nye kropsteknologier.

Set i et menneskerettighedsperspektiv udgør fri ægdonation ikke en øget selvbestemmelse for kvinder over egen krop. Fri ægdonation er heller ikke et bidrag til ligestillingen mellem de to køn. Tværtimod viser kloningsteknikkernes afhængighed af ægceller med al ønskelig tydelighed, at sædceller og ægceller ikke i alle sammenhænge er lige betydningsfulde. 

For mens ægcellen er uerstattelig i kloningsopskriften, så forholder det sig sådan, at sædcellen  kan erstattes med en hvilken som helst kropscelle.